Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 16.12.2018
Predigt zu Mattæus 11:2-10, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Adventstiden er forventningens tid. Det er en tid med glæde og med voksende forhåbning om julen. Spørg blot børnene, der glæder sig og skriver ønskesedler, der til tider udvikler sig til rene ønskelister. De ved hvad de ønsker sig. Det glæder sig. Vi voksne kan lidt surt sige, at vi ikke ved hvad vi skal ønske os, men børnene har forventningen, og den glæde skal vi ikke tage fra dem. De ønsker sig noget. De forventer noget. De glæder sig.
Således er adventstiden forventningens tid.
Og hvis vi kaster et blik på adventstiden læsninger, så er de fyldte med forventninger. Første søndag i advent indledes med Jesu indtog i Jerusalem. Den fortæller om Herrens komme og den forventning, der følger med.
Anden søndag i advent hører vi om jordens undergang og himlens kræfter, der skal rystes. Den høje herre er på vej, og hvad skal det ikke ende med?
I dag tredje søndag i advent stilles spørgsmålet åbent af Johannes: ”er du den, der kommer er skal vi vente en anden? ” Herren kommer, og Johannes er nødt til at spørge. Svaret fra Jesus er det rene evangelium.
Fjerde søndag i advent spidser det hele til. Nu må Johannes pege på ham, der kommer og bekende, at hans skorem er han end ikke værdige til at løse. Det er ham, der kommer efter Johannes, og Johannes ord får os til at tænke på den store herre og høje dommer.
For det ligger alle adventstidens tekster op til. Den høje dommer kommer. Det lyder voldsomt.
Således peger adventstiden egentlig på en forventning om den høje herre, der nu træder ind på scenen, og fylder alt og dømmer alle. Forventningen er stor, og vi mangler kun at tæppet går til side til jul og afslører den høje herre.
Således giver adventstiden os et næsten tilbageholdt åndedræt. Men det hele forløses forunderligt på en mark ved Betlehem, hvor englene synger for hyrderne, og forkynder om Kristus, Herren, der er et barn, der svøbt og ligger i en krybbe.
Den høje herre er et spædbarn. Når adventstiden fortættes allermest, og bliver til jul, da viser den dommer, der skal ryste himles kræfter og hvis skorem, Johannes ikke er værdig til at løse, og hvis vej blev banet af en engel, at være et spædbarn svøbt i en krybbe.
Således vendes alt op og ned, og alt overrasker, for her troede man at man ventede den høje herre og mægtige dommer, og da er det en grædende spædbarn i sin moders skød.
Og det bliver ikke anderledes. Det er ikke således, at det blot er forbigående, at barnet er den høje herre. Det er ikke således, at det går over, og at barnet lige skal vokse sig stor, så er tingene på plads igen. Det er ham, vi venter og ikke en anden. Ham, der ligger i krybben. Ham, der omvurderer alle værdier.
For vores forventninger regner med en konge, eller en herre og dommer. Det er vores forventninger. Men måske skulle til at tage det alvorligt, at der ligger et spædbarn. At Herrens komme er et sårbart barn. Måske skulle vi lade barnet i krybben forkynde for os, og måske skulle vi lytte til den forkyndelse. At det ikke handler om den magt, som ligger i at kunne forandre ting med vold. At det ikke handler om den herlighed, som vi skal knæle for i frygt. Men at det handler om alt det et nyfødt barn er: sårbarhed, udleverethed og kærlighed. Det er hvad den høje herre kommer med.
Adventstiden er fyldt med forventninger, og nogle er mere anderledes end andre. Adventstiden lærer os at se hvad vi forventer, og julen lærer os, at de mål, vi måler verden med, ikke altid er de rette. De kan sprænges og forventninger kan overbydes.
Og midt i dette klinger Jesu ord om, at ”salige er den, som ikke forarges på mig”. Fordi hvis man forventede den høje herre og den knusende dommer, så kunne man godt forarges på barnet i krybben. Og når evangeliet forkyndes for fattige, så kunne man sagtens forarges på ham, for hvem kan holde ud at de andre får alt for intet? Hvem kan holde ud at der kommer et barn i stedet for en høj herre med magt til at sætte andre på den høje hest? For nu kommer der et barn, der ikke sætter os på den høje hest, men sætter os ved siden af hinanden. Sætter os ved siden af hinanden i den sammen skikkelse, som barnet i krybben: sårbare, udleveret og i kærlighed. Salig er den, der ikke forarges på ham.
Vi forventer. Det er hvad alt handler om. Vi forventer. Men egentlig er han jo kommet. Han er født i Betlehem. Og han er gået ud af krybben og ud i verden. Hvad forventer vi så? Ja, vi forventer vel at han også kommer til os. At Jesus Kristus ikke kun er gået ud i verden, men at han også går ind til os, som han gik ind til Johannes i fængslet. At han også går ind i vores fængsel og taler sit ord til os om glæde, fred, frihed og frelse. For det er ham, der kommer. Ham, der også tager bolig hos os, og gør forventningen til en glæde større end alt. Ham, der gør den måske sorgfulde forventning, der ikke altid har fået, hvad man vi frem til, til glæde. For sorg er til glæde vendt. Det er det vi tro og håb. Det er det advent peger på og julen opfylde. Lad det også blive julefest hos os, når den tid kommer. Amen.