Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis , 17.06.2018
Predigt zu Lukas 15:11-32, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Der er ingen, der egentlig gider have det, som alle andre også får. Derfor truer første del af historien her meget nemt med at blive ligegyldig for os. For første del af den handler om faderen, der elsker sin yngste mislykkede søn grænseløst, og helt glemmer det sidste ”k” i god opdragelse: ”Kærlighed, kram og konsekvens”. Faderen kunne have nøjedes med at tage imod sin forhutlede søn, sendt ham i bad og ud til en leverpostejmad i køkkenet. Faderen kunne godt venligt men bestemt have vist den unge mand, at det altså har nogle konsekvenser at feste og drikke alle sine penge op. Men han gør det modsatte. Faderen løber sønnen i møde og giver sig til at kaste om sig med sine fineste ting og resterende penge. Ring, fint tøj, dyre sko, stor fest, lækker fedekalv. Den unge festabe af en søn har sandelig ikke sin ødselhed fra fremmede. Dem, der kan huske deres bibelhistorie, kan høre, at faderen optræder som Abraham gjorde i sin tid, da Gud og hans engle kom på besøg i Mamrelund. Dengang satte den gamle Abraham også i løb og slagtede fedekalven. Lignelsens far optræder altså som om, det er Vorherre selv, han får øje på, da han ser sin mislykkede søn komme traskede op ad indkørslen.
Og det er jo da meget sødt og rørende – men også lidt latterligt – med sådan en rar far, som ikke kan blive vred eller bare udvise en lille smule konsekvens. Og hvis han skal være et billede på Gud, sådan som vi vel hører denne lignelse: ”Gud er som den kærlige far, som tager imod alle, der kommer til ham”, ja, så kan det altså næsten blive lidt latterligt. For er der egentlig noget ved at få det, som alle kan få? Går der ikke dagens ret og pulverkaffe i det? Og er det ikke også det, der meget nemt sker med den her lignelse? Hvorfor skulle det egentlig være så fantastisk og vigtigt at blive elsket af Gud? Herre Gud, det bliver jo alle og enhver.
Og det er så det, som den sidste halvdel af lignelsen handler om. Den halvdel, som ikke handler om den yngste, forvirrede søn og hans far, men handler om den ældste, solide og hårdtarbejdende søn og hans vrede.
For lignelsen ender jo ikke med store velkomstkrammere, fest og bægerklang. Den ender med en uløst konflikt. For den ældste bror bliver vred, fortælles det, og vil ikke gå ind til festen. Hvad bliver han egentlig vred over? Vred, det bliver man, når nogen krænker en eller fornærmer en. Men hvem har krænket eller fornærmet den ældste søn? Ja, i hvert fald ikke hans lillebror. Tværtimod. Med sit mislykkede liv har lillebroderen sat sin storebrors vellykkethed i relief, så det er blevet så meget tydeligere, hvor solidt og fornuftigt et menneske, han er. Man ved godt, hvem af de to, som har fyldt mest, når moderen i julebrevene har skullet fortælle om, hvordan det går med drengene.
Nej, den, der har krænket og fornærmet den ældste søn, er hans far. Og hvori består krænkelsen og fornærmelsen, som gør den ældste søn så vred? Den består i faderens ødselhed. Det er fedekalven, den lækreste, dyreste steg i stalden, der udløser raseriet. Den ældstes vrede bryder ud, da en af karlene fortæller, at dén præmiekalv er blevet slagtet og ved at blive sat til livs. Den ældste bliver vred, da det går op for ham, at faderen er lige så ødsel som lillebroderen. De to ligner hinanden. Det ser storebroderen nu pludselig. Det er lillebroderen, der ligner faderen. Ikke ham.
Det er ødselhed, der er faderens inderste væsen. Og den ødselhed omfatter også den ældste. Faderen slår ud med hånden og siger: ”Mit barn, alt mit er dit”. Er også dit. Men det betyder jo, at det omvendte også gælder: ”Alt dit er mit”. Faderens ejendom er sønnens, og sønnens ejendom er faderens. Den ældste er med andre ord nødt til at finde sig i at være barn og medarving på en ejendom, hvor de fælles værdier bliver ødslet ud. Hvor alle får, fordi ingen skal undvære.
Om den ældste søn kan se det glædelige i det, om han følger faderens opfordring til at gå med ind og ødsle endnu flere penge, kys, ord og opmærksomhed væk på andre, det melder lignelsen ikke noget om. Men det er den ødsle fest, vi lige nu er med til og i fuld gang med at fejre. Vi vidste muligvis ikke, at det var den, vi gik ind til, da vi trådte over dørtærskel der ude, men nu er vi kommet indenfor, og nu kan vi ikke undgå at høre det. ”Alt mit er dit”, siger Vorherre til os. Også til os.
Vorherre siger det om lidt ved nadveren, når vi uden forskel får ham selv at leve af. ”Værsgo. Det er mit legeme og mit blod – mit liv”, siger han og giver os det at spise og drikke, så det bliver vores.
”Alt mit er dit”. Sagde Vorherre personligt med navns nævnelse til Agnete Elisabeth, da hun blev mærket med korsets tegn og døbt i Guds navn, så ingen fra nu af skal være i tvivl om, at hun både ligner og har fællesskab med den Gud, som er lige så ødsel som lignelsens far og søn. Og alle jer, der snart er konfirmander, ja, til jer bliver det gentaget til foråret, når Gud konfirmerer jer, bekræfter, at I er kaldt på af Gud og kaldt for hans elskede. Børn og arvinger til det evige liv, som er over alt hvor Guds vilje sker, og som I skal leve af og ødsle ud af.
Og Guds vilje sker netop overalt, hvor mennesker mødes af gavmildhed og selv er gavmilde med det, alle skal have, fordi ingen kan undvære det: Dér, hvor barnet trøstes, dér, hvor en sætter sig ned på bænken ved siden af den sære og nikker goddag; dér, hvor sladderen stoppes, ved at nogen lader være med at give den videre, og dér hvor den fremmede bydes velkommen. Over alt hvor det sker, der gives det videre – alt det, der er Guds, og som nu også er vores. Alt det, som vi må finde os i at se blive ødslet ud på alle og enhver. Fordi alt vores er Guds.
Det alle kan få, skal alle have. For Gud vil, at den fest, der allerede er begyndt, skal blive ved til dén lyseste morgen, hvor al nat bliver til dag. Amen.