Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ bebudelsesdag, 07.04.2019
Predigt zu Lukas 1:26-38, verfasst von Kræn Christensen
Så kom beskeden – og den kom uventet og den kom bag på Maria. Hun er den udvalgte – hun er kvinden, der er udvalgt til at være moder for Jesus. Gudesønnen – menneskesønnen. Han skulle komme til verden som ethvert andet lille menneske. For Maria var det en voldsom besked – en besked som skulle vende op og ned på hendes liv. Hvad ville hendes forlovede ikke sige, når han kom hjem fra dagens arbejde i tømrerværkstedet og fik besked om, at hans udkårne – hans forlovede – ventede et barn med en anden? Der ville formentlig ikke være mange kvinder i dagens Danmark, der ville kunne have klaret den! Og såmænd heller ikke mange mænd der ville kunne udholde tanken om, at ens gravide kone var gravid med en anden – med Gud? Helt ærligt! Der er ingen grænser for, hvad der her ville blive tilbudt af psykologhjælp, krisehjælp og sjælesorg.
Men det er jo ikke vores forestillinger og stemninger evangeliet handler om. Ligeså lidt som det handler om at gøre Maria til et menneske, der er hævet over vores verden. Men ét kommer vi ikke udenom, og det er at slå fast, at Maria er bæreren af Guds ord til os. Altså når evangeliet forkyndes, slås der en streg over alt, hvad vi kan tænke og føle os til. Vi kan lære alt om et menneskes gudsforhold ved at lytte til Maria.
I Peterskirken i Rom findes Michelangelos berømte og fantastiske skulptur, som kaldes for Pietà. Der ser man Maria med den døde Jesus i armene.
Det er et mesterværk lavet i hvid marmor af Michelangelo bare 24 år gammel. Skulpturen er lavet ud af en eneste stor marmorblok. Kunstneren selv har sagt, at han med denne Pietà ville skabe det skønneste værk af marmor i Rom, og at det aldrig skulle blive overgået af nogen anden mester – og man er tilbøjelig til at give ham ret.
Men hvad er det vi ser? Hvad er det, Michelangelo vil fortælle med sin skulptur? Som i øvrigt viser en situation som ikke er beskrevet nogetsteds i evangelierne.
Ja, vi ser en Maria der ikke synes ældre end sin afdøde søn, der ligger i det skød, han kom fra.
Maria sidder med et – får man næsten lyst til at sige – forstenet udtryk.
Hendes ansigt udtrykker den dybeste sorg – og hun slår ud med sin venstre hånd i håbløshed. Hele hendes holdning er på sin vis opgivende. Og der findes nok heller ikke større sorg end at skulle tage afsked med sit eget barn!
Men hvem er hun – denne Maria – stivnet i sorg og håbløshed?
Er hun måske først og fremmest en hovmodig pige, som er blevet splittet i mødet med døden? Er hun Michelangelos forsøg på at afvise de højstemte ord fra dagens evangelium? Rent ud sagt er der ikke overenstemmelse mellem pigen og hendes ord om, at hun er Herrens tjenerinde. Gad vide om, det ikke er uoverensstemmelsen mellem ordene og hendes skæbne, der er selve anliggendet og dermed evangeliet til os i dag!
Der er en egen sikkerhed – ja, måske ligefrem overlegenhed i hendes utvetydige svar. Et svar som hun siden følger op med sin smukke lovsang. Og så skete det værst tænkelige for en moder: hun mister sin søn. Marias skæbne blev med andre ord sorgen og måske håbløsheden, således som Michelangelo netop har skildret det.
Der er en disharmoni mellem det, hun giver til svar på englens bud – og så det der kommer til at ske for hende. Hendes sikre ord til englen Gabriel står i skærende kontrast til det liv, hun senere kom til at leve i smerte og usikkerhed.
Det er som om tingene er kommet ud proportion.
Sådan var det også med Peterskirken i Rom.
