Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Midfaste søndag (Lätare), 02.03.2008
Predigt zu Johannes 6:24-35 (37), verfasst von Erik Dybdal Møller
Er vi bare nogenlunde velorienterede mennesker, så ved vi også, at verden ikke er, som den burde være. Eller er vi kyniske nok, så siger vi måske, at den nu engang er, som den er. Alle kan ikke have det lige godt. Hvis ikke alle skal have det lige elendigt. Vi læser om det dag efter dag. Vi ser det i TV-avisen. Og enhver journalist ved, at skal verdens ulykker og katastrofer og sult gøre indtryk på os her, så skal der ekstraordinære midler til. Først når det udsultede barn med den udspilede mave og de uhyggeligt tynde arme og ben ser direkte imod os fra sit sted i Afrika eller Indien, eller først når de allermest blodige og grusomme scener er vist fra den nærmeste krig eller fra det sidste terrorangreb, først da er vi i stand til at bevæges, siger journalisten. Og det er en nødvendighed at sende billederne, ellers kommer ingen op af stolen.
Vi er velorienterede mennesker. Og vi er hverken bedre eller værre end alle andre. Omkring os vokser den samme tykke hud, som vokser op omkring alle, der har det sådan stort set godt nok. Dels vil vi ikke af med de goder, vi har. Og dels kan vi sagtens begræde den miserable situation, store dele af menneskeheden befinder sig i. Sådan en vaklen er vi ikke ukendte med; men vi lærer også at leve med den. Og da vokser kynismen som et tykt beskyttende hudlag på vores samvittighed, så vi på forhånd ved, hvad man skal lukke øjnene for, hvornår man skal slukke for fjernsynet eller lægge avisen til side, eller dulme samvittigheden ved at skænke nok en kop kaffe eller gå ud og vaske op.
Verden lider i samme grad, som den altid har lidt. Forskellen fra før er bare den banale, at vi ved det bedre i dag end nogensinde før. For verden er blevet mindre, og derfor bliver alle lidelserne udstillet for øjnene af os. Så må vi finde ud af, om vi kan leve med det, om vi vil vælge kynismen, eller hvad vi så vil vælge.
Det ville være dejligt, om man kunne finde et system, der uden at kaste vrag på det menneskelige, kunne blive en formidler af en bedre verden. Det ville være fantastisk, om man, uden at sætte menneskerettighederne ud af kraft, kunne indføre en styreform, der sørgede for en ordentlig fordeling af verdens goder, så alle kunne gå mætte i seng, og endnu bedre, kunne lade hinanden være i gensidig respekt.
Et sådan system har man mange gange i menneskehedens historie været overbevist om var lige ved hånden. Tingene var tænkt igennem og målet var klart.
Det var det, man f.eks. troede på i Sovjet; men som siden blev afsløret som umuligt under de vilkår, der herskede der. Det gode menneske, den perfekte samfundsborger opstod desværre ikke så nemt, som teorierne kundgjorde.
Det var det, man troede på, ville blive enden på anstrengelserne i Tyskland, mens Hitler havde magten der, hvis man først fik udryddet ukrudtet i form af det jødiske folk.
Det er det man tror i ethvert fundamentalistisk system, om det så er religiøst funderet eller af anden observans. Målet står lysende klart. Fred og ingen fare. Men midlet er noget andet. Måske er det det, man mere og mere er blevet overbevist om i det system, som i vor tid udråbes til at kunne frelse verden, liberalismen; men heller ikke det system er fri for at have midler mod målet, der ofrer menneskers liv og lykke. En af forskellene i argumenterne er blot denne, at i liberalismen tror man ikke på, at det uselviske i mennesket vil vinde frem. Tværtimod er egoismen en drivkraft her, hvor den i f.eks. det kommunistiske system var et karaktertræk, man ønskede at uddrive.
Men ønsket er her stadigvæk. Hvordan laver vi en bedre verden, hvor der er plads til den enkelte, hvor der er sikkerhed og ingen sult, og hvor der samtidig er så meget styr på sagerne, at det ikke er pengeinteresser først og fremmest, der har magten; men menneskers sundhed og velvære. Hvor mål og midler er uadskillelige?
Hvor ville det være godt at have en mirakelmager, sådan en Jesus, der kunne gøre alt det, vi drømte om at gøre. Og hvor ville det være godt at have en Gud i Himlen, som lod Manna og andet godt brød dale ned over alle menneskehoveder, som han lod det dale ned til Israelitterne i ørkenen. Hvor var det fantastisk den dag, da de 5000 i ødemarken alle blev mætte bare ved hjælp af fem brød og to fisk.
