Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Julesøndag, 30.12.2018
Predigt zu Lukas 2:25-40, verfasst von Kræn Christensen
Det var en tilfældighed, at jeg forleden stødte ind i en god og dygtig kollega. Der er mange af dem, og det er heldigt, specielt når de som vadehavet er et fyldt spisekammer som man kan stikke snuden ned i og nyde og leve af og på.
Min kollega fortalte med begejstring om en lille bog han lige var faldet over, der var skrevet af Søren Kierkegaard på hans fødselsdag den 5. maj 1843.
Og den første tale havde titlen: ”Troens forventning” og undertitlen ”Nytårsdag”.
Den indledtes med en bøn, som ikke havde ret meget med maj at gøre, og lyder ”Atter et år forløbet, himmelske Fader! Vi takke dig for, at det blev lagt til nådens tid og forfærdes ikke ved, at det også skal lægges til regnskabets; thi vi fortrøste os jo til din barmhjertighed. Det nye år står for os med dets fordringer, og gå vi end nedbøjede og bekymrede ind deri …. så gå vi jo dog heller ikke ej ganske tomhændede ind deri.”
Det er en mærkværdighed at nytårsdag for Søren Kierkegaard falder den 5. maj, og ikke som vi normalt plejer at tænke den 1. januar.
Men der er selvfølgelig en årsag, og der er der altid når man læser Kierkegaards tanker. Sagen var den enkle at Søren Kierkegaard var fuldt og fast overbevist om, at han ville dø før sin 30 års fødselsdag. En tvangstanke han bar med sig fra sin barndom og sin far, som havde en opfattelse af at være forbandet af Gud. Men så blev han alligevel 30 år!
Og det kræver vel ikke nogen særlig god fantasi at forestille sig, at han blev nærmest lykkelig for at det lod sig gøre. Det må have været som at få livet igen.
Det har været denne troens forventning, der bragte nytåret til ham – for ham. Den gamle tid var omme, forbandelsen brudt. Noget nyt ventede – han kunne aflægge sit gamle jeg og om ikke være sig selv så sig selv på en ny måde. Og det er slet ikke så ringe endda, når man tænker hvilket indre pres han havde været ude for.
Parrallen til Simeon er tydelig. Jeg mener, han levede som et godt og fromt menneske. Han var gammel. Men samtidig får vi at vide, at han gik i forventning, fordi han af Helligånden havde fået at vide, at han ikke skulle dø før han havde set Guds søn.
Derfor lever Simeon ligesom Kierkegaard i troens forventning. Og tænk sig: sådan som han forventer sådan sker det! Den gamle mand ser lyset før han dør! Han ser Guds herlighed og han kan med fred lukke sine øjne. Nu er det fuldendt og opfyldt. Han kan se sin sidste tid i møde med fred og trøst.
Gad vide om ikke den gamle profetinde Anna, har haft det på noget nær samme måde? Som profet må man vel forvente noget eller nogen. Og man fornemmer hendes forventning opfyldes da hun fyldes med stor glæde over at se barnet og fortalte om det til alle, der ventede Jerusalems forløsning.
For både Søren, Simeon og Anna gælder det at deres forventning – troens forventning – giver deres liv et andet fortegn da Jesus bliver båret til dem. Et liv under nåden!
Han bliver båret frem og de tager imod ham og de får trøst og håb til at leve og dø. Sikke en ro og sikke en fred, det barn gav og giver.
Når forældre og familie kommer til kirke med deres nyfødte er det også med forventning og når folk bliver døbt ved drop in dåb er det også med forventning. Forskellen på forventningen dengang og nu er, at glæden og freden og barmhjertigheden har været her siden dengang. Og derfor har vi dåben! Uanset hvor gammel det barn er som bæres til dåben, så gøres det med forventningen – forventningen om frelse. Man har forventningen … og den indfries ved døbefonten.
Ligesom Josef og Maria bar barnet til helligdommen, fordi de ønskede det bedste for deres barn, bærer vi barnet til dåben, fordi vi ønsker det bedste for vores børn: at de skal leve i Gudslyset, og at det må leve livet i tro, håb og kærlighed.
Det er glæden, at det barn, som Simeon og Anna tog imod, var selve livet. Det var tegnet Simeon havde ventet på – med den trøst og det håb han fik, kunne han dø. Han var frelsen, det barn som Anna prædikede om.
Dette er glæden, at barnet som Simeon tog i sine arme blev begyndelsen til nyt liv. For ham og for os.
Et nyt år, som Søren Kierkegaard kalder det år, hvor troens forventning blev indfriet. Et liv hvor vi har mulighed for at leve livet givet af ham. Dette giver livsmod! For Simeon da han stod med barnet i sine arme og for os når vi bliver døbt.
”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel”.
Derefter henvender han sig til en undrende Maria og siger: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanke kan komme for en dag”.
På den ene side er barnet det tegn, som Simeon har ventet og på den anden side er barnet bestemt til modsigelse. Ja, det synes ligefrem som om at det er gennem modsigelsen, at de mange hjerters tanker åbenbares. At lære sit hjertes tanke at kende, er at lære modsigelsen at kende. Ligesom det at bekende troen, også er at bekende sin modsigelse. ”Jeg tror, hjælp min vantro”.
At sætte sig ned og forsøge at finde troen indeni sig selv lader sig ikke gøre. Det ville være det samme som at sætte sig i Guds sted. Men det er netop her man møder modsigelsen. Troen retter sig ud ad mod Kristus – mao er det modsigelsen, der henviser til barnet/Herren. Kristus som troens begynder og fuldender.
Det er glæden, at Kristus kom til jord en nat i Bethlehem og 40 dage efter blev båret til helligdommen. Dette var Guds gave og dette er Guds gave til os.
Med denne tekst julesøndag får vi at vide, at der er kommet noget nyt ind i vores gamle og fortærskede verden. De to gamle mennesker, Simeon og Anna, fik barnet at se. Vi er henvist til troen – troen på at Josef og Maria kommer ind til os med deres og Guds søn, for at vi ikke skal blive selvkrogede i os selv.
Som Søren Kierkegaard fik nyt liv på sin 30 års fødselsdag, således får vi det hver dag. Vi behøver bare tænke på vores dåb. Amen.