Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
20. søndag efter trinitatis, 14.10.2018
Predigt zu Mattæus 21:28-44, verfasst von Eva Tøjner Götke
Matt.21,28-44 (Esajas 5,1-7; Rom.11,25-32)
Der er et ord, der går igen i mange af de gamle bønner, vi bruger ved gudstjenesten - og det er ordet lydighed.
Det er efter min mening et belastende ord.
Lydighed jo er noget, der i den grad kan misbruges – og er blevet misbrugt i gennem historien, også kirkens historie.
Giver det overhovedet mening at bruge det ord i kirken i dag?
Lydige børn var noget, der var engang.
Dengang far var en brutal autoritet, som man var bange for eller skulle gøres bange for.
Hvis man ikke var lydig, så fik man tæsk.
Lydige elever var nogle, som dukkede nakken, og hvis de ikke gjorde, hvad der blev sagt, så fik de en eftersidning, hvis dommen var mild.
En lydig kvinde var hende, der tav og undlod at sige sin mand imod.
Jeg synes, det er godt, at børn ikke er lydige længere, og at kvinderne ikke er deres mænd lydige og underdanige.
Og jeg synes, det er godt at have en menighed, der ikke sluger præstens prædiken råt.
Det er godt at have modet til at være kritisk og stå op imod autoriteterne.
Det er godt at kunne være fri – tænke selv – og ikke underkaste sig en autoritet for autoritetens skyld.
Er det måske ikke det hele reformationsbevægelsen handlede om for 500 år siden?
At vi som mennesker ikke bare skal adlyde blindt, men selv gå teksten efter i sømmene, og stole på Ham, vi møder dér – i ordet, der gør fri - fri fra frygten og autoriteternes magt og magtmisbrug.
Fri for frygten for følgerne af ikke at slå til.
Fri fra den tro, at alt det, der rammer os i livet er en straf fra Gud.
Fri fra frygten for at blive glemt, for ikke at få ligeså meget som de andre, for ikke at få nok.
Er det ikke den frihed, vi får givet ved troen på Guds betingelsesløse kærlighed?
Er det ikke den hjørnesten, som holder hele huset oppe?
Det er ikke vores lydighed.
Ikke vores egen magt.
Ikke vores egen vilje.
Er det ikke at tro på Gud og stole på Gud?
Hellere frie børn end lydige børn.
Hellere en søn, der siger nej, og så går hen og gør det alligevel, det man har bedt ham om – end en søn, der pleaser og siger ’ja,ja’ og ikke gør det og lader som ingenting.
Hellere denne erkendelse – eller de samvittighedskvaler – der fører til handling – på trods af et nej i første omgang - end en lydighed, der er på skrømt, og som afslører en foragt og ligegyldighed overfor den, der har bedt om noget.
Den forfærdelige lignelse om de onde vinbønder er et billede på den verden, hvor der kun er samvittighedsløse ja-sigere – der kun er lydige mod deres egen griskhed.
Deres egen vilje.
Deres egen magt.
De vil ikke give noget fra sig.
De høster, hvad de ikke selv har sået, og de er fuldstændig ligeglade.
De betragter det som deres eget.
Med vold og magt vil de holde på deres.
Ikke komme med noget som helst af en indrømmelse.
Ikke vise svaghed.
Ikke stå i gæld.
Ikke skylde nogen noget.
Hjerter så hårdt som sten.
Det er en verden, vi kender alt for godt.
Og det er den verden, - den vingård - bør vi frygte, ikke Gud.
Det er den lydige ja-siger, vi skal frygte, den, vi ikke kan stole på holder ord.
Derfor er lydighed et belastende ord.
Men måske kan denne tragiske lignelse på en bagvendt måde give ordet lydighed nyt indhold.
Så lydighed kommer til at handle om at være tro mod det vi tror på.
Det vi siger, vi tror på.
Nemlig at Gud er den, der har givet os sit ja – og holder ord, koste hvad det vil.
Amen.