Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2018
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Jens Torkild Bak
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget…
Uanset, hvor meget julen iscenesættes som en fest, vi er sammen om og helst så mange som muligt, og alt det gode, der kan og skal siges og erindres i den forbindelse. Og at særligt juleaften er en aften, hvor almindelig medmenneskelighed fortæller os, at vi ikke burde lade nogen sidde alene hen…
Uanset det, så er der på den anden side ingen tvivl om, at juleevangeliet også har sit fokus på individuet. På det enkelte menneske. Det enkelte menneske og dets betydning. Det er det, der spejler sig i fortællingen om det guddommelige barn, der kommer til verden. Uden, at verden kan huse det! Uden, at verden kan huse det…: Der var ikke plads til dem i herberget, hører vi.
For i det stykke genkender vi alle et eller andet i os selv! Noget, der heller ikke er plads til. Noget, vi er alene om hver især. Eller hvert fald kun deler netop med Vorherre. En erfaring af ensomhed midt i fællesskabet. Det kan gøre én trist eller endda skræmt. Det kan især blive anledningen til at beklage, at man ikke er som de andre. Det gør en del af os.
Men. Man kan også vælge at sige, at akkurat det! Akkurat det er udfordringen i at være et menneske, at være et individ: At der altid er noget, man ikke deler med andre. Det er det, individ betyder: Det udelelige. Noget, hvorved man er adskilt fra de andre, fra omverdenen. Ellers var man jo heller ikke et ”selv”! Derfor skal vi også bare sige ja til denne erfaring, tage den til os og glæde os over den i stedet for føle os fortabte og skamme os over den. Og altså se os selv på en ny måde i lyset af barnet i krybberummet og det juleevangelium, der med Ham er givet os personligt til glæde, til trøst og opmuntring hver især.
Men det, der ikke er plads til, kan naturligvis også have en samfundsmæssig bagside. I form af dem! – dem, der ikke blev plads til, og det er en helt anden sag. For dem er der som bekendt også nogen af. Mange. De har på det seneste ligefrem givet anledning til et nyt – et for mig nyt - ord: Ordet ”udenforskab”, som er blevet betegnelsen for den gruppe af mennesker, der socialt, helbredsmæssigt eller arbejdsmæssigt står uden for det danske samfund. Der er 200.000 af dem, siger nogen (dvs. Ribes samlede befolkning gange tyve, og det blot inden for grænserne af dette lille land!), andre siger, at tallet i virkeligheden er op mod 500.000. Hvordan har det udviklet sig sådan? Hvad i al verden stiller vi op? Det har ikke alene store omkostninger for den enkelte i form af mistet livskvalitet. Det er det værste. Men samfundet går også glip af meget.
---------
Og så udgør de måske slet ikke hele problemet om udenforskabet. Der er sådan set allerede flere iblandt os, der er på vej ud i udenforskabet, i hvert fald når det gælder evnen til at orientere sig på vilkår af den teknologiske udvikling. For 150 år siden kom bønderne på højskole for at blive oplyste, siger filosoffen Lene Andersen i et interview og fortsætter: På samme måde er vi nødt til at have en folkeoplysning, der opgraderer os til nutidens virkelighed. I dag er det os alle sammen, der er bønder – det kan jeg helt skrive under på – og skal have en opgraderet forståelse af, hvad blockchain er, hvad kunstig intelligens er, hvordan algoritmer fungerer, hvad informationsteknologi kan, og hvor den er på vej hen… Det er ikke nok, at Ældresagen laver kurser for pensionister i NemID. Det er os alle ..., der er nødt til at forstå udviklingen bedre… Hvordan de nye teknologier kommer til at forandre vores samfund. Den almindelige borger har i dag ikke viden nok om, hvor magten er henne, og hvor beslutninger bliver truffet. Og vi har politikere, der taler om frikadeller og burkaer, mens vores private data bliver anvendt af Facebook og Google og Amazon. Citat slut. Det sidste om politikerne var var ikke venligt sagt, men det var sådan, hun sagde…
Spørgsmålet er imidlertid ikke kun, om vi, der udgør den bagerste del af klassen, forstår samfundet, men faktisk, om samfundet har brug for os i fremtiden! Et spørgsmål, der er dukket stadigt hyppigere op i løbet af 2018. Under overskriften ”Hvad bliver der af mennesket i det posthumane samfund? ” beskriver den ålborgensiske psykologiprofessor Lene Tanggaard i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad følgerne af indmarchen af robotter og kunstig intelligens overalt: Flere af advokaternes og lægernes jobs ser ud til at forsvinde i fremtiden, fordi teknologien tager over og med større præcision end menneskeøje og –hånd kan diagnosticere og behandle. Det posthumane samfund er på vej, og spørgsmålet er, hvordan det stiller os. Hvad skal vi leve af? Hvad skal der blive af mennesket? Men heldigvis: Intet er så skidt, at det ikke er godt for nogen andre. Udviklingen vil, fortsatte Lene Tanggaard syrligt-sødt, skabe jobs til folk i den eksistentielle industri, dvs. præster, psykologer og sundhedscoaches. Mange mennesker bliver nemlig arbejdsledige. Og lediggang er som bekendt roden til alt ondt. Vi får ondt i sjælen og brug for mennesker, der kan lære os at leve meningsfuldt – uden, at vi længere har noget at tage os til, der betyder noget for andre mennesker. Jeg takker tøvende på min professions vegne for denne arbejdsmarkedsprognose.
