Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis , 28.10.2018
Predigt zu Mattæus 18:1-14, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Barndommens land er som bekendt tidens mælketand. Og meningen med mælketænder er, at de skal falde ud. De kan ikke bruges, når der efterhånden bliver større og sejere ting at tygge på. Vi kan godt drømme os tilbage til barndommen, tage på nostalgiske udflugter tilbage og kede vores egne børn med de samme gamle historier om, dengang en champagnebrus kostede 50 ører, og der fandtes 1 øres-karameller. Men vi ved også godt, at der nok er en god grund til, at de allerfleste børn glæder sig til at blive voksne. Derfor er det heller ikke den evige barndom, men den evige ungdom, som er idealet, når voksne mænd går rundt med baseballkasket på hovedet og sneakers på fødderne, og voksne kvinder kalder sig selv for piger og inviterer til ”tøseaftener”.
Men at være 5 år igen, det er der alligevel få, der ønsker sig. Og godt det samme. For de fleste af os er det vel et skrækscenarium at forestille sig en verden befolket af børn og barnagtige voksne. Folk, der hverken i den ene eller anden forstand har fået blivende tænder, og som der derfor ikke er meget bid i.
Men hvad er meningen så med det, Jesus siger: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”? Hvis det ikke er en opfordring til at vende tilbage til barndommens tabte paradis, hvad er det så?
Ja, det kunne f.eks. være en forkyndelse af barndommen som begyndelsens sted. At barndommen skulle være uskyldens og problemfrihedens sted, det er en forholdsvis moderne måde at tænke om barndommen på, som ligger meget langt fra oldtidens tankegang. Når Jesus fremhæver barnet, så er det, fordi barnet er billede på begyndelsen. Barndommen er for alle mennesker, begyndelsens sted. ”Mine håbefulde børn” – sådan blev mine søskende og jeg tit præsenteret af min far over for fremmede. Og selv om det ikke blev ved med at være morsomt, så ligger der jo den sandhed i præsentationen, at det er det, børn gerne skulle være: Håbefulde, fulde af håb, fordi barndommen er det tidspunkt i livet, hvor mulighederne ligger foran en. Det er i barndommen, man glæder sig til sin næste fødselsdag, til at blive stor, til at lære, og se og opleve noget nyt. Og børn er deres forældres håb. Og det var børn da især på Jesu tid, hvor børn var den eneste alderdoms- og livsforsikring, man havde.
Jesus stiller barnet ”midt i blandt” disciplene, fortæller Mattæus. Barnet bliver sat i kredsens centrum. Der ligger flere ting i det. For det første er det et brud med den lukkede cirkel – det lukkede fællesskab. Hvis man forestiller sig scenen set lidt fra oven, så står disciplene i en ring omkring ”vores Jesus”. Det er den ring, Jesus åbner, da han kalder på barnet. Og så stiller han ungen på den plads, som før var hans: Pladsen i midten. Tydeligere kan det ikke siges, hvem og hvad der altid skal være i centrum: Den mindste, den svageste – det er ham eller hende, Jesus sætter i sit sted. Uanset vedkommendes alder, køn, religion og nationalitet, så er det i den mindste og svageste, vi skal se og genkende Vorherre. ”Hvad I gør mon en af disse mindste små, gør I mod mig”, siger han om få uger sidste søndag i kirkeåret til os, for at vi ikke skal gå hen og glemme det i adventshygge og juletravlhed.
For det andet, så er det, at barnet bliver sat i kredsens centrum en fysisk demonstration af, hvad der er det helt centrale i Jesu forkyndelse: Nemlig at det, som barnet betyder: Ny begyndelse, håb og forventningsfuldhed, altid skal få ret. Også når vi ikke mere lever i Barndommens land og har tabt ikke bare mælketænderne og det bløde barnehår, men måske også modet og det så eftertragtede overblik og overskud.
Ny begyndelse er mulig. Det bedste ligger aldrig bag os, sådan som nostalgien og barndomsdrømmen påstår. Det bedste er altid foran os, fordi Gud altid er foran os. Det er det, Jesus prædiker og viser ved at sætte barnet i centrum, ved at give lamme bevægelsesfriheden igen, ved at kalde syndere for tilgivede, og ved til sidst selv at gå ud af gravmørket for, som englen siger det påskemorgen, at gå forud til Galilæa – dvs. til livet her før døden, hvor sorg og savn og glæde og længsel er. Dér, siger englen, i dét rodede og tvetydige liv som er vores, dér skal vi møde ham, som han har sagt det.
Og det gælder så altså også de andre. Det er det, vi aldrig får lov til at glemme. Men vi kan spørge os selv, om vi så også tror dét? Under vi de andre, - de små og svage og fejlslagne – en ny begyndelse? Eller ”kender vi dem”? Ved vi, at det aldrig bliver anderledes – med dén sociale arv, med dén religion, med dén påklædning, med dén fysiske eller psykiske lidelse? Holder vi andre fast, eller vover vi at tro, at opstandelsen, forandringen, fornyelsen også er en mulighed for andre end os selv?
Og under vi os selv at være en af disse små? En af dem, der tør tage imod livets nye begyndelse, som noget der bliver rakt os – ufortjent og måske overraskende? Tør vi bruge hænderne til at række ud og tage imod? Tør vi bruge fødderne til at gå andre i møde, og tør vi se den anden som en, vi har brug for og kan blive klogere af at lære at kende?
Eller vi vil hellere bruge hænderne til at holde fast i det, vi har; bruge fødderne til at gå egne veje; og bruge vores synsevne til at nøjes med stolt og tappert at kunne se os selv i øjnene?
Jesus efterlader os i hvert fald ikke i tvivl om, hvor altafgørende det er, om vi gør og tør og tror det ene eller det andet. ”Hug hænder og fødder af og ryk øjne ud, hvis de bringer jer til fald”, siger han. At bringe til fald er at bilde et menneske ind, at Gud ikke vil det menneske det allerbedste. Det er at bilde et menneske ind, at Gud ikke under det at være på begyndelsens sted og altid at være Guds håbefulde – både i betydningen fyldt af håb, og i betydningen at Gud altid, som forældre, håber på og forventer det bedste af sit menneske.
Og hver gang det lykkes os at bilde andre eller os selv det samme ind, så er det Fandens ærinde, vi går. Det er derfor, Jesus nærmest koger over af arrigskab i evangeliet i dag. For Fanden og alle hans gerninger kan og skal kun mødes af modstand, vrede og kompromisløshed.
Og det er derfor, den sidste del af evangeliet til i dag, ikke må glemmes. For den rummer hele pointen. Den lille lignelse om den ene vildfarne får, som ikke får lov at gå fortabt dér ude i ensomheden og ødemarken. Den ene får, der som den ene barn, bliver sat i centrum. Fordi det altid er den ene, den mistede, den mindste, som står på den plads, som ellers er Vorherres.
”Glemmer en mor sit diende barn?” spurgte Gud retorisk i læsningen fra Esajas. ”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig”, forsikrer Gud. Som den vigtige besked, man ikke må glemme. Eller som de naglemærker, som blev dem, vi nu kan kende og genkende Gud på. Som Thomas gjorde det efter opstandelsen. ”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig”. Som de naglemærker, der vidner om en kærlighed og en vilje til at udholde og holde ud med os. En kærlighed og en vilje til udholdenhed, som Langfredag gik hele vejen til Helvedes ild og fortabelsens sted. Og som gik derned for de smås skyld. For vores skyld. For at bane vejen for os nedenom og hjem. Amen.