Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag, 14.04.2019
Predigt zu Mattæus 21:1-9, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Fil. 2,5-11; Matt 21,1-9
I dag rider Jesus ind i Jerusalem på ryggen af en stædigt skrydende æselhoppes føl. Knæene er løftet, så fødderne ikke skraber hen over jorden. På afstand kan det være svært at se, om det er en menneske med æselben, eller et æsel med menneskekrop. I middelalderen, hvor man dyrkede det groteske, fejrede man i dag æsel-messe, og messens klimaks var ikke prædikenen eller nadveren, men æslets skryden. Æselet som på Palatinerhøjen i Rom, hvor gladiatorerne boede, er genstand for den ældst kendte kristne graffiti fra det første århundrede e.Kr. fødsel. En ung mand, uden tvivl en gladiator, ligger på knæ foran et korsfæstet æsel, og skråt henover står der skrevet med græske kapitæler: Alexamenos tilbeder sin Gud!
Det kan også i dag undre at æslet skal have så central en rolle, at den skal bære Jesus ind i Jerusalem på denne dag, hvor han hyldes som en konge, den ventede messias, der udvirkede mirakler og talte med visdom. Jeg kender ingen statuer med konger og fyrster på et æsel, selv Don Quijote rider på en stolt ganger, som alle andre fyrster, konger og kejsere, tag nu bare Thorvaldsens prægtige og fyrrige rytterstatue af Maximillian 1. Jesus adskiller sig fra både sin og vores samtid ved sin ydmyghed og tjenerskikkelse. Han vælger ikke hesten eller kamelen som prægtig og sejrrig ganger, men det skrydende æsel.
Men jeg tror alligevel at vi skal pause billedet og holde igen med at indlæse påskeugens ydmygelser allerede her i indtoget. Det er nemlig ikke kun et festligt indtog, men det spiller med på en tradition, hvor det skal være et æsel, der bærer kongen frem til hyldest: Salomo rider til sin kongesalving på et æsel i Første Kongebogs første kapitel. Sådan lyder første læsning fra profeten Zakarias (9,9) til i dag palmesøndag:
Bryd ud i jubel, Zions datter,
Råb af fryd, Jerusalems datter!
Se, din konge kommer til dig,
Retfærdig og sejrrig,
Sagtmodig, ridende på et æsel,
på en æselhoppes føl.
Det er den sejrende konge, der har brudt sine fjenders våben, og som derfor kan udråbe freden fra hav til hav. Jesus’ indtog var ikke et ydmygt og fredeligt indtog, men en sejrrig konge værdig: Æselhoppens føl, kappen over æselryggen, palmegrenene og folkets kjortler som lægges i støvet for Jesus under indtoget i selveste kongebyen Jerusalem.
Folket ærer Jesus som en konge, og deres forventning har utvivlsomt været stor. Hans underfulde gerninger, mirakler og visdomsord, er gået forud for ham sammen med hans magtfulde tale om at tiden er inde, dagen er nær. Jeg mener, det er vigtigt at forstå, at Jesu indtog i dag vitterligt blev erfaret som en kongelig fejring, og folkets forventning var - berettiget - himmelråbende høj. Vi har bevaret denne højstemthed frem til i dag ved at indlede vores nadver på samme måde som et billede på at Kristus virkelig indfinder sig: Hellig er Herren, Gud den almægtige! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! (Sanctus, Benedictus, Hosianna). Ordene har sin betydning og oprindelse i denne begivenhed, hvor Jesus æres som den ny konge, Messias, der i sin almægtighed vil gøre folket stort og stærkt igen, og i denne begivenheds profetiske forhistorie i Det Gamle Testamente.
På den baggrund udfolder resten af påsken sig. Disciplenes forræderi, domfældelsen og korsfæstelsen er utænkelig uden at forstå, at Jesus på enhver måde skuffer folkets forventning om at være den konge, der skal genoprette lov og orden, magt og tidligere glorværdighed – og ikke mindst smide romerne på porten! Alt der sker i løbet af den næste uge, er i den forstand uundgåeligt. Hvis du først har taget kongetitlen på dig, hvis du først har ladet dig hylde som folkets stærke befrier, og siden kun viser svaghed, manglende handlekraft og underkaster dig romerne, så skal dommen falde. Hvis du siger, at tiden er kommet, hvor folket skal genrejses, uden at noget som helst sker, så er det ikke kun forventeligt, men naturens lov at stemningen slår om med tilsvarende kraft, fra glæde og fest til foragt og hævngerrighed. Der er intet særlig ondt eller modbydeligt i det jødiske folk. Det er selve erkendelsen, at Jesus’ slægt er som os selv, os der stadigvæk tror på vores egen ret, også vi er klar til afvise andre folk som uvelkomne og uberettigede snyltere.
