Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 09.12.2018
Predigt zu Lukas 21:25-36, verfasst von Elof Westergaard
Es 11,1-10; Rom 15,4-7 og Luk 21,25-36
En gammel jødisk legende fortæller, at Adam og Eva, da de var smidt ud af Edens have og første gang oplevede, at solen gik ned, blev frygtelig bange. Adam var overbevist om, at Gud nu trak alt det skabte tilbage ind i det mørke og øde, det tohuwabohu, som fandtes før noget overhovedet var til. Alle former, alle ting og alt levende i verden ville nu blive opløst i natten og forsvinde ind i det evige mørke. Dommen over Adam og Eva ville nu blive til virkelighed: Af jord er du kommet, og til jord skal du og den skabte verden blive.
Adam og Eva satte sig ved siden af hinanden i skumringen. De holdt om hinanden, mens mørket spredte sig, og legenden fortæller, at de græd hele natten. De turde ikke håbe på, at dagen nogensinde ville komme igen, at solen atter ville stå op. De sad, som udstødte og fordømte i det, som de nu tænkte ville blive en evig nat.
Men natten blev afløst af en ny dag, og mørket varede ikke ved. Daggryet kom og svalerne fløj op. Solen stod op, og Adam og Eva rejste sig og takkede Gud.
Vi mennesker ligner Adam og Eva, undgår ikke at sidde i mørket, føle afmagt og mærke angsten for det, som truer os i tiden. Men ser vi kun nat omkring os og mister vi let modet, så er evangeliet en fanfare, en budbringer til os om daggryets stadige komme.
Mørke, lidelse, indre dæmoner og udefrakommende trusler findes. Ødelæggelse og død til stadighed rammer verden. Evangeliet ser ikke hen over disse ødelæggende kræfter i verden, men dommen, Jesu forkynder, rummer imidlertid andet og mere end ødelæggelse og død.
Guds dom er en dom af nåde. Jesus siger det til os i Lukasevangeliet: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning er nær”. Med andre ord: Vær ikke bange. Frygt ikke! Dommen er ikke kun evigt mørke, angst og rådvildhed, nedbrydelse og død. Guds dom er det daggrysfulde håb, at om end jord og himmel skal forgå, så holder Gud fast ved det, han har skabt. Der er mere og andet og sige om vi menneskers liv og fællesskab med hinanden her på jord end det, at det alt sammen ender i støv og grus.
Den jødiske legende fortæller om håbet i billedet af daggryet, den nye dag, som kommer. Profeten Esajas udfolder det samme håb, i den gammeltestamentlige læsning til 2. søndag i advent, i billedet af fred mellem dyrene. Når retfærdighedens konge er kommet, da skal ulven bo hos lammet, panteren ligge med kiddet og den lille dreng skal uden fare kunne tage fat om slangerne. Det er billedet af en tryg verden.
En utopisk verden, en illusion, vil realisten måske indvende. Han vil i stedet pege på dyrs og menneskers drift og natur, og ud fra den betragtning fælde en hård dom over profeten Esajas ord om fred mellem alle skabninger. Profetens ord er imidlertid andet og mere end letkøbt spådoms optimisme. Ordene bygger på en tillid til Gud, at for ham er muligt. En tro og en tillid, som ikke næres af store tordenbrag og tegn i sol og måne, men derimod af den kvist, som en stub kan skyde og af det lille barn, som fødes julenat. Adventstiden er ventetiden, hvor vi passende kan fundere over det dybe håb, som julen bringer os: lyset i mørket, daggryet over det liv, som leves udenfor paradis og i dødens mørke skygge. Det er her, lyset skal skinne, og hvor vi skal rejse os, takke og prise Gud i ord og handling. Glædelig advent. Amen.