Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 08.07.2018
Predigt zu Mattæus 19:16-26, verfasst von Marianne Frank Larsen
Fra en vis alder tror jeg, de fleste af os har prøvet at gå fra et andet menneske og vide med sig selv, at man burde være blevet. At man ikke har gjort nok. Det kan være et sygt eller ulykkeligt menneske, man har talt med, men man har jo ikke hele dagen. Det kan være et gammelt eller svækket menneske, man har besøgt, men på et tidspunkt skal man jo videre. Det kan være et barn, man har ansvar for, men der er jo også så meget andet, man skal. Det kan være et menneske, man har elsket, men kærligheden varer jo ikke altid ved, og så går man. Og der er dage, hvor det, man har givet og gjort, er fint og tilstrækkeligt. Men der er også dage, hvor man godt ved, mens man går ud ad døren, at man svigter et andet menneske. At man skulle have givet mere af sin tid, sin omsorg, sin lydhørhed, hvis man havde sat det andet menneskes ve og vel over sit eget. At man ikke slår til, hvis det er kærligheden, man skal måles på. Om ikke før, så tror jeg, de fleste af os opdager det, hvis vi får børn, og hvis vi får meget gamle forældre.
Den unge mand i dagens evangelium har ingen af delene, så vidt vi ved. Hverken børn eller gamle forældre. Eller den alder, der måske skal til, for at man har gjort den erfaring. For han kommer til Jesus med sin længsel efter det evige liv. Vi kunne også sige: efter Gud, efter mening, efter fylde. Det er de dybeste lag i hans hjerte, og Jesus tager da også hans længsel og hans spørgsmål alvorligt og forklarer, at Guds mening med vores liv ligger i budene. Men da svarer den unge mand, at dem har han da holdt allesammen. Det er dér, jeg synes, han lyder meget ung! For een ting er, at man kan erklære, at man hverken har myrdet eller stjålet eller løjet eller været utro. Men man skal være meget ung og kæk eller meget blåøjet for at sige, at man har elsket sin næste som sig selv. At man har opfyldt kærlighedsbudet. At det erpå plads. Det er noget af en melding! Sådan siger man kun, hvis man aldrig har prøvet at gå fra nogen, der havde brug for én – eller hvis man er så opslugt af sig selv, at erfaringen endnu aldrig har fæstnet sig.
Det er derfor, Jesus uddyber, hvad det indebærer at elske sin næste. Vil du være fuldkommen, så gå hen, og sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige, siger han, og kom så og følg mig. Det er ikke et nyt bud oven i alle de andre, som Jesus skitserer her. Det er simpelthen dét, der ligger i at elske sin næste som sig selv. At give det hele væk. Intet mindre. Fordi vi selv har fået det hele. Det er forudsætningen. At vi selv har fået al den tid, alle de kræfter, alle de midler og hele det liv, vi skal bruge på det, af den gode Gud. Hele den rigdom. Det er derfor, han kan kræve, at vi giver det hele væk til hinanden. Følger efter hans søn og gør, som han gjorde, intet beholder for os selv, men helhjertet bruger alt, hvad vi har fået, på nogen andre end os selv. At vi altså ikke går ud ad døren, når der er gået den time, vi havde afsat. Men bliver og giver alt, hvad den anden har brug for. Ikke fordi det ikke er fint at afsætte en time til een, der har det svært, for en time gør måske en stor forskel. Det er bare ikke næstekærlighed. Det ord kan man aldrig tage i munden om det, man selv yder, når man først har indset, hvad der faktisk ligger i det bud. Venlighed eller omsorg, men ikke næstekærlighed.
