Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 26.08.2018
Predigt zu Mattæus 20:20-28, verfasst von Peter Fischer Møller
Det sker ved hver anden gudstjeneste her i kirken.
Vi gør det om hver gang vi holder dåb i kirken.
Måske næsten uden at tænke over det.
Men egentlig er det ganske bemærkelsesværdigt:
Vi rejser os op for dåbsbørnene.
Det er ikke præsten, man rejser sig op for - eller forældrene eller gudforældrene. Det er børnene, de små snotttede skrigunger, vi rejser os op for.
Midt i et samfund, hvor vi til daglig er meget optaget af, hvem der er noget og har noget og kan noget, rejser vi os her i kirken op for dem, de små ubeskrevne blade, der endnu ikke har noget og ikke kan ret meget andet end at uge mælk til sig og svine bleer til.
Sådan vendes tingene på hovedet herinde i kirken.
Godt nok har vi også i kirken en slags hierarki med kordegne og præster og provster og biskopper. Og over dem svæver i Danmark en kirkeminister og en dronning.
Men det er ikke det vigtigste, der er at sige, om kirken. Det vigtigste kommer til udtryk ved det, at vi alle sammen rejser o op for dåbsbarnet.
Som en markering af, at vores værdi som mennesker ikke er noget vi skal fortjene os vej til, men noget vi har fået i fødselsgave. At det vigtigste, der overhovedet er at sige om os - vigtigere end hvad der kan siges om vores familie og uddannelse og arbejde og bankkonto - det er, at vi fra begyndelsen af er kendt og elsket af Gud som vi er.
Vi har som mennesker en uendelig og umistelig værdi bare ved at være til, som den vi er, du og jeg og ham og hende ved siden af os, og dem vi møde på gaden herude om lidt. Og vi har til opgave at give det udtryk i vores liv med hinanden ved at vise hinanden opmærksomhed og respekt – eller som det hedder i evangeliet i dag: ”Den der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”.
Det lyder så enkelt, næsten banalt. Men det er det ikke. Det er i virkeligheden en lille revolution. Det er noget, der skulle kæmpes for. Det er noget der stadig skal kæmpes for. Det ser og hører vi når et barn bliver døbt. Der tegnes barnet med et kors for pande og bryst, vi tegner Jesu død ind over barnets liv. Og derefter hælder jeg tre håndfulde vand over barnets hoved. I gamle dage var det mere dramatisk, da dykkede man barnet 3 gange helt ned under vandet. Som en slags symbolsk drukning, som en symbolsk død og opstandelse. For helt anskueligt at udtrykke det, at et liv blev ofret for at et nyt kunne bryde frem. En løsesum blev betalt for at vi kunne blive frie og ansvarlige mennesker.
Det er hvad det handler om ved gudstjenesten her i dag.
Barnedåben udfordrer en ældgammel forestilling, nemlig den at vi som mennesker står i en form for handelsforhold til de højere magter. At hvis vi vil have deres velvilje, så skal vi yde noget til gengæld, ofre af en eller anden slags. Vi hørte en genklang af det i den gammeltestamentlige læsning først i gudstjenesten, hvor profeten belærer os om at Gud hellere end nok så mange døde dyr og kostbarheder kræver anstændighed og retfærdighed af os.
Og det er jo smukt og rigtigt.
Men det er stadig en tankegang, som er bundet til den gamle forestilling om Gud som en straffende eller belønnende magt, som vi med vores ofre, vores adfærd eller vores fromhed skal gøre indtryk på.
Hvor kommer den tanke egentlig fra?
Det spørgsmål har den franske religionsforsker René Girard gjort sig nogle meget spændende tanker om, som jeg kort vil præsentere for jer.
Girard mener at tankegangen har sin rod i det helt grundlæggende, at vi som mennesker lærer ved at efterligne andre. Børn lærer ved at efterligne deres forældre og deres søskende. Sådan samles viden og erfaring fra generation til generation, sådan opbygges familiesammenhold, sådan etableres samfund.