Teksterne på denne søndag er med andre ord et forvarsel om begyndelsen på en ny tid, en ny herlighed, hvor vi skal herske over freden. Samtidig ved vi godt at historien ender anderledes. Det er derfor at Paulus-brevet til filipperne er så vigtigt, ja så betydningsfuldt for vores forståelse af Kristus, at det både indleder adventstiden og påskeugen, og endda bruges i Hartmanns juleliturgi: Gud tog tjenerskikkelse på og blev menneske, men regnede det alligevel ikke for at være et rov at være Gud lig. Det er en af de vigtigste tekster i vores tradition, ikke mindst fordi vi her får en nøgle til at forstå påskens forvandling fra fest til sorg til glæde. I mennesket Jesus vælger Gud selv at blive menneske og lide døden, ja – der står slet og ret, at Jesus gør, hvad hans far har befalet: Han er lydig til døden på et kors. Først her har mennesket Jesus tjent sin sendelse fra Gud til verden. Derfor skal Jesus igen rejses fra graven, ophøjet og forvandlet til den Gud, vi kender i Kristus: Han, der gik i døden for at vi fra nu af og i al evighed er tilgivne og velsignede.
Der sker en forvandling fra magtens sprog til tilgivelsens sprog. Pludselig forstår vi, hvad Jesus lærte os, og hvorfor hans liv skulle undergå den forvandling som umiddelbart synes kropumulig at forstå: Han gav sig selv for vores skyld! Han tog imod vores hyldest i dag palmesøndag, han tog imod vores forræderi og hån skærtorsdag og langfredag, og han tog al vores forventning på sig og forvandlede den til en ny kærlighed, der ikke længere var de få til dels, men alle. Jesu opstandelse er ikke længere kun hans egen forvandling, men forvandlingen af enhver, der tror.
Siden har denne handling været misbrugt til at genskabe nye hierarkier, selv om det dog skete for at nedbryde barrierer og skabe rum for et nyt sprog om tilgivelse og forsoning. I kirkens 2000år lange og forfærdende historie har kirken selv udviklet en lære om, at vi fortsat skal bringe Gud tilfredsstillende ofre gennem bøn og gudstjeneste, en lære om satisfaktion – I kender ordet fra engelsk: Satisfaction, og sådan beskriver Rolling Stones rammende det moderne menneske: I can’t get no satisfaction. but I try, but I try! Den romerske lære om at vi skal tilfredsstille Gud med vores handlinger for selv at stilles tilfreds. Jeg møder hyppigst den forestilling blandt folk, jeg taler med, at man er en from og god kristen ved at gå i kirke, og hvis man går til alters så er man særlig from – jeg tror det er derfor så mange undlader at gå til alters, fordi de fleste simpelthen tror, at det kræver en særlig offervillighed, en særlig tro, en fromhed. Men intet er mere forkert: At gå til alters er alene at tage imod den gave, som Kristus en gang for alle har skænket os: Anerkendelse og oprejsning! Du bærer ikke din ydmyghed eller dine synder frem, som så mange tror. Så dybt har denne romerske lære om satisfaktionen fået tag i os, at den er på grænsen til at skjule selve budskabets befrielse: Gud har allerede i sin søn sat os fri ved at genoprettede det sønderbrudte. Vi har ikke brug for at bringe ham syndens ofre, det kan vi slet ikke – det er fuldstændig rigtig når Rolling Stones skriger: I can’t get no satisfaction, no no no, det er præcis ikke os mennesker der skal tilfredsstille Gud. Ligesom vi heller ikke skal tro at vi kan tilfredsstille os selv, for det kan vi ikke. Midlertidigt måske, men tomheden og afmagten skal snart indfinde sig. Kristus har allerede gjort fyldest, han har allerede sat os fri af dette ræs efter fromhed og nydelse. Når vi spiser sammen, er det et fælles måltid, hvor vi fejrer, at vi allerede er sat fri til at leve og ikke skal lade os undertrykke af verdens iboende stræben efter mere af alting, af magtens sprog og uretfærdighedens handlinger. I stedet er vi sat fri til at gøre kærlighedens handlinger.
I dåben blev vi indpodet i Kristus og i nadveren takker vi for at han gav sig hen for vores skyld, så vi i erindring om ham kan forvandles med ham, og allerede i dag forsone os med den vi er, og dem vi lever sammen med.
Palmesøndag er en festdag. Fordi vi nu har lært, hvad det er for en konge der rider ind på en æselhoppes føl, Kristus – den lidende tjener, der skal besejre døden og sætte os fri til at leve under hans velsignelse. For vi kan ikke selv. Vi må acceptere at vi selv er som folket, lige nu højstemt af hyldest, snart af kold afvisning, snart af kærlighed, snart af had, snart af omsorg snart af selvoptagelse. Derfor kommer vi i kirken, for at mindes den kamp der er vores, og først og fremmest at vi allerede er mødt af Guds kærlighed, han som elsker os og gav sig selv hen for os. Også selv om han vidste, at vores festlige hyldest i dag snart afløses af frafald og afvisning.
Visheden om at vi er elsket, og at Gud allerede har forsonet sig med vores svaghed, ligger allerede her på denne palmebestrøede dag. Derfor er den båret frem af glæde og vores dybeste taknemmelighed, i håbet om at den fred og forsonlighed som Han forkyndte dengang, også må blive virkelighed i dag. Amen.