Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 10.06.2018
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Kræn Christensen
Lad mig med det samme slå fast, at dette her ikke er en ukristelig trussel om, at vi nok skal få løn som fortjent – det er tværtimod et løfte om Guds nåde, som vi ikke har fortjent. Dette her er altså ikke en knyttet hånd i ansigtet, men åbne hænder, som tager imod.
Hvad er det så, vi hører vor Herre fortælle os i dag – kan vi høre, hvad meningen er? For der må vel være en mening med at Gud har givet os det hele: far, mor, hustru, børn, brødre og søstre og så dertil føjer, at dem skal vi hade. Ja, ikke blot dem - også dig selv skal du hade for at kunne være én af hans. Ja, vi kan såmænd godt spørge om meningen, men sagen er, at det vel er og bliver Gud der mener og ikke mig – at det er Gud, der tror, og ikke mig. Dét er Guds mening.
Guds mening er evangeliet og i evangeliernes forståelse peges der altid kun på troens, håbets og kærlighedens vej – det hører de ører, der kan høre – også når vi hører dagens evangelium.
For at kunne høre dette – for at kunne tro dette – må man have hjælp af Gud selv – han som udvalgte dig blandt millioner i moders liv. Det overstiger enhver forstand at høre om denne omfattende kærlighed til os uden at høre Guds dom forkyndt over vore hoveder! Dette had, som han beder om, sætter netop os alle under dommen – for vi kan ikke leve op til det – forhåbentlig da! Ingen undgår således at blive dømt dag efter dag, når vi samtidig skal tro hans nåde. Nåden, barmhjertigheden, tilgivelsen hører sammen med dommen – det er det der gør nåde til nåde! Og denne får du for intet – det er det, der på en gang er det svære og det lette i kristendommen.
De store gamle hollandske malere havde sans for dette, det ser man tydeligt i deres malerier – i disse skildrer de sjældent mennesker, som er smukke i gængs forstand. Der er ikke tale om mennesker med fine, regelmæssige, harmoniske træk, hverken hos Rembrandt i 1600-tallet eller hos van Gogh i 1800-tallet. Ingen af dem lægger vægt på at male virkelig smukke mennesker. Tværtimod kunne man næsten sige. Det skyldes ikke som nogen måske kunne fristes til at tro, at hollændere ikke er smukke. Sagen er en ganske anden. Med deres billeder protesterede de imod forherligelsen af mennesker og deres udvikling. Det er som om, de vil fortælle os, at Guds nådes storhed møder os dér, hvor vi er. Der hvor vi er blevet fanget i en fælde af vores barndom, ungdom, manddom – med vores lyster og laster og ildevarslende lidenskaber – der hvor vi ikke længere selv kan stille noget op – det er de billeder, de maler. Det er som om de vil sige: spar os for de himmelvendte øjne og salige blikke! Hvad skal de til? Det er ikke dem, der viser os, at Guds barmhjertighed er en levende virkelighed. Den barmhjertighed fremgår ikke af rørende træk i et portræt. Det er det faldne menneske – måske lidt selvbevidste, måske lidt vege, måske stolte eller måske ængstelige menneske, den barmhjertighed er steget ned imellem.
Der findes en reklame på tv for et kosmetikfirma og budskabet som følger med i den forbindelse lyder: fordi jeg fortjener det! Det er da fint nok at gøre noget ud af sig selv – det tjener til omgivelsernes forskønnelse – men overfor Gud kan vi ikke pynte os op/ gøre os fortjente– forsøger man alligevel er det blot at fjerne sig fra barmhjertigheden, som er steget ned.
Sådan var det også når en af disse malere malede et menneskeportræt. Ganske ligefremt og uden udsmykning, skildrede de noget, som var fjernt fra Gud, fjernt fra himlen og dens glans, det er rigtigt. Sat på spidsen var det næsten ligesom at se politiets forbryderalbum ved siden af Rafaels engle.
Den dom som malerpenslen indfanger og fælder så snart penslen har forladt lærredet udelukker den så Guds nåde? Aldeles ikke! For de dømte, de skarpt karakteriserede menneskevæsener, som er fjernt fra Gud, er barmhjertigheden nær ved. Den er hos dem. Og hvem trænger egentlig til barmhjertighed: engle eller dømte? Det gør de sidste, og de første ikke!
Jesus er ikke kommet til retfærdige – så havde han været ret alene – men til syndere. Og skulle nogen være i tvivl, er det det, vi er. Og det er derfor vi holder gudstjeneste. For den der har ører at høre med er det derfor en befrielse at høre disse ord.
Vi har svært ved at forstå at dom og nåde kan forenes, fordi vi regner med retfærdighed. Et godt og aktuelt eksempel på dette har vi i forbindelse med optakten til det fodbold VM, som snart rulles ud i Rusland. Her bliver der kæmpet godt og grundigt om pladserne på det danske landshold. Alle spillerne må finde sig i at blive vejet ellerede inden det bager løs – og bliver man fundet for let, ja, så er man ikke med længere. Så har man ikke fundet nåde hos landsholdets træner – han fælder dommen og man er ude. Sådan lader man retfærdigheden ske fyldest.
De selv samme ord: dom og nåde bruger vi, når vi taler om vores forhold til Gud. Men forskellen er indlysende – overfor Gud er der ingen retfærdighed til – Guds nåde får de der trænger, og det gør de, der er under dom og ikke kan komme bort fra den. Under dom er den, der ikke kan hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre og sig selv.
Vi må erkende, at utilstrækkeligheden er en del af livet – magtesløshed er en del af livet. Vi er blevet for dårlig udrustet til det, vi skal. Vi besidder ganske enkelt ikke evnen til at følge Kristus efter. Det betyder så til gengæld, at vi ikke behøver at stræbe efter hans nåde, frelse eller kærlighed. Vi vil aldrig nogensinde blive i stand til at bære Jesu kors – det var derfor han selv bar det! Det er det vor Herre vil skære ud i pap for os med denne krasse tale.
Men – for nu at blive i det billedlige – nederst i portrættet har maleren sat sit navnetræk – mao han står inde for sit værk. På samme måde har Gud sat sin signatur under dit portræt – under dit liv – han kender hver én millimeter på dette billede. Han har gennemskuet dig, men alligevel står hans navnetræk der. Han står ved sit billede!
Det er nærmest umuligt for os at forestille sig, at kærlighed er gratis. Men Guds trøst er, at når du nu ikke er god nok, så behøver du heller ikke være det – du behøver ikke at lade som om. Du er elsket alligevel – du er elsket selvom du er gennemskuet, som den der ikke kan leve op til alle disse love og bud. Du er tilgivet – dine synder er dig forladt.
Dette er på en gang Guds dom og nåde.
Og det hører den, der har ører at høre med.
Amen!