Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ bebudelsesdag (Judika), 09.03.2008
Predigt zu Lukas 1:46-55, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Der er noget, mange siger, når sådan vores vilkår som mennesker skal løftes op i et vist filosofisk niveau.
Så kan man høre nogen sige, i sådan et lidt patetisk tonefald:
"Vi fødes alene og vi dør alene." Og tit bliver vi lidt stumme, og tænker måske: ja, det er egentlig rigtigt. Og så tænker vi på mennesket som sådan et lidt ensomt væsen, der skal finde sin vej frem i verden. Og vi får lidt ondt af os selv og hinanden.
Men engang under en paneldebat, hvor en havde sagt sådan, så afbrød biskop Jan Lindhardt ham og sagde: " - underligt nok, men min mor var til stede, da jeg blev født."
Så begyndte de jo alle sammen at grine. Og pludselig begyndte mange måske også at tænke efter, hvad det egentlig er, vi siger, uden at tænke os om.
Er vi virkelig alene når vi fødes? og er det et fælles vilkår, at vi er alene når vi dør?
Er vores mor ikke netop ualmindeligt meget tilstede, mens vi fødes. Og er det ikke sådan for de fleste, at der er nogen omkring dem, når de dør. Og om end ikke lige de bliver holdt i hånden, så er der dog for de fleste, mennesker omkring dem, der plejer og passer dem.
Det her ville jeg begynde med på Marias Bebudelsesdag, for Marias vigtigste kendetegn er, at hun føder. For os protestanter er det det vigtigste, vi kan sige om hende: at hun føder. At nogle andre så fokuserer på hendes jomfruelighed og uberørthed, ja, det er deres sag.
Men hvor vi end lægger fokus, så er vi fælles om i trosbekendelsen at sige om Jesus Kristus: Født af Jomfru Maria
Om Jesus Kristus er det altafgørende, at han blev født, ligesom andre mennesker. Så vi ikke forsvinder ud i myte-billeder, f.eks. at han som Gud evt. var sprunget ud af panden på Jahve eller smidt op på stranden af vandmassernes skaber. Men at han netop var menneske, og derfor skal det siges og bekendes, at han blev født.
Så hans fødsel, og det at Maria kendes på, at hun føder, det handler om ham.
At hun så også har tilnavnet Jomfru, ja, det er den anden side af Kristi væsen: de ville have frem, at Jesus Kristus var menneske, men de ville også have frem, at han som Gud ikke havde lod og del i arvesynden, (og arvesynd er både adskilthed fra Gud og menneskets endelighed.) Så han er født af en kvinde, som et menneske fødes af en kvinde. Men de måtte benævne hende Jomfru for at vise, at han var ikke kun menneske, men også Gud.
Her på Marias dag vil jeg tale om fødsel, for hun er en føderske. Og jeg vil tale om, hvad det betyder for os, at vi er født.
Det er så almindeligt, kan vi sige, - ja det er vel det aller allermest almindelige, vi kan sige om mennesker: at vi alle sammen er født. Det har vi alle til fælles.
Men trods dette almene, så er der ikke så mange filosoffer, der har overvejet, hvad det gør ved os, at vi er født.
I vores religiøse sprog, i vores tilbedelse af Gud, ja, der har vi mange lovsange og stor taknemmelighed over livet, over det at være i live, over det at få lov at være skabt, at være blevet født. Og omvendt, i klagesangene til Gud, der leges der med tanken: gid jeg aldrig var blevet født.
Men filosofisk er det sjældent, at fødslen og hvad bevidstheden om at være født, gør ved os.
Men Hannah Arendt, den jødiske og ateistiske filosof, som i år fejres på grund af hendes 100 års dag, hun gør det.
Bevidsthed om at være født, siger hun, er ikke bare, at vi er født, men hver gang een fødes, skabes noget unikt, noget nyt.
I vores bevidsthed om at være født og at der hele tiden fødes, grunder tro og håb sig, siger hun. Vores handlingsevne er funderet i det at være født. Fødsel af nye mennesker og den nye begyndelse, handlingen de er i stand til at udføre i kraft af at være født, - når vi fuldt erfarer denne evne, da skænkes tro og håb.
Ved at lade fødsel og bevidsthed om fødsel være det karakteristiske for mennesket, så laver Hannah Arendt et modbillede til den velkendte filosofi, hvor det er bevidstheden om, at vi er dødelige, der har præget tankegangen.