Men sådan lægges også kimen til konflikt. For når vi efterligner hinanden, så kommer vi også til at efterligne hinandens begær, så kommer vi til at stræbe efter de samme goder, så bliver vi hinandens konkurrenter og rivaler. Og det undergraver sammenhængskraften i gruppen. Girard forestiller sig, at på et eller andet tidspunkt i menneskehedens historie har en gruppe været ved at koge over af indre rivalisering. Og så pludselig er det sket, at man har fået øje på en enkelt, som på en eller anden måde skilte sig ud, og man har ladet al den opsparede agression gå ud over ham eller hende. Man har fundet sig en syndebuk, og man har oplevet, at det skabte et nyt sammenhold i gruppen. Enhver skoleklasse kender til det mærkelige fællesskab mobning kan skabe, på arbejdspladsen dannes der klikker ved at man afgrænser sig fra nogle bestemte, eller som det hedder: der er intet der så effektivt kan skabe et sammenhold som en fælles fjende. Så godt har det virket, at man har forestillet sig, at det i virkeligheden var de højere magter, at det var guderne, der havde udpeget syndebukken, og som nu belønnede gruppen for offeret ved at give dem fred med hinanden.
Sådan forestiller Girard sig, at syndebukkemekanismen er blevet til. Og han følger dens udvikling i forskellige kulturer og religioner gennem tiderne. Først var det mennesker, der blev udpeget som syndebukke og ofret, siden erstattede man mennesker med dyr eller afgrøder. Siden igen var det lovoverholdelse, man lagde vægt på. Men hele tiden var tanken, at nogen eller noget skulle ofres for at tilfredsstille Gud, at gruppen blev sikret ved at afgrænse sig og skille nogen ud.
Den tankegang var det Jesus helt grundlæggende gjorde op med. Han gik konsekvent på tværs af alle de grænser, man var vant til at trække i samfundet mellem rene og urene, raske og syge, retfærdige og syndere. For ham var der kun én ting, der talte, og det var det menneske, han stod overfor, det menneske, han viste sin opmærksomhed og agtelse, det menneske han ville have til at fatte det enkle og fuldstændigt revolutionært omvæltende: du er et Guds menneske, kendt og elsket som du er.
I enhver konflikt stillede han sig konsekvent på offerets side. ”Det er de syge, der har brug for læge ikke de raske, jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”, sagde han.
Det var en bombe under hele det gamle offer- og syndebukkesystem. Det forstod man. Man opfattede det som en trussel mod samfundet, mod religionen, ja man opfattede det som gudsbespottelse og fik ham dømt og henrettet. Da Jesus hang på sit kors mellem de to røvere - det var nok ikke lige de to pladser ved hans højre og venstre side som Zebedæussønnernes mor havde tænkt på, da hun bad for sine drenge, men det var altså sådan pladserne kom til at se ud – da var han selv gjort til syndebuk, stemplet og ofret for at sikre den eksisterende orden. Men historien endte ikke der. Hans død blev den endegyldige løsesum betalt for at befri os fra syndebukkemekanismens og offertankens forbandelse. Når vi er samlet til gudstjeneste her i kirken i dag så er det for at fejre hans opstandelse. Så er det for at fejre, at det var Gud selv, der viste sig i Jesus og hans grænseoverskridende kærlighed. Så er det for at fejre, at han ved sin død og opstandelse en gang for alle har afsløret, at Gud er ikke en magt, vi skal handle med, at Gud er ikke en magt, som kræver ofre af os.
Når vi gør nogen til syndebukke, når vi skiller nogen ud som urene, syge, syndere, uværdige, så er det på egen regning og risiko. Gud har det ikke noget med at gøre, tværtimod er Gud altid på offerets side.
”I ved at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer, men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl”. Sådan levede Jesus selv, sådan vendte han op og ned på alle menneskeskabte rangordner, sådan købte han os fri fra forestillingen om at vi selv skal være på en bestemt måde for at blive accepteret, fri til at kunne genkende et medmenneske i enhver vi møder.
Når vi er samlet her til gudstjeneste i dag, så er det for at huske os selv og hinanden på det her, for at øve os i at se os selv og verden i Guds eget omvendte perspektiv. For at finde vores livs mening ikke i at herske, men i at tjene. Amen.