Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i Trinitatis , 25.11.2018
Predigt zu Matthäus 11:25-30, verfasst von Jens Torkild Bak
Hvad er det, som Gud – ifølge Jesu ord her i Matthæusevangeliet - har skjult for de forstandige og vise for i stedet at åbenbare det for de umyndige? Hvem skal vi forestille os, at de umyndige er? Umyndighed har efter sammenhængen at dømme næppe noget med alder – med myndighedsalder - at gøre. Snarere leder begrebet umyndighed her i retning af en samfundsklasse eller et samfundslag, som er uden magt og indflydelse i landet; som er henvist til at leve på vilkår, som ensidigt er fastsat af andre.
Hvormed vi formentlig står ansigt til ansigt med netop den gruppe, som Jesus derefter henvender sig til i direkte tale og kalder de trætte og overbebyrdede: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Så langt så godt. Men der melder sig andre spørgsmål: For hvad er det for et ærinde, Jesus her er ude i? Hvad er det for et løfte, han afgiver? Er hans budskab et socialpolitisk budskab sigtende til en fremtidig samfundsmodel, hvor også de svage har en stemme, og der er gjort ende på de stærkes vilkårlige udnyttelse af dem. Eller er hans budskab et religiøst budskab sigtende til en hinsidig verden, hvor disse såkaldt umyndige skaffes oprejsning for alt hvad de i denne verden har måttet finde sig i. Og hvile efter alt hvad de har puklet, men andre har skummet fløden af?
Spørgsmålene er lige så interessante, som svarene desværre svæver hen i det uvisse. Dog er én ting hævet over enhver tvivl: Jesu henvendelse gælder dem, hvis liv, skæbne og daglige trængsler er oversete, glemte – måske især fordi de lever det liv, vi andre er lykkelige for at være fri for og helst heller ikke vil mindes om
Tilbage til det spørgsmål, vi begyndte med: Hvad er det (så), Gud har skjult for de vise og de forstandige og åbenbaret for de umyndige? Det er vanskeligt at overhøre polemikken, den søde hævn og den retfærdige vrede i ordene. Selve den klassiske modstilling mellem på den ene side de åh så kloge og på den anden side de såkaldt helt almindelige mennesker kan give anledning til mange forskellige associationer. Tænk bare på den ophidsede diskussion i skurvognen, hvor mureren og tømreren, hver gang der opstår problemer i byggeriet, vældigt kan enes om, at hele miseren består i, at de dér kloge arkitekter, der har lavet tegningerne, jo kommer direkte fra skolebænken. Med andre ord: De har aldrig selv haft et stykke værktøj i hånden, og de kender ikke virkeligheden på stilladset. Og det har de sikkert, mureren og tømreren, fuldstændigt ret i. Og i hvert fald er det et uomgængeligt faktum, at verden tager sig forskellig ud, alt efter hvilket hjørne den betragtes fra. Alt efter de briller, den betragtes igennem.
Tænk blot på en krig, for at nævne et andet eksempel. En krig udtænkes ved et skrivebord eller besluttes i et mødelokale, af givetvis så og så mange gode grunde. Men krigens virkelighed erfares først på slagmarken og i de udbombede byer, og dér er der til gengæld ingen, der længere kan komme i tanker om de gode grunde, der var til at begynde på den. I Erich Maria Remarques klassiker, ”Intet nyt fra Vestfronten”, som markeringen af 100 året for våbenstilstanden efter 1. verdenskrig her i november måned har bragt i erindring som det angiveligt sandfærdige vidnesbyrd om livet i skyttegravene, diskuterer en gruppe tyske soldater på et tidspunkt spørgsmålet om krigens årsag. Vi er næsten alle jævne folk, siger en. Og i Frankrig er de fleste mennesker da også arbejdere, håndværkere eller små embedsmænd. Hvorfor skulle en fransk smed eller skomager nu også have lyst til at angribe os? Nej, det er kun regeringerne. Jeg havde aldrig set en franskmand, før jeg kom herud, og de fleste franskmænd er det gået ligesådan. De er lige så lidt blevet spurgt som vi. – Hvorfor er der da overhovedet krig, spørger en anden. Der må være nogen, der har fordel af krigen, lyder svaret, til dem hører blot ingen af os. Citat slut. Dem, der udtænker en krig, og dem, der skal bære dens virkelighed, er sjældent de samme.
I den mere muntre og i hvert fald mindre blodige ende af eksempelsamlingen funderer virksomhedskonsulenten Morten Münster over forholdet mellem det, han kalder den parallelle verden, og virkelighedens verden. Det sker i bogen ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” – ja, det hedder den faktisk, bogen, ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, der udkom på Gyldendal Business sidste år.
I den parallelle verden deltager vi i lange strategiseminarer og formulerer virksomhedens værdigrundlag i 10 indlysende bullits. I den parallelle verden er vi omvandrende Excel-ark og både innovative og forandringsparate. I den virkelige verden derimod forsøger vi at overleve så godt, vi kan, fra dag til dag, og her kan end ikke chefen på stående fod gengive virksomhedens værdier, men må først logge sig ind på firmaets intranet for at finde dem frem. I den parallelelle verden har vi fornuftige, modsigelsesfrie planer, visioner for ene og det andet såvel i privatlivet som i arbejdslivet. I virkelighedens verden er vi mennesker, der ofte handler fuldstændigt irrationelt. Succesfulde strategier i den parallelle verden, skriver Morten Münster, har det lille indbyggede problem, at de ikke fungerer i den virkelige verden. Her gælder nemlig nogle helt andre regler. Citat slut. Og det kan formentlig en del af os nikke genkendende til. Men hvordan forbinde den ene og den anden verden, hovedets visdom med den virkelige verdens erfaringer, skrivebordet med slagmarken, håndværkeren med arkitekten?
Men det vigtigste er at finde ud af, hvorfor Jesus vælger at identificere sig med de umyndige frem for med de kloge. Ville vi gøre det samme? Ville vi ikke vælge det sikre og gå med dem, der har forstand på tingene og sætter dagsordenen? Jo, det ville vi vel. For det meste. Men hvorfor går Jesus så med de andre? Den både banale og firkantede, men måske også eneste sandsynlige forklaring er, at de vise og forstandige ikke har brug for hans hjælp. Ja, de har i det hele taget ikke brug for menneskeligt selskab på den måde. De støtter sig solidt og sikkert på det, man kan kalde forstandens egenmægtighed, og har i sagens natur ikke brug for andet.
Derfor går han straks til de andre, til dem, der lever i den virkelighed, hvor de store planer og visioner rulles ud; hvor konsekvenserne af dem skal bæres af almindelige mennesker. Mennesker, der i alle højeste grad har brug for hinanden, brug for gensidig barmhjertighed, overbærenhed og forsonlighed for at bære det, der skal bæres. Brug for den kærligheds magt, der ene kan gøre hjertet fri, glad og let og forhindre, at man knuses og går til under virkelighedens byrder. I denne henvendelse til de ”umyndige” udfoldes på smukkeste og enkleste vis, hvad der skal forstås ved budskabet om Guds menneskevordelse i Jesus fra Nazareth som et kærlighedsbudskab, hvori virkelighedens mennesker ikke er glemt. Glædelig søndag. Amen!