Hvor dødsfrygt er set som det, der driver os fremefter i en drift efter at leve, i et begær, ja så gør bevidstheden om at vi er født, noget andet ved os. Den skænker os nemlig taknemmelighed. Taknemmelighed over at være til, for at livet overhovedet er skænket. I modsætning til andre skabte væsener er mennesket bevidst om at være skabt, være blevet til, for vi kunne jo også ikke-være, - og denne bevidsthed giver taknemmelighed.
Disse tanker om hvad bevidsthed om at være født gør ved os og det at der hele tiden fødes nye mennesker, nyt liv og derfor nye muligheder, hvad det gør i os, det ville jeg tage frem i dag, fordi Marias lovsang er en jubel over at være til, og over de nye muligheder.
Hun skal føde, hun får lov til at sætte et nyt liv i verden.
Og ud af hendes mund vælter der ord om, hvor mange muligheder der er for nyt. For forandring.
Hendes sang er en tak for, at Gud er mulighed for forandring.
Hendes sang er en erindring om alle de gange, hvor det blev erfaret, at nyt er muligt. Forandring er mulig. Liv er muligt.
Undertrykkelse blev til retfærd. Fattige blev løftet op til liv.
Dem, der ville holde rigdomme for sig selv, måtte skamme sig.
Det er ikke ord om hævn. Men det er ord om glæden ved at nød og elendighed kan forandres til værdighed og liv.
Ved at erindre om disse stor gerninger, bliver hendes sang en sang om håb. Om tillid til fremtiden, til livet. Både det liv, hun skal bringe til verden og livet i det hele taget.
Derfor husker vi Maria, fødersken, der sang af taknemmelighed over det nye.
Jeg vil vende tilbage til hvordan denne glæde over liv, fødsel, skabthed gør noget helt andet ved os, end bevidstheden om at vi skal dø.
Hvis det er dén, vi fokuserer på, ja så er vejene åbne for sådan et lidt melankolsk, medlidende syn på menneskets vilkår. Og så er det, at vi kan høre os selv sige, uden at tænke os om: vi fødes alene og vi dør alene. Kastet ind i verden, som filosoffen Heidegger valgte at beskrive menneskets vilkår. Eller, fra en anden boldgade, hvor Storm P sagde: "livet er som en barneskjorte: kort og beskidt."
Går vi i disse tankebaner, så er det, at vejene åbnes for, at vi må gøre, hvad vi kan for at skabe os et liv, bevare vores liv, skabe os råderum.
Bevidsthed om død er begærets kilde. Og i dette begær efter liv sker det så nemt, at andre mennesker bliver til instrumenter og redskaber i vores eget begær efter liv. Så tingsliggør vi mennesker og ser dem som objekter og genstande. Udenfor os selv. Ved siden af os selv. Som nogen, vi kan bruge, eller overse hvis vi ikke har brug for dem.
Men hvis bevidsthed om, at vi er født og at der hele tiden fødes nye mennesker, og hver gang et menneske fødes, skabes noget unikt og nyt, hvis bevidstheden om, at dét i højere grad er et vilkår, ja, så åbnes vejene for noget modsat. Nemlig en taknemmelighed over, at vi er her. At det er et under at være til. Og at vi er her sammen. Vi ikke er alene, hverken ved fødsel eller død. Vores mor var der jo, da vi blev født....
Det er en gave at være født. Ikke en selvfølge, der så giver os lov til at kræve ind.
Ved Jesu fødsel, blev noget unikt og nyt til. Og Gud valgte at komme ind i vores verden på en måde vi kendte til. Den kendte måde, hvor mennesker ustandselig oplever at noget nyt og unikt bliver til, nemlig ved et barns fødsel. Da er alt muligt. Da er man ikke i tvivl om den gave, det er. Og derfor bliver vi så rystede, hvis ikke nogen tager sig af den lille. Og det stiger frem i os: det må vi da gøre.
Gud valgte en måde, som vi kendte i forvejen: et barn er født.
Og ved at vælge en måde, vi kendte, så hjalp han os til at se: at nu sker der noget nyt og unikt.
Og det blev nyt og det blev unikt.
Dette fuldstændig almene, at et barn bliver født, det blev løftet op til det, vi også anede: noget nyt er givet ved et barns fødsel.
Så Gud valgte det almene, det skabte, det, vi kender, men fyldte det på en ny måde.
Fyldte det med håb, så alt hvad dette menneske, Marias søn, gjorde, blev til nye muligheder. Vi så at elendighed kan forandres. Og at Gud vil det.
Dette unikke barns fødsel åbnede vores øjne for, at ethvert barns fødsel er unik. Er en gave. Noget forunderligt og nyt er på færde hver gang.
Det får os til at håbe, og det får os til at huske. Glæden ved at være til sammen med andre og de mange gange, hvor elendighed blev ændret til godt.
Amen.