Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavn, 03.03.2019
Predigt zu Mattæus 3:13-17, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
”Hvilken forskel gør det?” ”Hvad får jeg ud af det?” Det er typiske spørgsmål at stille sig for alle os, der lever efter årtusindskiftet. Det har ikke gjort os klogere, mere ydmyge eller mere elskværdige, hvis du spørger mig. Jeg må hellere understrege, at jeg regner mig selv med. Det er meget svært at stå imod tidsånden og den almindelige udvikling omkring. Jeg griber mig selv i at tænke: ”Hvad får jeg ud af det?” Som om alting skulle indebære en gevinst eller belønning.
De lykkelige øjeblikke er naturligvis de tider, hvor vi ikke stiller os spørgsmål overhovedet, hvor alting giver sig selv, og vi får lov at glemme at få noget ud af det eller at det skulle gøre den store forskel. Prøv for dig selv at tænke tilbage på den sidste måneds tid….
Hvem af os kunne ikke godt bruge at få vendt perspektivet og se alting på ny, blive nye – forandre os?
Til det bedre!
En varm sommerdag ved havet eller søen – vandet, der køler behageligt uden at være for koldt, duften af (salt)vand og kroppens lethed. Eller det varme bad på en kold vinterdag, hvor det føles som om frosten er krøbet ind i knogler og muskler. Bagefter mærkes en friskhed, det er som en ny start.
Lad os tage en dukket. Som Jesus og Johannes i dåben. Johannes var en større kulturpessimist end de fleste. Han mente grådigheden og selviskheden helt havde fået mennesker til at glemme Gud og budene om, hvordan vi skylder at tage vare på hinandens liv.
Men han var ikke uden håb. Tværtimod så han stort håb lige om hjørnet: Gud selv er på vej. Guds Rige er lige på trapperne, og hvis vi vil derind og være parat, er der chance endnu. Bare en dukkert, – og så er alting nyt som på en forårsmorgen.
Men det er også anderledes! Forandringen begynder med os selv, med dig og mig. Al færdsel på genveje, svinkeærinder og sidespor er forbudt ifølge Johannes Døber. Her kræves der snorlige udøvelse af bod og bedring.
Så kommer Jesus vandrende – en 30 årig, der er gået hjemmefra. Han har forladt sin sikre position som tømrerens ældste søn af huset, sin mors kolossale kærlighed og indtil flere halvsøskendes forventning om, at han nu sørger for at bringe familie videre i Nazareth.
Han er gået for at udleve et større kald, sin himmelske faders kald til at være Søn – med stort. Søn af Guds Rige. Menneskesøn. Alt i et. Og han vil døbes af Johannes som indledning. Han vil gøre sig til ét med forventningen om, at Guds Rige er her allerede midt i blandt os, mellem mennesker, og at Gud ikke kun er i fjern himmel eller når verden går under, men at Gud er her, nu alle dage og i evighed.
Jesus lader sig døbe på menneskers vilkår. Sådan set er det fortsættelsen af inkarnationen – af fødslen julenat. Gud vil insistere på det menneskelige. For at gennemsyre det og forandre det.
Ingen forandring uden prøvelse og pris – det koster! Jesus må ud i ørkenen bagefter – og det viser sig at holde. Djævelen selv forsøger at overbevise om, at der må være en belønning, en gevinst ved at være Guds Søn. At man kan bruge skabermagten til noget.
Men nej – skabermagt, poesi, livskunst, godhed – lader sig ikke bruge – det er gaver, der skal gives ud af, øses af – og dét er hemmeligheden i hele forandringen. Se det, hvem der kan.
Som med alt andet, Jesus går ind, forandres alting der, hvor han er. Det er som et hvedekorn, der falder i jorden. Et hørte vi sidste søndag. Bondemanden sår, og hvad sker? Først forgår kornet i jorden – borte for altid – og så alligevel ikke: Den lyse spire bryder enhver logik, og vokser op til kornets fulde modenhed og høst – til liv for mange. Den, der virkelig for alvor er sulten, véd hvad det daglige brød betyder. Den ægte tørst vækker sansen for det rene vand. Os, der allerede har spist for meget, aner en smule af underet, når vi drikker en kop te eller kaffe i forårssolen og nyder at trække vejret.
Fastelavn – Karneval, kød farvel! Fastens lange vandring mod det uafvendelige, mod korset og døden indbyder til leg! Til forandring, – og derfor klæder vi os ud og fejrer fest, som var vi forrykte. I forårssol eller snevejr – vi ved aldrig, hvordan vejret er på denne årstid. Men vi ved, hvad der er på vej, hvad der venter lige om hjørner. Forårsblomster og fuglene viser vej mod de utålmodige knoppers bristen i grønt.
På mange måder står vi midt i begivenheden, – med Johannes’ sans for at forandringen må ske, at det nye må være lige om hjørnet, - og samtidigt ét med det skrøbelige menneskelige i Jesus, der insisterer på at være lige, - insisterer på at dele hverdag og vilkår med os –
Insisterer på os alle dage indtil verdens ende.
Han vinder – forandringen vinder – for den har skaberkraften med sig og er for så vidt uundgåelig. Lad os feste som forrykte, og derefter finde en måde at faste os frem til Påskens nyhed. Lad os give os Gud i vold og tage dåben til os. Lad os være som nyfødte til Guds rige og menneskeliv!
Grådighed farvel! Selvoptagethed farvel! Her er ingen gevinst sikker, men alting muligt. Lad os feste som forrykte – tossede forårsnarre, der ved at Guds Rige er – ikke bare lige om hjørnet, men midt iblandt os! Amen!