Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11.søndag efter trinitatis, 12.08.2018
Predigt zu Lukas 7:36-50, verfasst von Leise Christensen
Det plejer at være den tid på året, hvor vi beskæftiger os med store nyheder som tomatstørrelses- konkurrencer, vandtemperaturer og gisninger om høstens omfang – bliver bønderne også i år skuffet til den gode side, som landbrugets præsident H.O.A. Kjeldsen udtrykte det engang, hvor høsten var kanonstor, men dog bare lige lidt mindre, end man havde forudsagt pga. af en smule regn under selve høsten. Skuffelsen var til den gode side. Ja, det ville være velsignet, om vi også i år kunne beskæftige os med disse nære sommertemaer og gode skuffelser. Men nej, vi skal høre om synd og bøvl i dag. Åh ja, menneskers synderegister er langt og omfattende – jeg nævner lige et par emner: Krig, terror, undertrykkelse, ufrihed, svigt, grådighed og 1000 andre ting. Hvad skulle det så hjælpe at høre om en enkelt synder eller ligefrem synderinde, der kom uinviteret til middagsselskab for 2000 år siden i et Mellemøsten, der heller ikke dengang var alt for fredeligt? Hvor er relevansen og trøsten for os i dag? Det må vi se på. For dagens evangelium er faktisk helt inde at røre ved det centrale nervesystem i kristentroen. Det handler om synd og tilgivelse, nøglebegreber eller buzzwords, som det hedder på smukt nudansk, i kristendommen. I traditionen er den navnløse synderinde i Simon Farisæerens hus en af gadens letlevende kvinder – ja, det ville nok være mere rammende at kalde det en vanskeligt levende kvinde – altså en prostitueret. Imidlertid står der ikke noget om det i teksten, og jeg antager derfor, at hun var skatteunddrager eller måske selskabstømmer eller noget andet, som gjorde hende til et udskud i samfundet eller ville gøre det i dag. Men det er ikke bare derfor, at hun bliver kaldt synderinde. Det gør hun, fordi hun har del i synden, som vi alle har det (ja, bortset fra Simon Farisæeren altså – i hvert fald if. ham selv). Her er der nok mange, der så småt begynder at bakke ud. Skal vi nu høre om det igen? Skal vi nu igen gå tyngede rundt i en syndsbevisthed af den trælse slags og have dårlig samvittighed over alt muligt? Nu troede vi lige, at vi moderne mennesker var sluppet af med den slags sort snak og var blevet frie individer, som har alt at sige i eget liv. For nogen tid siden læste jeg en kronik af en, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, men som ikke desto mindre var meget interessant. Han var bekendende ateist, men beskrev en misundelse overfor det tilværelsessyn, der ligger i den kristne tro – netop pga. tanken om den synd, vi alle har del i. Han havde ellers længe opfattet syndens autoritet som korrumperende for menneskets naturlige og retmæssige udfoldelsesmuligheder. Syndet stod, havde han i grunden længe ment, i vejen for menneskets frie udfoldelse og trængte dem tilbage i en slags slavetilstand. Og sådan er der nok mange, der tænker om sagen. I de tider, hvor synden for de fleste mennesker stadig var en realitet i livet, vidste man, at det perfekte menneskeliv – den smukt rundede tilværelse – ikke var til at opnå, fordi synden altid viste sit grimme fjæs og dermed gjorde, at der altid var et eller andet, det strittede ud og gjorde tingene knap så smukt afrundende. Det måtte man ligesom finde sig i. Det uperfekte var simpelthen en del af den pakke, der hedder at være et menneske. Det finder man sig imidlertid ikke i i dag! Og det med stor smerte og ensomhed til følge, vil både den ateistiske kronikør og jeg hævde. Det uperfekte betragtes som en menneskelig fejl eller som uopfyldte parametre - og som noget, det enkelte menneske selv må kunne tage ansvaret for at udbedre. Denne aldeles udbredte opfattelse af, at idealerne altid er inden for individets selvhjulpne rækkevidde, må være vores samtidsgenerations største byrde og tragedie, fordi den efterlader netop individet enormt sårbart og ensomt. Hvis man ikke kan klare at optimere sit liv og sine muligheder, hvad er man