Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 17.02.2019
Predigt zu Mattæus 20:1-16, verfasst von Marianne Frank Larsen
I Elena Ferrantes roman ”Dukken der blev væk” vælger Leda at forlade sin mand og sine døtre. Da hun vender hjem for en kort bemærkning, er det kun for at pakke sine bøger og sine noter, så hun kan rejse sin vej og forfølge sin universitetskarriere. Hun har gaver med, kjoler til de små piger. De er så små, at hun selv må hjælpe dem kjolerne på. Hendes mand prøver at overtale hende til at blive; de skændes, og hun lukker sig inde i køkkenet. Kort efter hører hun en forsigtig banken på køkkendøren. Ind kommer Bianca og lille Martha i de fine nye kjoler, alvorlige og frygtsomme. Bianca tager en appelsin i frugtskålen og en kniv i skuffen og rækker begge dele til sin mor. ”Lav en slange til os”, beder hun, og så sætter pigerne sig og ser forventningsfuldt på hende, for moren plejer at kunne skrælle en appelsin i ét stykke, der snor sig og altså ligner en slange. Og Leda tager da også kniven og skræller appelsinen, mens pigerne kigger på som små høflige damer i deres fine kjoler. Hun mærker forventningen i deres blikke. Den uudtalte bøn. Men endnu stærkere mærker hun livets glans langt fra dem, står der, nye farver, nye kroppe, et nyt sprog, der skal erobres, og det føles fuldkommen uforeneligt med det hjemlige køkken og døtrenes krav. Leda skræller appelsinen færdig, og så går hun. Og har ingen kontakt med sine piger de næste tre år.
Og så kan man jo sige: Leda er nødt til at følge sit hjerte. Hun er ved at blive kvalt i sin moderrolle. Fra børnene var små, har hun oplevet dem som grådige og krævende, hvad alle forældre nok et eller andet sted kan skrive under på, at små børn også er, men Leda har det som om, de små piger bemægtiger sig al hendes kreativitet, al hendes styrke og al hendes energi med deres krav. Hun kan ikke være i det. Nu er der endelig en spændende mand og en spændende mulighed, nogen, der ser hende som den kreative kvinde, hun gerne vil være. Livets glans er inden for rækkevidde. Leda er nødt til at bryde ud, gribe øjeblikket, vove springet, for hun lever kun én gang, og det er hendes liv.
Eller er det? Ikke hvis vi tager skildringen af pigernes øjne alvorligt. Og heller ikke, hvis vi tager dagens evangelium alvorligt. Så er Ledas liv ikke hendes liv. Og tilværelsen er ikke, hvad vi selv gør den til. I den lignelse, Jesus fortæller, er vores tilværelse Guds vingård, og Leda og vi andre er arbejdere i den. Det er den store ramme, han sætter os og vores liv ind i, en smuk og frugtbar ramme med duggede blade og druer, der modnes i det varme sollys, men jo også en forpligtende ramme. Fordi det er sådan, hans far ser på os. Ikke som individer, der har frit valg og må gøre, hvad vi føler for, med vores liv. Men som arbejdere, der har en ganske bestemt opgave i den tilværelse, han har givet os. Set med hans øjne er vi aldrig ledige. Vi kan føle os små eller svage eller uduelige eller ubrugelige, men i hans øjne er vi stadig mennesker, der gør en forskel for nogen andre end os selv med vores måde at tale og handle på. Gå du også ind i min vingård, siger han, og det bliver han ved med at sige, så længe vi lever. For lige meget, hvor vi er i vores liv, er der også altid et medmenneske, som vores måde at handle på har betydning for. Lige meget hvor vi er i vores liv er det vores opgave som arbejdere i Guds vingård at tage vare på det af det andet menneskes liv, som ligger i vores hånd. At være medarbejdere på hinandens glæde, som Paulus udtrykker det et sted.
Set i det lys er Ledas liv ikke hendes eget, lige så lidt som vores er det. Set i det lys kan det ikke være ligegyldigt, om hun vælger at forfølge sine egne drømme, eller hun vælger at lytte til bønnen i de små pigers blikke, mens hun skræller den sidste appelsin. Set i det lys kan det ikke være ligegyldigt, hvad vi vælger. Hvis vi er arbejdere i Guds vingård og ikke bare os selv, hvis han ser os som medarbejdere på hinandens glæde, er det vores opgave at være det, han ser i os. Hver gang, vi kommer herind, minder han os om, at det er det, vi er, og det, vi skal. At ingen af os er ligegyldig i hans øjne. At han skal bruge os alle sammen. Gå du også ind i min vingård. At det og intet andet er meningen med vores liv: at vi skal tage vare på hinanden. I det lys opdager vi ikke, at vi skulle have haft meget mere, men at vi har gjort alt for lidt. For vi har jo ikke alene arbejdet med på hinandens glæde. Vi har også spildt tiden, ignoreret bønnen i nogens øjne som Leda i bogen, fokuseret på vores egne behov og i den forstand stået ledige alt for længe.
Men overraskelsen i lignelsen er jo, at vingårdens ejer giver alle den samme løn, uanset hvor meget eller hvor lidt de har ydet. I denne særlige vingård, hos denne særlige arbejdsgiver får man åbenbart ikke løn som forskyldt eller løn efter fortjeneste. Her er lønnen simpelthen ikke afhængig af den enkeltes præstation, men ene og alene af vingårdsejerens gavmildhed. Eller har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? spørger han, og det giver sig selv, hvad svaret er. Måske vi står ude på sidelinjen og ærgrer os over, at den, der svigtede sine børn og rejste sin vej for at slippe for dagens byrde og hede, ender med at få den samme løn som den, der altid har gjort sin pligt. Det svarer ikke til vores almindelige begreber om retfærdighed. Men svaret er klart. Jo, Gud har lov til at gøre lige præcis, hvad han vil, med det, der er hans. Og det, han vil, er åbenbart at give enhver, der hører ham kalde og kommer ind i hans virkelighed, den samme løn, uanset hvor sent det er, uanset hvilke svigt og hvilken kærlighed, der har været, og uanset hvilken historie, der går forud.
I denne forbavsende vingård får alle den samme denar. Den samme tilgivelse, kunne vi sige, den samme kærlighed, den samme befrielse, det samme lyse håb, det samme evige liv. Det er jo alt det, Jesus dør for at give videre til os. Det begynder vi at tælle ned til i dag på Septuagesima søndag. Septuagesima betyder halvfjerds, og søndagen hedder sådan, fordi der nu er omtrent halvfjerds dage, til det bliver påske. Så man kunne også sige det ganske kort: I denne forbavsende vingård får alle den samme Guds søn. Kirken er et billede på den vingård. Når vi holder gudstjeneste, gennemspiller vi både, hvordan Gud kalder på os og sætter os til at arbejde med på hinandens glæde – og hvordan han giver os den samme løn, uanset hvad vi kommer med. Sin egen søn, gemt i de samme tre håndfulde vand. Det samme brød. Den samme vin. De samme milde ord. Værsgo, han er til dig. Med dem i hjertet skal vi gå ud og se på os selv og hinanden som medarbejdere på hinandens glæde. Og på tilværelsen, ikke som en kampplads eller en ødemark, der er, hvad vi gør den til. Men som Guds vingård, med duggede blade og druer, der modnes til vidunderlig vin i hans klare sollys. Amen.