-------------------------------
Eksistensen af ”udenforskabet” udfordrer forestillingen om folket som en størrelse, der rummer alle, og som alle bidrager til og er forpligtede på. Dvs. den drøm om det folkelige, som mange af os fra barnsben har været spundet ind i igennem de sange, vi har sunget om det lykkelige land, hvor få har for meget og færre for lidt. Samtidig er det også er en forestilling, der har sin rod i juleevangeliet. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der først jer en frelser i Davids by. Et af temaerne under folkemødet i sidste år var viet spørgsmålet om, hvad samfundet er til for. Er det til for fællesskabets og almenvellets skyld (sådan som Luther prædikede), eller rækker dets legitimitet kun så langt, som den enkelte kan se sin fordel i det – og i givet fald: Hvornår har den enkelte fået nok?
I en artikel ligeledes i Kristeligt Dagblad i slutningen af november måned reflekterer Tysklands-eksperten, professor Per Øhrgaard over fænomenet revolutioner, som han helst vil være foruden naturligvis – i betragtning af de ulykker, de fører med sig. Men hvorfor opstår revolutioner så, spørger han og svarer: Revolutioner udtænkes ikke af voldspsykopater i et tilrøget baglokale. Revolutioner kommer, når de beherskede fornemmer, at de herskende er ligeglade med dem. Når de fattige ser, at de rige ikke påtager sig det ansvar, der følger med at bære gyldne kæder, men blot rager endnu mere til sig. Måske skulle vore dages herskere og rige tænke lidt over det. Citat slut. Det bliver lige stående et kort øjeblik…
Til sidst, det vigtigste: Glæden, trøsten, opmuntringen. Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Og her kan man selvfølgelig ikke lade være med at tænke på finansloven, som i år blev vedtaget i fryd og gammen – der blev trods alt en lille luns til alle - hvilket lover godt for tonen i næste års valgkamp. Eller gør det ikke?
Vi er bestemt afhængige af de beslutninger, der træffes på Christiansborg. Men der er også grund til selv tage ansvar. Bruge den viden, vi har fra os selv, om det, at der er noget vi er alene med, til at række ud til dem, der er uden for. Så glæden ikke blive en lukket fest for de heldige, for Jesus var ingen lukket fest. Uanset vores afhængighed af det arbejde, der gøres på Christiansborg, er det nødvendigt også at hente debatten væk fra Christiansborg og tage et medansvar for dagsordenen og retningen for det at være et folk. Jeg har hørt, at sidste års meget roste julekalender på TV 2, Tinkas juleeventyr, vender tilbage i 2019. Det, synes jeg, er godt. Vi har i det hele taget brug for at få eventyret tilbage, så det hele ikke ender op i det økonomiske rationale. Og et dansk eventyr med Frelseren og Forsoneren i baghovedet vil være eventyret om et folk, hvor der er brug for alles bidrag – og generøsitet, ånd og dannelse nok til at tage sig godt af resten! Glædelig jul. Amen.