så? Hvem er man så? I hvert fald i egne øjne en, der er mislykket. Mange af os kæmper en daglig kamp med egne idealforestillinger om børneopdragelse, sundhed, karriere, venskab, vægt, parforhold og forbrug, og når vi taber kampen - og det gør jeg i hvert fald altid i den sidste ende – så er det intuitivt min opfattelse, at det sker, fordi jeg individuelt har fejlet. Det er med andre ord min egen skyld, det hele. Det er min vurdering – også efter mange samtaler med mennesker i krise - at en hel del i vores samtid deler denne oplevelse af egen mangelfuldhed, og jeg tror, at den er en medvirkende årsag til, at stress, angst, selvskadende adfærd og depression har status af folkesygdomme efterhånden. For denne kamp for at blive perfekte og evigt lykkelige. Perfektion i menneskelivet er ganske enkelt ikke en option, man kan vælge eller slide sig frem til. Den findes ikke. Synden er til stede altid og uanset alle ens anstrengelser – måske skulle man kalde det dynden i stedet for, for det er faktisk lidt ligesom med sine gummistøvler at sidde fast i noget mudder, der klæber til en, og som er umulig at komme ud af. Man er ikke herre over det, hvor gerne man end ville være det. Og man får blå mærker på sjælen af sine gentagne forsøg på at være perfekt og opnå alle sine store målsætninger og blive den bedste udgave af sig selv, som det hedder. Kronikøren kalder det ligefrem en forbandelse, at han er født syndfri i modsætning til generationerne før ham, der vidste, at de var syndere. Det er først nu - langt inde i hans voksenliv - at han med meget tøvende skridt begynder at komme overens med det faktum, at han af natur eller af skæbne er uløseligt forbundet med det ufyldestgørende. Kronikøren kaldet det for ”det ufyldestgørende”. Her i huset, altså i kirken, kalder vi dette ufyldestgørende for synd. Men det er det samme uanset. Kristentro er vel – jeg er ikke færdig med at tænke over det – at tro på, at dette ufyldestgørende liv kan være godt, som det er. At falde til ro ved den tanke, at det er godt, som det er. At jeg er elsket, som jeg er – med alle mine imperfektioner. At jeg har mine synders forladelse, som det lød, da vore tre små blev døbt lige gør. Syndernes forladelse er det hver morgen at kunne slå øjnene op til en ny dag med nye muligheder for at være menneske på den måde, som det nu engang er muligt. Hver dag at kunne møde dagen med tro, håb og tillid, fordi der er en større magt bag tilværelse end blot, hvad jeg selv kan skabe og gøre og mene og sige. Syndernes forladelse er ikke, at alt i dette liv pludseligt bliver perfekt, bevarmigvel, men det er, at man kan være til stede i det uperfekte med håb og glæde og se, at det er lige der, livet bor. Det var lige præcis det, som synderinden i Simon Farisæerens hus oplevede den dag med Jesus. Hun blev sat fri til et nyt liv, hvor hun dels ikke skulle lide under samfundets almindelige fordømmelse – hun blev af Jesus set som mere, end hvad den gamle fordømmelse rummede – og hun oplevede, at hun trods alle nederlag og alt bøvlet i livet, alligevel var elsket og, ikke mindst, elskværdig. Fordi hun var et menneske. Et uperfekt menneske. Et menneske på godt og ondt. Et menneske, der kan acceptere det ukomplette som tilstrækkeligt. Og nej, det handler ikke om, at alt skal være på det jævne, for det er eksistensen vi taler om. Selve livets kerne. Ikke håndværket! Derfor valgte Gud at blive et menneske i Jesus Kristus: For at vi kan vide os tilgivne og elskede selv i en uperfekt verden. Jesus kommer stadig til os med den tilgivelse, som han gav synderinden den dag i Simon Farisæerens Hus. Hun kunne gå ud i lyset bagefter og vide sig tilgivet trods alt muligt. Denne tilgivelse, dette møde med Jesus, har vi stadigvæk som mulighed. Nu foregår det ved alteret, i nadveren, hvor Jesus kommer til os med sin tilgivelse – syndernes forladelse – hvor vi kan tanke op og komme i tanker om, at vi trods alle ting, der kunne pege på det modsatte, stadig er en del af fællesskabet både med andre og med Gud. Amen.