Den virker mindre, end den er. Den snyder. Man kan ikke tro, at højaltrets baldakin kan rumme Rundetårn – og at rådhustårnet i København let kan stå under kuplen. Man tror det ikke – og dog er det sandt!
Man får forstyrret sin proportionssans inde i kirken - og det er det, jeg har prøvet at sige, at dagens budskab til os i dag også gør.
Netop denne forstyrrelse af vores proportionssans er netop budskabet til os. Vi støder undervejs i livet ind i de mest mærkværdige hændelser og episoder, der kan vende op og ned på vores tilværelse. Således også når vi hører evangeliet. Hver gang det høres, bliver der vendt op og ned på alting – for man møder her det absurde – man møder paradokset: at Guds søn skal fødes af et menneske, og senere skal dette barn dø som en ung mand på den mest bestialske vis på korset. Og så blev der alligevel en påskemorgen – en opstandelse.
Det er som om, tingene er kommet ud af proportion – der bliver rokket ved vores opfattelse af virkeligheden. Der bliver rokket ved vores egne opfattelser af livet!
Sådan er det, fordi vi ikke kan rumme Gud – vi kan ikke magte Ham. Han er større end det største og mindre end det mindste.
Gud er den, man ikke kan vente, og alligevel kom han. Han er den, ingen nogensinde har mødt, og som dog mødte os som et menneske. Med sin fødsel, død og opstandelse blev og bliver han muligheden for os, der hvor alle andre muligheder er rendt os af hænde. Derfor kan man undre sig over, at folk kan leve uden Gud. For jeg kan ikke begribe, at folk kan leve uden tilgivelse. Sprogligt behøver man kun at tilgive det utilgivelige. Det tilgivelige er jo let nok at tilgive. Hvis det drejer sig om det utilgivelige, er det straks sværere. Så er kun døden, raseriet kulden … eller tilgivelsen tilbage. Tilgivelsen er den eneste mulighed for, at livet fornyes – og måske finder man ud af det, når man beriges med et liv måske finder man ud af det, når et liv render os af hænde. Det var hvad Maria gjorde, og derfor udbryder hun: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske efter dit ord”!
Hermed har Maria sagt det eneste, vi kan sige om Gud, der ikke kan rummes i vores forestillingsverden. Livet er ikke det værste vi har – ja, ren faktisk er det så ganske og helt vidunderligt. At vide dette betyder, at man dermed også ved, at det indeholder det frygteligste af alt. Vi fødes, vi lever, vi dør – men aldrig uden nåde!
Når livet er alvor, når vi ikke længere kan magte det, når vi ikke kan snyde med det, når vi ikke længere kan gå på akkord med os selv, da er vi – ja, da ved vi, at vi er udleveret til Gud. Da har man med Gud at gøre!
Når livet er alvor – når vi bliver ramt af det vidunderligste, så ved vi, at det frygtelige lurer i baggrunden. Når livet bliver ude af proportioner, uoverskueligt, uregerligt, så er du alligevel ikke alene.
Dagens evangelium handler om det vidunderlige, om en uge begynder det frygtelige: da rider vor Herre ind i døden. Det er dette Michelangelo har hamret ud i marmor, så det er til at tage og føle på.
Det er ikke rart at være udleveret til et andet menneske, fordi man således kommer i et afhængighedsforhold til dette menneske.
I dag får vi med Marias historie at vide, at vi trygt kan udlevere os til Gud. Det er enten Gud eller ingenting. Det ved vi, når livet bliver alvor. Lunkenhed og ligegyldighed eksisterer ikke.
For Gud er du tilstede, i live, kan trække vejret ind og ud. Det er dog en tak værd. Og når vi en gang må ånde ud for sidste gang – når det frygtelige kommer ind under huden på os, så er han også der.
Også dette giver mod til at spænde livsbuen og leve livet med en tro på, at med Guds hjælp klarer vi os både i livet og i døden! Amen!