Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden søndag i fasten, 17.03.2019
Predigt zu Mattæus 15:21-28, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Muren og murens fald
”Die Wende” – vendepunktet. Sådan kalder man i Tyskland begivenhederne omkring murens fald i november 1989, hvor grænser, de færreste af os havde troet, nogen sinde ville kunne overskrides, blev åbnet, og vi måtte revidere vores fjendebilleder. Det, vi lige har hørt, er sådan en ”Wende”, sådan et vendepunkt i Mattæusevangeliet, og evangeliet i dag kunne såmænd have overskriften: Murens fald. Den mur, som Jesus har bygget op om sig selv og sin mission, falder, da den kananæiske kvinde bryder igennem den og får sin vilje: Den dæmon, der har besat hendes datter, mister sin magt over hende, da Jesus siger de ord, som ellers er forbeholdt Gud: ”Det skal ske”.
”Det skal ske” – det er de ord, som Gud i begyndelsen skabte alting med: ”Der skal blive lys, himmel, jord, dyr, planter, mennesker – og det skete”, som der står i skabelsesberetningen. De ord lyder nu til en kanaanæer – en fra jødernes ældgamle ærkefjendefolk. ”Det skal ske dig, som du vil”, siger Jesus.
Og Guds-ordene lyder i fjendeland – både taget bogstaveligt, geografisk: Områderne ved Tyrus og Sidon er fremmed land for jøden Jesus. Og det er fjendeland, forstået på den måde, at det åbenbart er et sted, hvor dæmoner har frit spil. Jesus er på alle måder gået over grænsen ved at bevæge sig derind.
Muren i Berlin blev bygget i august 1961 for at beskytte den østtyske befolkning mod vest-magterne, sagde murens bygherrer den gang. Muren skulle ikke holde østtyskerne inde - det var der jo ingen grund til, når man nu var så heldig at bo i det bedste samfund af alle. Næ, muren skulle holde folk fra Vest ude.
Da Jesus afviser den kanaanæiske kvinde, er det ud fra en lignende logik. Han afviser at have plads til hende i sin nærhed. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus”, siger han. I hans samfund – der hvor han har magten – er der ikke ubegrænset plads. Derfor muren. For, i bedste Trump-stil, at beskytte sine landsmænd og trosfæller, dem, der allerede er indenfor. ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus”.
Men kvinden ved noget andet om mure. Mure beskytter ikke kun. Mure holder ikke bare nogen ude. Mure gør også noget andet. De begrænser og gør dem, der sidder bag dem, ufrie. Derfor er kvinden sådan set ikke interesseret i at komme ind bag muren omkring Jesus. Hun vil noget helt andet. Hun vil ikke indenfor i varmen og den sluttede vennekreds omkring Jesus. Hun vil meget mere. Hun vil have ham ud. Ud i det åbne, vilde landskab. Derud hvor en dæmon hærger, og hvor døden går på rov. Ud i det, som ikke er et idealsamfund, men er verden. Det er derude, han skal vise og bruge sin magt og helbrede hendes syge barn.
I begyndelsen af Mattæusevangeliet (og af fastetiden, - det var prædiketeksten sidste søndag) bliver Jesus fristet tre gange af Djævlen. Den første fristelse lød: ”Hvis du er Guds søn, så gør sten til brød”. Den sidste lød: ”Hvis du er Guds søn, så skal du da have magten i hele verden”. Og Jesu svar er hver gang at afvise. Men kvinden her beder ham jo sådan set om at gøre det samme. Da han afviser hende med stenhårde ord, beder hun ham om at gøre dem til brød – til barmhjertighed, til liv for hende og hendes datter: ”Giv mig brødkrummer”, siger hun.
Og det er magten i hele verden – ikke kun den lille verden inden for murene – det er magten i hele verden, hun vil have ham til at vise, at han har ved at helbrede her ude på den anden side af grænsen. Sådan set i al – verden.
Og Jesus ender med at gøre, som kvinden vil. Han afviser at gøre sten til brød og at tage magten i hele verden, da Djævlen høfligt og venligt beder ham om det. Men han gør det alligevel – da kvinden stædigt og højtråbende holder ham fast på, at det skal han.
Derfor er Jesu møde med hende det store vendepunkt i Mattæusevangeliet. ”Hvis du er Guds søn, så vis, hvad du kan” – det er Djævlens tilbud. ”Hvis du er Guds søn, så vær det også for mig”. Det er kvindens bøn og krav.
Djævlen bliver afvist. Kvinden får ret. For kvinden viser åbenbart Jesus noget om, hvad det vil sige at være Guds søn, som han ikke hidtil har set og forstået. Hun er sådan set en udsending fra Gud selv, viser det sig. En udsending, som skal bringe Jesus til at forstå, at den Gud, hvis søn han er, er den Gud, som er til for den anden. Enhver anden.
At være Guds søn er at være til for den anden. Det er det, kvinden åbner Jesu øjne og ører for. Derfor ender fastetiden med, at Guds søn hænger på korset og ikke falder for mængdens fristende råb: ”Hvis du er Guds søn, så frels dig selv og hop ned”. Guds søn er den, der er til for den anden, og som derfor ikke tænker på sig selv. Hvilket som bekendt koster dyrt.
Og det var ikke billigere, fordi det var Guds søn, der måtte betale prisen.
Muren falder. Kvinden får ret. Og Jesus får fra nu af aldrig fred. For, som han skal sige det, når Mattæus er nået til vejs ende med sit evangelium: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden, gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Magten er givet ham, fordi han, som den ene, trofaste søn, viste sig som Faderens udtrykte billede. Som den, der er til for den anden. Det, som også hedder at elske. Betingelsesløst. Grænseløst.
Og hver eneste gang vi forsøger at spærre Gud inde bag vores private mure – hvad enten det så er kirkemure, eller det er de mure, vi sætter op om vores egen, lille, private forståelse og tro: ”Jeg tror på Gud på min egen måde”, som en uskyldigt lydende, men dybt selvoptaget og ekskluderende trosbekendelse formulerer det – hver eneste gang vi på den måde forsøger at tage patent på Gud og gøre Gud til vores egen lille lykkesmed, så skal vi huske den stædige, højtråbende kanaanæiske madam, som gjorde Jesus og os andre opmærksom på, at det er for småt at tro om Gud.
Grundtvig kalder hende i en salme temmelig patroniserende for ”kvindelil”. Han havde aldrig sat sine ben uden for Nordeuropa og aldrig mødt stolte, mellemøstlige kvinder og hørt, hvordan det lyder, når de parlamenterer. Måske kunne han også bare have bevæget sig fra Vartov og lidt ned i de smalle, københavnske gader, hen til Skovserkonerne, fiskerkonerne på Gammel Strand eller ud blandt de knap så velbeslåede, for at have mødt kvinder, der lignede hende her. ”Kvindelil”, den tiltale må så afgjort stå for Grundtvigs egen regning. Jesus kalder hende på intet tidspunkt for lille. Men han kalder hendes tro stor.
Og storheden består netop i, at hun holder fast i, at Gud er stor, og derfor ikke kan mures inde, hverken i kirker, trosretninger eller vores åh, så interessante individuelle, indre liv.
Gud er stor. Så stor, at Gud er til for den anden. Og for mig.
Det er den sandhed om Gud, som kvinden får Jesus til at åbenbare. Og den sandhed, skal ingen finde sig i, holdes skjult. Amen.