Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter trinitatis, 01.07.2018
Predigt zu Mattæus 16:13-26, verfasst von Rasmus Nøjgaard
’Du er Kristus, den levende Guds søn.’
Simons bekendelse er et af de første symboler, der giver den kristne kirke en særlig identitet. I Luthers paulinske dogmatik er bekendelsen af Jesus som Kristus, Guds søn, troens alfa omega, og derfor tilføjer Luther sit lille, men afgørende ’ved tro alene’ som betingelse for at blive kendt retfærdig af Gud. Matthæus har et andet greb om betingelsen for at blive kendt retfærdig. Her bruger Jesus i stedet Simon som eksempel på at det ikke er troens kraft, men Gud Fader i himlene der har åbenbaret sig for Simon og afsløret Jesus som Kristus, Guds søn. For Simon kan som de øvrige disciple, ja som ingen andre før eller siden, selv regne ud at Jesus er Guds søn. Knapt har Jesus udråbt Simon til at være den klippe Jesus’ kirke skal bygges på, førend klippen slår revner. Jesus forsager klippen Simon med ordene ’Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke hvad Gud vil, men hvad mennesker vil’. Kirken der skal løse sjælene på jorden, slår endnu inden den har taget form, revner, og afslører i stedet mennesket som den der står sig selv nærmest. Som slangen er for mennesker i Paradis, sådan er kirken for mennesker på jorden. Derfor står symbolet ’Du er Kristus, den levende Guds søn’ så meget desto stærkere, for Simon ved endnu ikke hvad han siger, og at det er sandt. Det kan kun Faderen have lagt ham i munden. Sådan virker symbolet også: Vi må tage det til os, og fremsige det, og i den fælles gentagelse kan det under indtræffe at vi hører ordenes sandhed, at Faderen er den levende Gud, og at Jesus er den levende Guds søn, ’levende’. Gud og Jesus Kristus er levende. De meddeler sig. De lever og ånder for dig og mig, og måden de meddeler sig på, er gennem Helligånden. Det står der ikke noget om her, men det er som om at ånden er Faderens og Sønnens liv: den levendeGud. Den levende Gud er både Faderen og Sønnen, og de meddeler sig gennem Helligånden. Simon Peter havde ikke en chance for at forstå, at Jesus trods sine kommende lidelser og sin ventende død, stadig var den levende Gud. Derfor forsager Jesus Simon Peter, fordi han på forhånd afskriver Jesus og uden at vide det i virkeligheden tager livet af Gud selv. Der er ikke megen genialitet i at lade Gud dø på korset sådan som Nietzsche gjorde, eller ligesom mange moderne teologer , der lader korsdøden skille den almægtige Fader fra menneskesønnen Jesus Kristus. Det har mange forsøgt på gennem kirkens historie. Men her hos Matthæus insisterer Jesus i stedet på at den levende Gudviser sit sande væsen ved at oprejse Sønnen og i Himlene lade ham sætte sig ved sin Faders side, så de i enhed kan være til.
Det har for mig at se en række vidtgående konsekvenser. En af dem bliver udfoldet umiddelbart efter forsagelsen af Simon Peter, hvor bekendelsen følges op af et etisk krav om at følge Jesus og tage sit kors op. Det er ikke særligt klart hvori denne korsteologiske efterfølgelse består. Vi skal fornægte os selv og tage Jesu kors op og følge ham. Vi skal endda risikere vores liv på efterfølgelsen, fordi hele livets fylde ligger lige her: hvad glæde har du af økonomisk rigdom og anden falsk sikkerhed, når din eneste faste grund er Jesus Kristus. Derfor skal vi følge ham, den levende Gud. Måden vi skal gøre det på, kender vi fra andre steder, hvor buddet om næstekærlighed opfylder den gammeltestamentlige bekendelse: Du skal elske Herren din Gud af hele din sjæl og med al din styrke. Det gælder barmhjertighed, gavmildhed, eftergivenhed, mildhed, kærlighed – og sat på spidsen: fjendekærlighed. Der er i virkeligheden ikke noget ’alene’. Guds ord kalder os til ydmyghed og lydhørhed så vi kan lade den kærlighed vi allerede har til os selv, blive til gavn for andre. Hvem din næste er, er i mine øjne et banalt spørgsmål. Jesus handler aldrig egennyttigt, men altid inklusivt. Det ligger i kristendommens afgørende udgangspunkt, at Jesus ikke lukkede sig om sig selv og sine jødiske landsmænd, men åbnede sig op overfor dem der ikke allerede kendte budskabet. Der er med andre ord aldrig et menneske der er os ligegyldigt eller som kan ofres i en anden sags tjeneste. Den medfødte selvopholdelsesdrift skal rettes udad i verden. Det kan vi ikke sige os selv, og derfor åbenbarer Gud sig i Jesus, sin levende søn.
Når der ikke er et ’ved tro alene’, der som en trylleformular sætter os fri for den gerningsretfærdighed som alle protestanter afskyer, er der måske snarere en befrielse i at Gud har åbenbaret sig for os som den levende Guds søn, der engang for alle har forsonet sig med vores manglende gode gerninger, og her igennem genrejser os, så vi igen og igen sættes fri til at efterfølge hans budskab. Måske tjener Simon Peter det formål at vores kirke skal være den sønderbrudte klippes tempel. Her hvor hjørnestenen er den vragede og ydmygede Gud, kan vi også være tilstede i al vores ufuldkommenhed. Gudstjenesten er ikke en forestilling, men den levende Guds fællesskab. Ikke at gudstjenesten skal fremture i ynkelighed, men fordi vi i kirken lader symbolerne komme til orde og tage form, så forstår vi vores plads som Guds tjenere. Men ikke kun som hans ydmyge tjenere, for vi er allerede i dåben podet på Kristus som en del af hans liv og lemmer, vi er hans brødre og søstre i krop og ånd. Sådan som vi kan fejre det i nadveren, når vi her sidder til bords sammen og Gud selv giver sig hen for os, så vi kan styrkes og genrejses som den levende Guds velsignede folk.
Symbolets sprog kan vi tage med os hvor end vi er. Men her i kirken bliver symbolerne tydelige, og deres betydning får kraft til at virke overalt hvor de lyder. Dåben som vi har taget imod, er tegnet på den gave som ethvert menneske er skænket, og fortæller om fællesskabet med Gud, at ethvert menneske i Guds øjne er umisteligt og derfor aldrig skal dø, men uanset succes og alder skal leve og allerede har del i evigheden. Og i nadverens legeme og blod som Jesus rækker os, tilgives vi vores fejl, og samtidig viser vi vores solidaritet med ethvert andet menneske ved at sidde til bords og spise og drikke uanset forskelle og fremmedhed, og på den måde bliver vores næstekærlighed ikke bare ved de pæne ord, men folder sig ud i praksis. Det er nemlig symbolets styrke at det virker i os og styrker os. Gennem symbolerne bekender vi Gud og lærer at leve livet i fællesskab.
Korset er ikke afmagtens og dødens sprog, men det er kærlighedens og livets sprog: Derfor siger Jesus: ’Hvis nogen vil følge efter mig, skal han tage sit kors op og følge mig. For jeg vejen, sandheden og livet’.