Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Første søndag efter Helligtrekonger, 13.01.2019
Predigt zu Lukas 2:41-52, verfasst von Jens Torkild Bak
I de foregående uger, kulminerende med de vise mænds besøg i Betlehem Hellig 3 Konger søndag, har vi hørt flere udtale sig om Jesus-barnet og knytte profetier til hans fødsel. Ja, allerede før han fødes, får vi at vide, hvem han er; at han er Guds søn, Kristus, verdens frelser.
Nu i dag åbner han for første gang selv munden – i hvert fald i den fortælling, vi her følger hos evangelisten Lukas. Han er nu blevet tolv år og giver sin mor, Maria, svar på tiltale, da hun vælter sine ængstede følelser og sin krænkede forældrekærlighed ud over ham: Hvordan kunne du gøre det imod os? Vi, din far og jeg, har ledt efter dig længe, og været nervøse.
I behøvede aldeles ikke at lede efter mig, siger han til hende. I vidste da, at jeg skal være hos min fader... Eller netop det har de måske glemt, Maria og Josef. Det, vi andre for længst har fået at vide. At Gud er hans fader, og Guds hus derfor hans hjem. Eller de har forsøgt at glemme det. Det er kun forståeligt, hvis de ønsker at være en helt almindelig familie, som alle andre familier, med en helt almindelig søn, der skal være tømrer ligesom sin far og kommer fra Nazareth.
Fortællingen om den tolvårige Jesu besøg i templet i Jerusalem, Guds hus, er den eneste af sin slags i Det Ny Testamente.
Der har muligvis været flere af den slags fortællinger om hans opvækst i omløb, eller rettere: det har der, i den mundtlige overlevering. Men de er ikke kommet med her. Med denne ene undtagelse har vi i Det Nye Testamente ellers kun på den ene side historierne om hans fødsel (hos Matthæus og Lukas) og på den anden side beretningerne om hans offentlige fremtræden og virksomhed på det tidspunkt, hvor han vel er blevet en ca. 30 år gammel.
Man kan derfor roligt sige, at den forsøger at udfylde et gabende tomt hul i historien om Jesus, når det gælder nysgerrigheden efter at vide lidt om den mellemliggende periode.
I lyset af hans senere betydning er det kun naturligt, hvis man har spurgt tilbage til hans opvækst for at finde forklaringer på det helt usædvanlige levnedsløb, der blev hans, og for om muligt at spore tidlige tegn på hans overordentlige begavelse.
Store mænds biografier har jo til alle tider indeholdt fortællinger om, hvorledes de allerede i deres barndom og ungdom viste særlige evner.
Den jødiske historieskriver Josef, der levede i det første århundrede efter Kristi fødsel, skriver således om Moses, at hans forstand gik forud for hans alder, hvorved hans barndom gav løfter om de endnu større bedrifter, han ville komme til at udføre som voksen mand – og tilføjer endda følgende træk: Allerede som barn var han stor af vækst og en smuk skabning, der fik folk til at vende sig om efter ham på gaden. Og på grund af sit væsen blev han alles yngling. Her er vi for så vidt ikke langt fra karakteristikken af Jesus, når Lukas fortæller om hans fremgang i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Vi er i øvrigt heller ikke langt fra det, den gode Josefus bestemt ikke uden selvfølelse fortæller om sine egne teenageår: Mens jeg endnu var en halvvoksen dreng på fjorten år blev jeg rost af alle for min kærlighed til bøger. Ypperstepræsterne og byens ledende mænd kom bestandig for at få nøjere besked om lovbestemmelserne af mig. Sådan! – og hvem der dog havde sådan et barn!
Nuvel. Efter således at have fået placeret denne særlige historie inden for genren af fortællinger om berømte mænds opvækst, er det på tide at spørge, hvad historien egentlig fortæller os om Jesus; på hvilken måde dette stærkt forlængede besøg i templet karakteriserer ham.
Og det kan gøres meget enkelt, for der er jo især to ting, vi her får at vide om Jesus, nemlig at han er et fromt barn, og et selvstændigt barn.
Fromhed og selvstændighed er ikke ukendte dyder, men det er ikke altid, de er forbundet i den samme person.
Altså, det er ikke altid fromhed er kombineret med selvstændighed, og det er da slet ikke altid, selvstændighed fører til fromhed. Specielt, hvis talen er om teenageres begyndende selvstændigheds- og frigørelsesprocesser, så synes disse – i hvert fald set med forældreøjne – ofte at gå endda ubegribeligt store omveje, hvis målet er et liv i fromhed, eller blot sund fornuft.
Det ejendommelige ved det billede, denne fortælling tegner af Jesus, er altså den særlige kombinationen af fromhed og selvstændighed.
Som et fromt og lydigt barn overtager han den religiøse tradition, forældrene har opdraget ham i. Men han gør det med en selvstændighed og personlig suverænitet, som skræmmer og ryster dem. Ja, angiveligt kommer helt bag på dem – om end det, som han siger til sin mor, ikke burde gøre det. Men nu sidder han i hvert fald dér i templet i samtale med de lærde, og han er i sine spørgsmål og svar helt på lige fod med dem. Det kan forældrene ikke forstå, og det skal de vel heller ikke kunne. Det er ikke normalt, kan man sige. Senere driver han så den selvstændige fortolkning af den religiøse tradition, han vokser op med, til det yderste, for ikke at sige langt ud over kanten.
Det er umuligt at overse den indre overensstemmelse, der findes mellem fortællingen om den tolvårige Jesus i templet og tankestrukturen i de ti bud, især rækkefølgen mellem budene.
De tre første af de ti bud vedrører et menneskes forhold til Gud. De tre første bud indskærper over for mennesket den lydighed, som det forud for alt andet skylder Gud. Dernæst følger så de syv etiske bud, som vedrører menneskets forhold til sit medmenneske. Det første af de syv etiske bud, og det fjerde af de ti, hedder: Du skal ære din far og din mor.
Uanset, hvor vigtigt dette bud, Du skal ære din far og din mor, er, er det altså klart underordnet buddet om lydigheden mod Gud, hvad man selvfølgelig ikke skal tale om, når der er børn til stede, men nu er katten sluppet ud af sækken!
Den forståelse af mere almen karakter, som denne fortælling – og det i grunden på en meget smuk måde – formidler, er, at roden til menneskets selvstændighed findes i dets gudsforhold. Det er ikke altid sådan, der tænkes, men det er sådan, det er i kristendommen.
Man bliver ikke selvstændig af at kaste tradition og det bestående over bord. Det kan måske give en kortvarig lettelse og befrielse, hvorefter rodløsheden imidlertid overtager styringen, og det sidste bliver værre end det første.
Men der findes en åndelig kraft i Gudsforholdet – den kraft, som den tolvårige Jesus her forkynder for sine forældre og dristigt selv personificerer i forholdet til deres forventninger – som både giver rødder og vækst, identitet og frihed. Eller for med andre ord, skaber denne ejendommelige kombination af fromhed og selvstændighed (det ene ikke uden det andet), som er den velgørende og opbyggelige dobbelthed i et kristent menneskes liv. Glædelig søndag! Amen.