Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. Juledag , 26.12.2018
Predigt zu Matthäus 23:34-39 og ApG 6,8-14; 7, 54-60, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Mat 23,34-39 og ApG 6,8-14; 7, 54-60
Vi har det nok alle i os: Modstanden mod forandring – i al fald store pludselige forandringer. Vi bliver gnavne over strukturændringer på arbejdspladsen og vrisser ad den nye udgave af I- eller SmartPhone, indtil vi vænner os til den. Det kommer med alderen – modstanden imod forandring, men børn er ikke fri. Tværtimod elsker børn ritualer, traditioner, genkendelige gentagelser og gode grænser, der står ved magt. Vi synes vist alle, at Julen skal være traditionel – med alt det, der hører den til – og vi tror, vi ved, hvad vi taler om, når vi siger det. ”Traditionel” betyder lige netop sådan ”som vi gør det i min familie” ”på min måde”. Og ve den stakkel, der vover at komme med en nyfortolkning, et nybrud, endsige en total afskaffelse!
Det er ikke sært, at gode rettroende jøder hørte anarki og utilstedeligt oprør i budskabet om Jesus fra Nazareth –
Det er heller ikke sikkert, at Jesus ville synes om vores kirke, vores fortolkning af hans budskab, eller de rammer, vi har sat om hans budskab. Hvis nu Jesus kom ind i kirken anno slutningen af 2018? Hvem ved, om kirken ville blive ryddet, døbefonten væltet, prædikestol og knæfald med rækværk ved alteret revet ned? Tænk efter…
Religionskrig, religionskonflikt, undertrykkelse, forskelsbehandling og i den lille målestok skærmysler, skænderier i overskrifter på avispapir – spalte op og spalte ned med fortolkning – ”sådan som jeg ser det”….
På 2. Juledag kan man få lyst til at kaste med bøger, - smide den givne tekstrække til hjørne og tage fat andetsteds – for vi var slet ikke færdige med den julefred, - og vi var lige så glade for alle de mennesker, der nynnede på salmesang og måske fik en dagdrøm eller en lur under juleprædikenen…
Men et sted dybt i mørket på markerne i Betlehem ligger gåden om verdensfred åbenbaret. I mørket udenfor, langt væk fra det etablerede og ”rigtige” kom freden til verden, og de ville den ikke. Spørgsmålet er, om vi vil den i dag – så længe efter? Den fred, der kom til verden, kræver forandring – i os, af os. Ikke en forandring, der skal få os til at rydde kirkeinventar, eller droppe dåb og nadver, eller revidere alt med kritiske øjne for at rydde ud og rydde op.
Den forandring, der kræves i os, ligger i længslen efter freden. Allerede i ønsket om fred blandt mennesker, inderlig fred og frydeligt fællesskab ligger kimen til forandring. Det begynder med at lytte, opmærksomt. Lytter vi os ind i ordene, der faldt fra englene Julenat, og de ord, der faldt i stalden, bliver noget i os selv stille. Vi er så følsomme i julen.
Lige om lidt er fredsbarnet selv på flugt, et flygtningebarn i Ægypten, tyranner findes endnu. Men også dér ligger kimen til forandringen gemt: Gud er ikke uberørt, ikke forskanset i sin fortolkning, sin mening om verdens gang …sårbarheden og udsatheden er nu også Guds vilkår.
Hjertet er begyndt at skælve, som en isbræ, der kælver, går panseret i opløsning –
Vi får det selv at føle i julefesten: Hver en berøring, hvert et blik og smil får betydning. Alt bliver så tydeligt – på godt og ondt. Det gør også ondt, som stik i hjertet, erindringer, vemod, savn og længsel. Drømmene bliver tydelige. Minderne bliver tydelige. Afstande bliver tydelige og små sprækker kan bliver afgrunde. Ét eneste stjerne-tindrende blik og anelsen af et smil bliver til en lang, stærk og bred bro henover de dybeste konflikter og uforsonligheder, en bro til hjertets fuldkomne land.
Mennesker er følsomme sjæle. Det bliver tydeligt i julen, den højtid, vi kalder hjerternes fest, glædens fest, fællesskabets højtid - og ensomhedens højtid.
Forandringen er vis, når vi tør vedkende os den følsomhed, når vi står ved vores udsathed og mærker de andres. Se, - nu samles hyrder, vise mænd og alle os i vores forskellighed om et barn i en krybbe. Vi samles dér i et håb om, at alt kunne være anderledes fra nu af.
Nu er der ingen sortering mulig, vi kan ikke udskille nogen i dette fællesskab som forkerte eller utraditionelle, uortodokse eller uønskede. Det er et fællesskab, der forandrer os indefra og forlanger, at vi lytter til de andre. Vi må og skal lytte til deres fortælling om, hvad dette barn er. Giver opmærksomhed til deres fortælling om det, de så og hørte, stod midt i på marken, på vejen hertil i forberedelserne, mens de pakkede gaver – guld, røgelse og myrra.
Om lidt må vi selv fortælle, hvad dette barn betyder, synge det ud i verden og ind i hjertet – vort eget og de andres. Vi må og skal lade alle disse forskellige traditioner, oplevelser og erfaringer smelte sammen i et broget tæppe af omsorg. En omsorg, der ikke afhænger af, om vi er enige, eller om vi nu synes det er yndigt eller hyggeligt. Ordentlig omsorg er fuld af omhu og opmærksomhed. Se og lyt med ærefrygt til det uerstattelige i deres oplevelse af dette nu, denne jul. Lyt til de andres fortælling om det ubegribelige i, at Gud selv lagde sig ind i følsomheden og stadig finder sted i alt det udsatte, skrøbelige, som mennesker er. I det sekund trådte Gud ind under forandringens krav. Gud kan aldrig mere være den fjerne ophøjede, utilnærmelige eller uforanderlige hersker. Gud har med denne ene bevægelse til evig tid bundet sig til os, sine elskede menneskebørn, – og må derfor finde vej igennem alverdens konflikter og uforsonligheder. Gud går nu selv med os. Det er som en smeltevandsflod på vej mod havet, grums og grus, sten og klippe rives med og går under i forvandlingens strøm. Døbefonten, nadverbordet, prædikestol, kirkebænk er en del – et fraktal af strømmen. Ingen af os må tro, det er hele billedet, vi ser. Ingen må hævde at have eneretten. Men ingen af os må heller tie om, hvor vi selv er berørt, hvad vi selv så, hørte og tog del i ved krybben, på Betlehems marker under stjernerne, på vejen, mens kærligheden byder os at give det dyrebareste, det bedste, vi havde og har. Hjertet skælver og kan ikke holde sine skanser, kan ikke insistere på nogen urokkelighed. Og alt det på grund af et barn. Forandringens mulighed.