Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis , 24.06.2018
Predigt zu Mattæus 5:43-48, verfasst von Christiane Gammeltoft-Hansen
Nogle ord meldte sig efter at have læst Jesus’ tale om fjendekærlighed og fuldkommenhed. Ordene er ikke af de slagkraftige slags, der står som hugget i sten. Ordene er derimod søgende og former sig til et digt skrevet af den danske lyriker Inger Christensen. Ordene lyder:
Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, der ikke findes, for at den skulle findes.
Fjendekærlighed og fuldkommehed – handler det ikke netop om en verden, der ikke findes? Jeg vægrer mig ved at tale om fuldkommenhed, for hvad ved jeg om det. Og fjendekærlighed. Nok gjorde en konge danerne kristne, men blev vi mindre fjendtlige af det? Hilste vi venligt nation på nation, folk på folk, menneske på menneske eller opfattede vi de andre som en trussel? Der var tider, hvor vi gjorde det sidste. Der er tider, hvor vi gør. Det endda i en grad, så det ind imellem virker som om, at det er det, der samler os: modviljen mod de andre, de fremmede, de anderledes tænkende, de anderledes troende.
Vi genkender en fjende, når vi ser en. Vi behøver ikke engang at have fjenden stående fysisk foran os, for at tegne fjendebilledet. Faktisk er det bedst, når fjenden er på afstand. Så bliver billedet skarpest. Kommer fjenden for tæt på, bliver det ofte sløret. Så står der bare dette menneske, og da er det ikke altid helt til at se, præcis hvad det er eller var, der vækkede en sådan modvilje.
Nærhed og fjendskab går ikke godt i spænd. Der skal afstand til, hvis der skal tegnes et billede af et mod-menneske. Afstand, det ligger også i selve fjendskabets væsen. Nok kan vi ikke slippe vores fjender. De bemægtiger sig vores tanker og lægger beslag på vores følelser. Men vi kan heller ikke være sammen med dem. Der er fjenden, og så er der mig – der er min fjendes fjende. Vi kender vores plads i forhold til hinanden: på hver side af den mentale eller fysiske mur, der er mellem os.
Jeg tillader mig nu at foretage et spring, for som det nok er blevet tydeligt, må der bydes flere ind i samtalen, hvis det skal nærme sig fjendekærlighed. Jeg indbyder en mand, der om nogen holdt af springet, ja, som søgte det. Det er Kierkegaard.
Det fortælles om Kierkegaard, at han havde en pudsig gangart. Spadserende og gestikulerende bevægede han sig rundt. Jo mere optaget han var af det, han diskuterede med sine ledsagere, jo mere hoppende blev hans gang, og så kunne det pludselig ske, at han føjede endnu en besynderlighed til gangarten: Han slog sig selv på benet med sin stok. En af hans ledsagere oplevede det som om, at den spinkle lærde mand ville ind i livet, men ikke kunne. Det var som om, han bankede på for at blive lukket ind i livet eller simpelthen prøvede at skabe en åbning, han kunne smutte igennem.
Verden er der, men man kan opleve det som om, man er sat udenfor. Og så må man jo forsøge at banke hul ind til den. Det samme kan gøre sig gældende i forhold til medmennesket. Medmennesket er der, men fjendskabet skaber en afstand. Da banker evangeliet på vores forstand og hjerte for at skabe en åbning for det medmenneskelige midt i fjendeland.
Et menneske kan aldrig gøres til et abstrakt begreb, sagde Kierkegaard – sikkert også, når han gik dér og slog sig på benet med sin stok. Men det er netop det, vi gør, når vi tegner vores fjendebilleder. Vi gør fjenden til en abstrakt størrelse, en ide, som vi kan tilpasse vores forestillinger om, hvad en fjende er. Men her gør Kierkegaard altså oprør og laver en åbning for den evangeliske erkendelse, at et menneske altid er konkret, aldrig en ide.
Af det konkrete følger det forskellige. Det er helt elementært: vi er ikke ens. Der er dem, der er imødekomne, der er dem, der er hidsige, der er dem, der går og slår sig på benet. Og blandt andet fordi vi er forskellige, kan vi ikke sige, at der er nogen af os, der er mere menneske end andre. Vi er alle mennesker i lige høj grad. Det gælder også fjenden.
Med Kierkegaards åbnende hjælp ligger der i buddet om fjendekærlighed, at vi ikke holder fjenden på afstand, så vi uforstyrret kan tegne fjendebilleder efter vores eget hoved. Vi må forholde os til hinanden som bestemte mennesker med hver vores karakteristika, men med samme værdi.
Er det at tale for let om fjendskab? Er det at nedskrive fjendskab til at handle om, at vi nu også skal huske at dele slikket og invitere alle med til klassefesten? Der er jo konflikter og uenigheder. Og der vil altid være brug for oprør mod uretfærdighed og stivnede forestillinger. Der vil altid være behov for mennesker, der skærer igennem fordomme og ikke lader alt passerer i repressiv tolerance. Jesus, der byder os at elske fjenden, var selv en oprører, der ikke trak sig fra kampen. Men som fjendskabet er der, er medmennesket der også, og de er der på en og samme tid og i en og samme person.
Han gik og slog sig på benet, Kierkegaard, og ind imellem gik der også hul – ikke på benet, men på livet. Når han talte om springet, var det i hvert fald, som et spring ind i en højere grad af virkelighed. En virkelighed, hvor der er noget, som har sat sig igennem. Hvor der ikke er noget indenfor og udenfor, ingen mure og afstande, men i stedet et nærvær. Et guddommeligt nærvær, der kan smitte af på det mellemmenneskelige nærvær.
Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, der ikke findes for at den skulle findes. Det er ord, der bunder i et håb om, at ord kan skabe, hvad de nævner. Digtet handler om, at den højere virkelighed ikke er der i sig selv, men at ordene måske kan tale den frem. Stokkeslagene bunder i mere end det. De bunder i at den højere virkelighed faktisk er. Men at der nogen gange skal slås hul ind til den. Vi kan komme på afstand af livet og af medmennesket, men livet og medmennesket er der, og ind imellem skabes der en åbning, hvor afstanden er væk, og vi er til i den højere virkelighed – Guds virkelighed.
Hvad sker der, hvis vi ikke tror på og stræber efter det fuldkomne? Hvad sker der, hvis et fællesskab ikke stræber efter at kunne rumme forskelle og gå på tværs af uenigheder? Der sker det, at vi lader os nøjes med mindre og ikke ønsker os mere.
Så vi banker på til den større virkelighed og takker for at evangeliet åbner op til den indefra. Og vi lader visionen om fjendekærlighed og fuldkommenhed stå. Ikke bare som noget korrigerende i forhold til hvordan vi har indrettet os. Ikke bare som en utopi. Men som noget egentligt og muligt.
Og med det melder sig nogle nye ord. Ordene har bund i evangeliet og de lyder:
Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, der findes, for at I kan opdage den. Amen.