Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter helligtrekonger, 27.01.2019
Predigt zu Mattæus 8:1-13, verfasst von Poul Joachim Stender
Dovenskab er et onde. Nogle har sagt, at dovenskab er, når du sidder i sengen og ikke gider lægge dig ned. Biblen advarer konstant i mod dovenskab. Der står bl.a.: ”Doven hånd skaber armod”. Der står også at ”når man er doven synker bjælkerne. Når man lægger hånden i skødet, drypper det ned i huset”. Det er rigtigt. Man kan hurtigt få et utæt hus, hvis man ikke orker, at vedligeholde det. Man kan acceptere mange dårlige egenskaber hos hinanden. Men det er svært, at acceptere dovenskab. Når børn ikke rydder op efter sig, er det ikke udtryk for andet end dovenskab. Det danske samfund er et velfærdssamfund. Vi står tidligt op om morgenen og vi passer flittigt vort arbejde og vender hjem på den sene eftermiddag. Der er ingen, der kan beskylde danskerne for at være dovne. Går man tur i Rye eller Vester Saaby eller Kirke Saaby, kan man se, hvor aktive vi er. Husene er pæne og velholdte.
Men på trods af alt det dårlige, der kan siges om dovenskab, er der noget, der er værre end den fysiske dovenskab. Nemlig åndelig dovenskab. Og på det område er vi som nation luddovne. Vi kan, hvis vi ikke passer på, ende i en åndeligt krise, der vil være langt mere katastrofal end en økonomisk verdenskrise. Det kræver stor flid og indsats, at holde sin sjæl ved lige. Det gør man ikke ved, at se fjernsyn mellem 3 og 4 timer om dagen. Det gør man heller ikke ved at arbejde 24 timer i døgnet. Vores ånd skal vedligeholdes på samme måde som vores boliger og vores kroppe og vores veje. Det er ikke andet end åndelig dovenskab at lade være med at gå i kirke eller lade være med at bede til Vorherre. Hvorfor er kirken ikke fyldt i dag? Fordi folk er åndeligt dovne. Det er nemmere at tygge rundstykker og læse avis end at synge salmer og lade sin ånd tirre. Det er dejligt at folk dyrker motion og på den måde forebygger fedme. Men det er da ikke kun kroppen, der kan bliver overvægtig. Vort største problem er overvægtige egoer, der trænger til at komme på slankekur. Kirkegang og bøn er åndens motion og fitness, der åbner os for en verden, der rummer uanede dybder og højder. Det er også åndelig dovenskab, ikke at læse en god bog med jævne mellemrum eller nogle ordentlige digte eller give sig tid til at tænke over liv og død. Eller hvad med museumsbesøg eller en tur i biografen for at se en af vore gode nordiske film? Det kan godt være, at man ikke gider. Der er så meget andet, der skal gøres. Huset skal ordnes, der skal laves mad, vaskes tøj osv. Men hvis man er doven med sin ånd, så lukker man sig selv ude fra nye tanker, ideer og mennesker. Ens verden bliver uendelig lille.
I en af vore pinsesalmer skriver Grundtvig: Lifligheds magt gør dorskhed opvakt. Sådan er det. Det er evigheden, Guds søn, der skal vække os af vores åndelige dorskhed, så vi får appetit på mere liv og ikke tror, at det vigtigste i tilværelsen er at tjene penge og holde pæn orden omkring sig. Bibelteksterne i dag, både den fra Det gamle Testamente og teksten fra Det nye testamente, handler om at have så stor en ånd, at man kan udvide sin kreds. Femte Mosebog skriver, at vi skal elske den fremmede. På gammeltestamentlig tid, var en fremmed en ven, som man endnu ikke havde mødt. I dagens Danmark er en fremmed en uven, man helst ikke skal møde. Det jeg siger her, har ikke noget at gøre med indvandringspolitik. For selvfølgelig kan Danmarks døre ikke stå ukritisk åben for alle og enhver. Men som udgangspunkt er en fremmed en ven, vi endnu ikke har mødt. Har vi trænet vores ånd med Guds ord og øvet os i at udvide vores tanker, er der en chance for, at vores ånd er blevet så rummelig, at vi også kan holde af de fremmede, der kommer til os.
I teksten fra Mattæus evangeliet møder vi Kristus, som den, der hele tiden gør sit område større og større. En spedalsk mand masser sig frem til ham. De spedalske var datidens fremmede. De var afsondrede. De levede uden for andre menneskers cirkler. Men Jesus tager imod manden, helbreder ham og genindsætter ham i et menneskeligt fællesskab. Det samme gælder officeren, denne urene hedning, der kommer til Jesus og beder om, at hans syge og lidende tjener må blive helbredt. Han bliver ikke sendt bort, men Jesus tilbyder straks at følge med ham hjem.
Pointen i evangeliet er ikke, at Jesus gør den spedalske rask og at han gør officerens tjener rask. Selvfølgelig kan Guds søn udføre mirakler. Pointen er at Kristus også elsker de fremmede. Han lukker dem ind i sin kreds og giver dem fællesskab med andre mennesker. Og det må være budskabet til os i dag. Vi må ikke blive åndeligt dorske. Det fører til, at vi bliver indelukkede, som de gamle firlængede danske gårde. Vi skal træne og tirre vor ånd gennem bøn og fordybelse, så vi ligesom Kristus er i stand til at udvide cirklen omkring os. Kristus tager i mod os, for at vi skal tage imod de mennesker, der dukker op i vor tilværelse og ønsker at være en del af vort fællesskab. Det er så forfærdeligt med alle de ghettoblokke, som vi har fået i samfundet. De rige der bor langs Øresunds kyst. Indvandrerne der samler sig i store grå boligblokke som Vollsmose i Odense og Gellerup parken i Århus. Det er i grunden også forfærdeligt, hvis kristendommen bliver nogle ghettoblokke af katolikker, baptister, metodister, ortodokse osv. Vi danner fællesskaber ved at isolere os og lukke andre ude. Men Kristus vil have os alle med i sin kreds. Både her på jorden og engang i evigheden. Amen.