Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis, 09.09.2018
Predigt zu Lukas 10:38-42, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Den gode del
Det er en god historie Lukas fortæller. Især fordi vi så let kan genkende os selv i den. Når vi et øjeblik holder inde med at arbejde og tier, lytter efter og opdager livet omkring os. De øjeblikke hvor verden pludselig bliver større, mere betydningsfuld og livet meningsfuldt. Når vi en sjælden gang oplever at have fat i livets inderste betydning uden at kunne sætte ord på det. Det sker ofte lige der hvor tiden står stille, og når vi overgiver os i ydmyghed og lydhørhed.
Netop ydmyghed og lydhørhed er ikke noget der står særligt højt på vores agenda. De fleste af os har det som Martha. Vi vil gerne arbejde, bidrage, gøre en indsats. Utallige er de gange hvor vi undres over at andre ikke giver en hånd med, mens vi selv pisker afsked som en tjenende ånd. Der er en Martha i de fleste af os. Men næppe altid en Maria. Hun indfinder sig sjældnere, hvis vi overhovedet tillader hende plads.
Den der lytter efter, skal høre, og den der løfter blikket, skal se.
Men det er ikke sikkert vi er parat til at se og høre. Det kan være lettere blot at handle, lade radioen spille, tv’et køre og have en snegl fastmonteret i øret når vi støvsuger, klipper hæk, går tur, cykler eller motionerer i flok. Vi er én stor bevægelse af Martha’er, lemminger i evig bevægelse, en stor flok stære der bevæger sig som en sort sol.
Som menneske er det svært at bryde bevægelsens fremdrift, og endnu sværere at bryde ud af strømmen. Vi har alle en teenagers angst for blive udstillet. Det er et paradoks i en selfiekultur, men set udefra er selfien bare endnu en massebevægelse der er med til at gøre os ens med alle de andre. Vi bryder os ikke om at stikke ud, men har brug for at være tilstede på de sociale medier, så vi ikke pludseligt står helt alene.
Alene som dengang Maria satte sig foran Jesu fødder. Eneste kvinde blandt mændene, en slags rødstrømpe og feminist 2000 år for tidligt, og uden tvivl 2000 gange mere provokerende end hvis en kvinde i dag tog sig den frihed at forlade husets pligter for at overgive sig til lyden af en andens stemme og i stilhed og kropslig ubevægelighed føle sig beriget med en fysisk og åndelig samhørighed.
Når vi hører beretningen om Martha og Maria, forstår vi godt Martha, og vi skal vel identificere os med hende. Men vi forstår også Maria, som overgiver sig til Jesus, fordi det i øjeblikket virker som det eneste rigtige. Hun kan arbejde alle andre dage, men lige nu er hun kaldet sammen med sine gæster, og vil høre hvad de har at sige. Hun vælger den gode del. Jeg tænker at hun vælger sådan uden at vide hvem hun sidder overfor, Guds søn, Kristus. Men hun har alligevel en lydhørhed for det der sker. En åbenhed overfor den hun møder.
Omvendt trækkes Martha tit og ofte frem som den, der intet har forstået, og som plager livet af Maria der i stedet tør hengive sig i øjeblikket. Men sådan fremstår Martha ikke i Lukas’ sammenhæng.
Jesus har lige forinden fortalt at man arver det evige liv ved at elske Gud og sin næste som sig selv. Ydmygheden overfor Gud synes at være udtrykt i Maria, der falder til ro foran Jesus. Hun åbner sig i lydhørhed. Men Martha gør egentlig ikke andet end at følge Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Den lignelse anviser det rigtige samfundssind ved at samaritaneren hjælper manden der var faldet i hænderne på røvere. Han stopper op, og gør sig den store ulejlighed at hjælpe den halvdøde op af vejgrøften, og tager ham med til et sted hvor han betaler andre for at tage sig af den ellers fortabte. Alt imens de hellige gik forbi og ikke bekymrede sige om den forkomne, var det den fremmede samaritaner der stoppede op og hjalp, fordi den fremmede åbenlyst havde behov, og derved blev hans næste. Der er med andre ord en fast forbindelse til historien om Martha, der også betingelsesløst tjener de fremmede gæster der er kommet på besøg. Ja, måske har hun endda en fornemmelse for at de har fået besøg af den mest fornemme gæst, og derfor gør sig ekstra anstrengelser for at være en god vært.
Martha er en stærk skikkelse. I Johannesevangeliet salves Jesus her i søstrenes hus, og det er også disse to kvinder der utrætteligt følger Jesus og opsøger ham da deres bror Lazarus er død. De tror på at Jesus kan opvække ham. Hun er den aktive, handlekraftige, og hun forundres over sin søsters pludselige stilhed og passivitet. Hvorfor gør Maria ikke noget. Så sig dog noget til hende, Jesus!
Jesu ord til Martha er omsorgsfulde, ikke fordømmende: Martha, Martha, du gør dig mange bekymringer og er urolig for mange ting! Jeg tror den sætning brænder sig fast i os når vi hører den, og vi hver især genkender hvordan alverdens småbekymringer stjæler vores opmærksomhed fra det væsentlige: De ord vi siger til hinanden, den blotte erfaring af at vi er sammen, at give sig tid til at høre den andens historie.
Det er som om at der er en bevægelse i Lukasevangeliet fra den handlingsetiske samaritaner videre til Marias overgivelse frem til bønnen Fadervor, der følger umiddelbart efter besøget hos Martha og Maria. Handlingens sikre grund er selvransagelse, ydmyghed, lydhør: Bønnens praksis. For næppe har vi fået at vide at Maria har valgt den rette vej, førend Jesus lærer sine disciple Fadervor. Den lydhørhed som Maria udviste i situationen, bliver med andre ord løftet op som en praksis for alle der vil følge Jesus. Den rette vej synes at være en indre fromhed og en ydre næstekærlighed.
Samaritaneren handler ligesom Martha ud af et godt hjerte. De er et handlingsetisk forbillede. Men vore handlinger må altid have et fæste for ikke at blive egennyttige og alene tjene til vores egen glæde. Maria bliver et billede på at vi kan hente vores styrke fra troens udspring, en overgivelse til Kristus. Det er den gode del, og er alt vi har fornødent. Måske fordi den indre samtale med Vorherre, kan udpege vores kald, så vi ved hvad vi skal gøre, når også vi møder mennesker der har brug for vores hjælp.
Her er vi, igen i dag samlet for at høre Guds ord, og for i fællesskab at få del i Jesu liv og gerning. Her er der tilgivelse for ikke at slå til, opmuntring til at række en hjælpende hånd ud. Hver især må vi se på os selv og spørge om vi er for lidt Martha og for meget Maria, eller omvendt. Det må være væres opgave at have begge kvinder med os, både ydmygheden og lydhørheden, men også modet til at handle og gå i rette med hinanden. Og jeg tror at Jesus havde en pointe med, at det hele må begynde med at genkende det rette forhold til verden: At vi er Guds børn.
Gud er vores far, Jesus vores frelser og i ånden er vi alle hans brødre og søstre. Én familie, én slægt, ét hus. Som søskende i en flok overraskende forskellige og viljefaste og med hang til strid og egensindighed. Og alligevel med en guddommelig evne til at tie og lytte efter.