Men så enkelt er det ikke. Og var det heller ikke på Jesu tid. Dengang var ellers et politisk princip ved at blive gjort gældende i Romerriget: Giv folket brød og skuespil, sagde Cæsar. Det var rimeligt effektivt for en kejser, der ville sidde på magten. Og det er sikkert effektivt til alle tider. Velfærd og underholdning. Men Jesus faldt ikke for fristelsen, om de så havde udråbt ham til både kejser og konge og alt muligt. Tænk sig at have en konge, der kunne sørge for det hele. Jesus ville ikke være en brødkonge. Han havde gjort et under, havde bespist fem tusinde på baggrund af næsten ingenting; men meningen for ham med det under havde aldrig været at etablere folkekøkkener overalt. Det var jo et tegn.
Virkeligheden er denne, at vi ingen konge får, som kan give os det alt sammen. Vi får intet system foræret, som fritager os for bekymring og ansvar. Tværtimod står vi mere og mere i den situation, at vi må overveje nøjere, hvad det er, vi gør i udviklingens navn.
Den udvikling, vi har gennemløbet til indtil i dag, kendte de mennesker, som Jesus talte med i Kapernaum dengang, selvfølgelig intet til. Og kunne heller ikke forestille sig den. Men alligevel er de ikke fjernere fra os, end at vi stadig ligner hinanden. Det, de havde set og oplevet Jesus gøre derude i ødemarken, hvor de blev bespist så rigeligt for nærmest ingenting, det er ikke mindre aktuelt for os at drømme om: At leve i rigdom uden at ofre noget særligt. Mæthed og tilfredshed for intet. Det er drømmen.
Vi ville selvfølgelig også tilbyde ham, der kunne gøre rigtige mirakler en stor stilling i folket. Og hvis ikke lige det, så i hvert fald kræve, at han gjorde miraklet mindst en gang til. Eller bede ham om fidusen.
Men vi ville få det samme at vide i dag som dengang. At det ikke er tegnet, eller det, tegnet viser hen til, der interesserer os, men den nemme løsning, det gratis brød. Hvad skulle det så betyde, at tegnet i virkeligheden viste hen til noget andet. Det var i hvert fald af mindre betydning.
Man kunne godt på denne baggrund komme til at sige, at det nok ikke hjælper stort at prøve at forandre noget, for mennesket forbliver tilsyneladende det samme forslugne og lysthungrende barn, der ikke lader sig nøje.
På den anden side, så vil der vel også til hver en tid være en opmærksom skare, der godt kan se videre. Det er vel også ved de mennesker, at verden forandrer sig, og i visse situationer kommer til en større og bedre erkendelse. Men alligevel, vi ville sikkert hellere vinde en kontant præmie i Lotto end en åndelig præmie, der ikke, som milliongevinsten, i et nu forandrer vores velfærd til det bedre.
I begyndelsen af gudstjenesten hørte vi om israelitterne i ørkenen, at Gud sørgede for dem ved at lade drysse manna fra himlen. Det var for at de skulle overleve. Men det betød jo ikke, at de aldrig mere skulle arbejde med selv at så og høste. Og på samme måde var den hjælp, Jesus havde givet de sultne i ødemarken, ikke et sorgfrit liv, men en guddommelig parentes i deres tilværelse, de skulle oplives af, de skulle huske og lade farve resten af deres liv. I fik brød den dag på den anden side af søen. Nu har I ordet. Og til forskel fra brødet, så varer ordet længst. Det skal I tage med jer og leve af, så I ikke bare bliver i stand til at finde mening i selv at bage jeres brød; men finder mening og trøst i det hele taget, så livet bliver større. Men de ville stadigvæk hellere se mirakler.
Hvad er der så tilbage at sige? Vel ikke andet, end at det ord, som kom fra Jesus, altid vil modsige vores trang til nemme løsninger, om de handler om brød eller de handler om frelse. Vi har vort ganske almindelige menneskeliv at leve, og her i Danmark er det betydeligt meget nemmere end mange andre steder på Jorden. Og dette liv, om det er godt eller besværligt, skal i sidste ende finde sin næring, for at blive meningsfuldt, i det håb, som Jesu ord giver. Selvfølgelig skal vi have mad at spise. Selvfølgelig skal vi hjælpe og støtte de mennesker, der sulter og lider nød. Det er kun den kyniske fritaget for. Selvfølgelig skal vi efter bedste evne gentage bespisningsunderet overfor de millioner af sultende, vi også lærer at kende i fjernsynet. Vi kunne gøre meget mere, hvis viljen var der.
Men det levende brød trænger vi selv i lige så høj grad til som alle andre. Det ord, der kan fylde os med taknemmelighed, der kan få os til at se en søster eller bror i enhver anden, der kan hjælpe os til at forstå, at selve livet er det største mirakel.
I virkeligheden er dette budskab den nemme løsning, for vi skal bare modtage det. Det svære er at overvinde sig selv og tro det. Derfor må vi have det gentaget gang på gang. Det er også det daglige brød.
Amen.