Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter helligtrekonger, 03.02.2019
Predigt zu Mattæus 8:23-27, verfasst von Thomas Rasmussen
Forleden var jeg til et kursus. Et af oplæggene handlede om skyld og skam, og om hvorledes vi egentlig i vore dage håndterer denne problematik. At det egentlig ikke så meget er skylden som skammen, der er problemet.
For det er som om, at skylden har vi i høj grad lært at håndtere. En skyld kan på mange måder håndteres bedre end skam. For skylden kan man lægge frem i åbenhed, selvom det kan være smertefuld, og måske endog opnå en form for soning.
Skylden er på en måde mere håndterbar, hvorimod skammen synes at være mere uhåndterlig. Den synes at unddrage sig vores normale måder at klare tingene på. Den synes at tynge os ned på en helt anden måde.
Der kan skelnes mellem to former for skam. Ens egen skam og andres skam. Den sidste er egentlig en god måde at være sammen på. For hvis vi overrasker hinanden i en intim situation, så kan vi skamme os; ikke på egne vegne, men på den andens vegne. Det er en god skam, for den dækker og skjuler den anden. Hvis vi ikke har den skam, så lever vi skamløst. Et samfund, der ikke har skam i positiv forstand, er et skamløst samfund.
Men den anden skam, er vores egen skam. Den er måske mere uerkendt, og måske svær at sætte ord på. Foredragsholderen på det pågældende kursus sagde, at han på et tidspunkt havde haft en undervisningsforløb med en række kursister. Det var et hold med voksne velfungerende mennesker. Undervisningen var begyndt med at stille det spørgsmål, om de havde noget at skamme sig over. Og ikke så meget den konkrete skam, men mere følelsen af den. Og det viste sig, at hele holdet af disse velfungerende voksne mennesker, alle havde en eller anden følelse af ikke at slå til, ikke at være rigtig i forhold til de andre, ikke at være god nok i fællesskabet.
Alle sad med den følelse, som er svær at definere, men som nok i en eller anden forstand kan omtales som skam. Det er forunderlig. Alle troede de var alene med den, og at alle de andre på holdet bare fungerede. Det er ikke tilfældet. Åbenbart har vi alle en fornemmelse af ikke at slå til, ikke at høre til, ikke at fungere ordentlig i sammenhængen.
Det var tankevækkende.
Vi taler altså om skyld og skam. Skylden kan håndteres ved tilgivelse, men hvorledes håndteres skammen? Skammen kan sagtens i en eller anden forstand udspringe af en skyld, så skammens håndtering behøver ikke stå i modsætning til skyldens håndtering, men måske er det blot på et dybere plan?
Hvis skyldens håndtering er tilgivelsen, så er skammens håndtering det kærlige blik.
Det er at blive set, ikke bare at blive gennemskuet, men at blive set på med kærlighed, med overbærenhed, at blive set på med det store kristne ord: miskundhed, der netop betyder noget i retningen af omsorg og overbærenhed. At se på hinanden og at vide, hvad man ser og dog se i gennem det i kærlighed.
Miskundhed – at se på den anden med det kærlige blik. Det er egentlig det vi trænger til. At ses i kærlighed.
For skammen kan håndteres. Både den skam, der udspringer af en konkret skyld, og den skam, der blot føles som et grundvilkår i ens tilværelse.
For skammen kan blive så tung, kan den kan føles som et voldsomt uvejr, der truer med at blæse alt omkuld og slå ens båd til pindebrænde. Man kan få fornemmelsen af at gå under i skyld og skam. Nu vælter min verden.
Og her hjælper ikke en tilgivelse. Her hjælper kun det kærlige blik og det forløsende ord. Det kærlige blik og det forløsende ord, der mødte os ved dåbens vand, som var som en sø, hvorover Herrens ord gjorde alt roligt. Det blev blikstille. Det dybe uro blev blikstille.
Du er set. Du er talt til. Du er set af Gud selv og talt til af ham, der er kærligheden selv. Hvis nogen skulle kunne se på den anden med det kærlige blik, så er det da ham. Ham, der stiller stormen på søen, kan også stille stormen i dig. Den storm, som skammen rejser, og som truer med at trække os ud af livet og ud af det fællesskab, vi ellers er skabt til. Han kan se dig med det kærlige blik og han kan taler sit ord: ”du er min elskede, jeg har født dig i dag”.
Således er dagens evangelium også et stor billede på vores eget liv. For ikke kun er det fortællingen om, at Jesus og disciplene er på søen i en mægtig storm. Det er også i en eller anden forstand ordene om, at den storm, der kan være i vores indre og som både kan rive og flå i os, og tynge os ned, den kan vor Herre også tale i mod, både når han favner os i dåb og nadver, og når vi møder hinanden i den kærlighed, som vi selv har fået givet og som vi er døbt i. At vi ser på hinanden med det kærlige blik, som rummer alle vore fejl og mangler, ja ikke kun det, men også al vor skam over livets ufuldkommenhed hos os. For det blik er vi selv set med, og det blik er den døbte forpligtet til at se på de andre med: se på hinanden med overbærenhed og nærvær, for vi er selv en del af stormen på søen. Se på hinanden med den miskundhed, som kun Gud kan give. At blive set på af Gud, der hvor stormen lægger sig og kun barnets forhold til sin fader er tilbage. Amen.