Og det er det, den unge mand indser, da Jesus uddyber, hvad den fuldkomne kærlighed indebærer. At han ikke er fuldkommen. At han faktisk slet ikke har elsket sin næste som sig selv, og at han heller ikke er parat til det. Ikke når det indebærer, at han skal give alt det væk, han ejer og har. Én er den gode, sagde Jesus. Og det er ikke mig, tænker den unge mand nu – og går bedrøvet bort. Når dét er Guds krav, er det umuligt for et menneske at leve op til. Lige så umuligt som det er for en kamel at komme igennem et nåleøje. Midt i bedrøvelsen er det jo et pragtfuldt billede! Som gør det tydeligt, hvor umuligt det er for os at elske, som vi skulle elske. Det evige liv, fylden eller meningen med det hele, som vi længes efter, kan vi ikke opnå med vores egen kærlighed, for den slår simpelthen ikke til.
Men hvis nu den unge mand var blevet i stedet for at gå bedrøvet bort, ville han måske have opdaget det samme som en anden ung mand i samme situation opdagede for godt 500 år siden. Luther fortæller i sin selvbiografi, hvor rasende han var på Gud, da han var yngre. Rasende over, at Gud plager os mennesker med sine bud, som vi ikke kan holde, rasende over, at Gud er retfærdig og derfor i sin gode ret til at dømme og straffe os for ikke at holde budene, rasende over at skulle slås med en forfærdelig samvittighed og frygt for Guds vrede, lige meget hvor ulasteligt han lever, og hvor meget han anstrenger sig for at give og gøre som munk i klosteret i Erfurt. Hvad Gud i sin retfærdighed kræver, den fuldkomne kærlighed, kan han aldrig yde. Han siger det ikke højt, for han er jo munk og præst og professor i teologi, men han hader Gud og hans retfærdighed.
Indtil han arbejder så meget med Romerbrevet, at han får en helt ny og forbløffende indsigt. Det var netop Romerbrevet, vi hørte lidt af før. At Gud viser sin retfærdighed, siger Paulus, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus. Det er kernen! At Guds retfærdighed ikke er en retfærdighed, han har i sig selv, en særlig egenskab eller kvalitet, der giver ham ret til at dømme og være vred. Men en retfærdighed, der består i at række ud til os og gøre os retfærdige, retfærdighed som handling, som relation, som gave. Guds retfærdighed består i, at han giver os sin egen søn og hans liv og hans fuldkomne kærlighed og dermed gør os retfærdige i samme sekund, vi tror på det. Det gør altså en verden til forskel, om retfærdighed er noget, Gud har i sig selv – eller noget, han giver. Da det går op for Luther, at det er sådan, det skal forstås, skriver han, at han føler det, som om han gennem åbne porte er trådt lige ind i paradiset! Som om han nu pludselig ser Guds virkelige, venlige ansigt. For hvad der gælder om Guds retfærdighed, gælder jo også om hans kraft, hans gerning, hans visdom, hans frelse, siger Luther. At det ikke er egenskaber, Gud har i sig selv og holder for sig selv, men den kraft, hvorved han gør osstærke, den gerning, han gør i os,den visdom, hvormed han gør osvise, den frelse, hvormed han frelseros.Alt er handling, relation, gave.
For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. Det er det, der går op for Luther, og det, reformationen hviler på. Og det, den rige unge mand ville have opdaget, hvis han var blevet i stedet for at gå. At vel er det lige så umuligt for mennesker at blive retfærdige, at få det evige liv, at blive frelst, at finde meningen og fylden og Gud, som det er for en kamel at komme gennem et nåleøje. Uanset hvor mange bud, man overholder, uanset hvor mange lovgerninger man gør, uanset hvor meget man anstrenger sig for at være en god mor og datter og hustru og veninde og kollega og arbejdskraft, så bliver det aldrig godt nok. Men for Gud er alting muligt. At åbne alt det, der er lukket for os. Paradisets porte. Alle vores grave. Og nåleøjet. Så vi kan gå lige ind i det evige liv, eller springe, som vi skal synge det om et øjeblik. Engang, når det hele er forbi – og i dag på denne sommersøndag. Forpligtede til at leve, give og elske som det, vi er: elskede børn af den gode Gud, allerede retfærdige af hans nåde. Amen.