Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent, 02.12.2018
Predigt zu Mattæus 21:1-9, verfasst von Eva Tøjner Götke
”Det er svært, hvis ikke umuligt, at fortælle et menneskes liv kronologisk, fra begyndelsen – fra vugge til grav.”
Sådan begynder fortælleren i den seneste roman af den islandske forfatter Jon Kalman Stefansson.
Og han fortsætter:
Vi lever ikke lineært.
I kraft af vores erindring lever vi lige så meget i det forgangne som i nuet.
Når vi fortæller et liv kronologisk, er det fordi vi gerne vil skabe en sammenhæng og en mening.
Vi har en længsel efter sammenhæng.
Men livet hænger jo ikke sammen kronologisk og lineært.
Det véd vi godt.
Der sker brud og der gives nye begyndelser.
Vi samler op. Vi kaster bort. Vi gemmer hen. Vi griber nye muligheder. Og forsøger at leve så godt vi nu formår det.
Jeg begynder her, fordi det er første søndag i advent. Kirkens nytår.
Historien om Gud, der bliver menneske, begynder forfra.
Men historien begynder netop ikke ved begyndelsen.
Ved den kronologiske begyndelse.
Ved hans fødsel.
Vi må vente.
Fire søndage må vi vente.
Fire søndag bliver der bygget en forventning op til barnet, der skal komme til verden.
Historien begynder ved slutningen – altså kronologisk set.
Vi hører i dag om indtoget i Jerusalem – som jo kronologisk set, lineært, er begyndelsen til enden på historien.
Hvorfor det?
Hvorfor åbner det nye kirkeår sin historie om Gud, der blev menneske, med dette sceneri, da æselkongen rider ind i Jerusalem og hyldes som den længe ventede befrier, den længe ventede Davids Søn, der kommer med fred, frihed og retfærdighed?
Måske fordi vi netop skal forstå, at vi ikke bare lever kronologisk og lineært – i nu’et’ – som vi ynder at sige det i disse år - men at vi lever i flere tider – på éen gang: i det forgangne gennem vores erindring – og allerede nu i den tid, der skal komme - i kraft af vores forventning til livet.
Erindring og forventning.
Når vi hører dagens evangelium om Jesus, der rider ind i Jerusalem – og nærmer sig sine sidste dage – på en første søndag i advent, hører vi den jo på baggrund af at vi kender historien og vi véd, hvad den ender med.
Vi véd, at glædesrusen blandt folkeskarene ikke vil vare ved, og at folkestemningen vil vende.
De samme mennesker vil svigte og forråde den samme mand, som de her hylder i en euforisk jubelsang.
Måske er det denne viden, som er afspejlet i Jesu sagtmodige blik.
Sagtmodighed har med sorg at gøre.
Han véd bedre.
Men han svigter ikke. Han giver sig hen. Selvom han véd, det har en pris.
Vi skal høre denne historie i dag som mere end en historie om manden Jesus af Nazareth og hans skæbne.
Vi skal lade historien være en åbningsscene for os.
For det nye år, vi går ind i.
Historien handler ikke om dengang – i kronologisk forstand – da Gud blev menneske.
Men den handler om i dag – om at Gud bliver menneske – når vi tager imod det, han kommer med, og tager det til os, lever på det, på hans tilgivelse, - på den fred og frihed og retfærdighed han er opfyldelsen af, så vi kan finde mening og sammenhæng i vores liv.
Vi skal selv træde ind i historien.
Og lade den gøre sit indtog i os.
Sådan som salmedigterne kunne sige det.
Og lade ærens konge gøre sit indtog i vores liv – så Gud bliver menneske – ikke kun én gang for alle – kronologisk, lineært fortalt i Det Ny Testamente – men igen og igen, når fred og frihed og retfærdighed gør livet nyt for os – og skaber en forventning i os, så vi tør kaste os ud i det nye år og alt det, det må bringe.
Historien om Gud, der bliver menneske, begynder i forventningen.
Nogle siger, at de er holdt op med at have forventninger.
For de kan kun skuffes. Og det er så smertefuldt hver gang det sker.
Men mener vi nu også det?
Er det ikke bare noget, vi siger, for at beskytte os mod det, vi ikke kan beskytte os imod: modgang og bristede drømme.
Ville det ikke være et glædesløst liv, hvis vi ikke havde forventninger?
Hvis vi aldrig kunne give os hen – og juble og glæde os – bare fordi vi vidste, at det alligevel aldrig ville vare ved.
Enhver nytårsfest er fyldt med gode viljer og løfter.
Sådan skal det være.
Også selvom vi véd, at halvdelen af det, vi går og sætter os for, ikke bliver til noget.
Der er en overbærenhed i det sagtmodige blik fra æselkongen.
Og det giver os trøst til at gå det nye år i møde med alle gode ønsker for gudstjenester og for liv og lys og fællesskab i kirken. Amen.