Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekongers søndag, 06.01.2019
Predigt zu Mattæus 2:1-12, verfasst von Christiane Gammeltoft-Hansen
Fortællingen om barnet, stjernen og de vise mænd er ikke et eventyr, og dog er det en fortælling, det kræver fantasi at bevæge sig ind i. De dage fortællingen handler om, er ikke dage i en mytologisk tid, som kun drømmere har adgang til. Og dog ankommer drømmere som de første til det stjerneoplyste sted, for drømmere har dobbeltsyn – de ser både det ydre, og det der skjuler sig bag ved.
Hvis man vil være alvorligt og ærligt til stede i verden, må man forholde sig til verdens kendsgerninger. Vi kan ikke bare opdigte en anden verden, hvis vi er utilfredse med den, vi har. Vi må åbne øjnene, ikke lukke dem og lade som ingenting, hvis vi ikke bryder os om det, vi ser. Og hvorfor skulle vi også det? Nok kunne det være bedre, men kendsgerningernes verden er vores hjem. Et sammensat hjem, der minder om den sammenbragte familie mange af os har holdt jul sammen med, og som hele tiden husker os på, at vi er mere end os selv.
Vi er dem, der hører til på vores steder, lever i det nære, men ved at verden er stor. Vi ved, at der både i det nære og i det fjerne er mennesker, vi deler tiden med, men hvis tanker om den, ikke er de samme som vores. Vi ser det samme, men forstår noget forskelligt. Vi hører det samme, men tolker det ind i hver vores egen sammenhæng. Det gør en tøvende i forhold til at stille sig skråsikkert frem. Ikke mindst når man kommer fra det 20 århundrede. Her lærte vi nemlig, hvor galt det kan gå, når vi ikke vil vide af forskelligheden, ikke vil leve med den, men hellere vil en ensretning.
Det er nuancernes tid. Ja, det har det jo sådan set altid været, men det er bare uendelig tydeligt i disse år. Og vel kan det være anstrengende og en udfordring, at vi ikke er ens, men hellere forskelligheden end de tider, hvor man gik på geled. Så derfor en lille hyldest til verden af i dag, hvor det sammensatte holder os fast på, at når det kommer til sandheden, er vi alle søgende.
Men hvad med drømmene? Passer vi på dem i kendsgerningernes verden. Tillægger vi drømmene lige så meget alvor og værdi som det faktuelle, vi er så optagede af?
I begyndelsen af det 20 århundrede, inden krigslarmen overdøvede det hele, gik man til digterne, hvis man ville vide noget om verdens tilstand. Man spurgte dem med dobbeltsyn, som både så det ydre og det indre, fordi man havde en fornemmelse af, at de så klarere og dybere. Hvem spørger vi i dag, når vi gerne vil blive klogere? Og hvad med fantasien, har den nogen autoritet og gyldighed for os her i moderne tid?
Vi er øvede i at være konstaterende til stede i vores liv. Som konstaterende ser vi meget, men samtidig ser vi også kun ydersiden af det. Den konstaterende ser en stjerne, et mørke, et par øjne, men ser ikke bag om øjnene. Den konstaterende er til i nuet, og det er godt, for uden nuet ville vi ikke være her. Men samtidig er nuet også et lille rum at bevæge sig i. Især hvis nuet er skræmmende, og det kan nuet jo godt være ind imellem.
Det er efterhånden sjældent, at vi hylder verden. Det er som om, det er blevet næsten provokerende, hvis vi taler positivt om den. Som om vi er uvederhæftige, eller bare lidt småt begavede, hvis vi taler det gode frem. Så er den pessimistiske mere klarsynet, synes vi, for pessimisten ser tidens fare i øjnene, og holder os fast på den med sin kritik. Den der ikke ser tidens fare, har lagt et slør hen over sit liv. Uden pessimister ville vi derfor for alvor nok være på kollisionskurs og på vej i de både, som pessimisten formentlig allerede har sat sig i. Men der er noget pessimisten ikke kan: Pessimisten kan ikke skabe forandring. Det skal der drømmere til.
Når vi ikke hylder verden, er det så fordi, vi er blevet grebet af et sortsyn, der alene forholder sig kendsgerninger? Når vi ikke taler om fremtiden, kun i et meget snævert perspektiv, er det så fordi, vi alene ser fremtiden som en forlængelse af et nu, vi ikke kan li’?
Evangeliet om barnet, stjernen og de vise mænd er en fortælling for os, der lever i en sammensat tid. De var bange dengang, og de havde grund til det, præcis som vi også kan være det i vores liv. De frygtede både det, de ikke forstod, det fremmede, og det som de forstod alt for godt, den brutale magt, der kun vil sit eget, og derfor ønsker at komme alt andet til livs. Fortællingen om barnet, stjernen og de vise mænd handler ikke om en opdigtet verden, også selv om fortællingen rummer poesi. Det handler om vores liv. Og midt i vores sammensatte verden med fødsler og forfølgelser, peger evangeliet så på glæden. Det peger på, at det gode er til. Og vel kommer man længere med at udforske det gode, hvis man tager drømmene til hjælp. Men det gode er reelt nok, og dermed også en del af de kendsgerninger, vi skal forholde os til.
Der er ikke noget at sige til, at vi kan blive bange. Og slet ikke i denne tid. Men vi skal passe på med at lade vores angst bestemme kursen videre frem. Angsten er uden tillid, og angsten kan derfor føre til de forfærdeligste ting. Denne søndag træder Herodes frem som et billede på det.
Julens evangelium – som vi også holder Helligtrekongers søndag på – er en insisteren på, at vi skal og kan være til i verden med tillid. Angsten har aldrig gjort nogen til større mennesker, men det har glæden derimod. Angsten er lammende, men glæden giver mod til at handle. Glæden er en trosbekendelse til livet i alt dets storslåethed.
De konstaterende, der udelukkende forholder sig til realiteter, vil måske affærdige fortællingen, fordi de kun hører en fortælling og ikke mere end det. Men drømmere de kan hente en ny identitet og autoritet i den. For her får vi det at vide: Vi er mennesker i en verden, hvor det gode er til.
Det kræver dobbeltsyn at få den hele virkelighed med, både at se det ydre, og det der skjuler sig bag ved. Måske er det netop derfor, at det gode ankommer som et lille barn, for er der noget vores børn lærer os, er det netop et dobbeltblik. Vi ved, at der er noget særligt på færde, når et lille barn bliver født, når det griber om vores finger med et fast greb og sender os det første smil. Hvert nyfødt barn er som den stjerne, der leder de vise mænd på vej: et aldrig set spektrum, der er til i sin helt egen ret. Og om noget ved vi, at vi ikke kan tage glæden fra børnene, for hvordan skulle de kunne opdage verden, og være legende og modigt til i den, hvis vi opdrog dem til sortsyn. Eller endnu værre: opdrog dem til en angst, som den Herodes prøver at manipulere frem.
Drømmene lever midt i kendsgerningerne. Det er det, de vise mænd ser i Betlehem. Og det får dem til at rejse en anden vej hjem. Rejse uden om angsten. De giver den nyfødte gaver, men får den største gave selv. Det godes ankomst midt i vores liv.
Når vi ser både med det ydre og det indre blik, ser vi tegn på det gode hver eneste dag. Vi ser et par øjne, men bag dem en sjæl. Vi ser en stjerne, men bag det et guddommeligt hvælv, der er spændt ud over vores fremtid. Vi ser et mørke, men midt i det en krybbe, en indre lyskreds, om hvilken vi kan samles i glæde og taknemmelighed. Amen.