Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Skærtorsdag, 18.04.2019
Predigt zu Mattæus 26:17-30, verfasst von Poul Joachim Stender
Hvem af os er ikke dødtrætte af at høre om Brexit? Ordet er en sammentrækning af British Exit. Og det hele handler om, at England har bestemt sig for at forlade EU. Men de kan ikke finde ud af, hvordan de vil forlade EU. Det er en dum skilsmisse. For englænderen er et fantastisk folk og jo mere og tættere vi i Europa kan være sammen med dem, jo bedre for alle. Ind imellem skal folket ikke spørges om for meget. Vi har repræsentativ demokrati. Vi må regne med, at de politikere vi vælger, træffer gode beslutninger for os. Og gør de ikke det, kan vi vælte dem ved næste valg. Jeg ved ikke, hvordan det ville gå, hvis folkekirkens tilknytning til staten kom til folkeafstemning. Måske ville det ende med, at kirken blev skilt for staten, og det ville være en katastrofe for både Danmark og kirken. Vi er en kristen nation og det er ikke noget, som vi kan gå ud og lave en afstemning om. Nu har Theresa May, den britiske premierminister, fået udsættelse med skilsmissen fra EU frem til 31 oktober. Vi kommer derfor til at høre meget mere om Brexit de kommende måneder.
Derfor vil jeg fremføre et nyt og meget mere interessant begreb. Nemlig Krexit. Det er en forkortelse af Kristus’ Exit. Der er ikke så meget nøleri med Jesus. Han besluttede sig for påskemorgen morgen, tredjedagen efter sin korsfæstelse på Golgata, at lave en hard Krexit fra døden. Han brød ud af graven. Han opstod fra de døde. Det kan godt være, at det er svært at forlade EU, når man først er blevet medlem. Det viser den engelske brexit. Men det er endnu sværere, at forlade døden, når man først er død. Men Jesus gjorde det! Og vi kan ikke holde nadver i kirken, uden at vores tanker er fokuseret på denne Krexit. Vi spiser med den opstandne Kristus, der er fuldt og helt tilstede i vores nadver.
Uden for Jerusalems gamle mure, er der en dal, der hedder Hinnoms dal. Engang, under afguden Molok, blev der ofret børn på det sted. Dalens fortid var så frygtelig, at den senere gav navn til helvede. Det var også i denne dal at Judas, ifølge traditionen, skulle have hængt sig selv. Når man er i dalen, hvor der i dag ligger en glimrende restaurant, er det som om man kan høre skrig fra både børn og Judas. Generationer af kristne har haft travlt med at dømme Judas. Men hvorfor? Han var et led i Guds Krexit plan. Jesus skulle dø og opstå fra de døde, for at skaffe os mennesker en exit til evigheden. Ved det sidste måltid Jesus har med sine disciple, spiser Judas også med. Han får både Jesu legeme og blod, og er dermed ikke lukket ude i kulden.
For nogle år siden, kom en danske spillefilm ved navn Jagten af Thomas Vinterberg. Den handler om en børnehavepædagog, en sympatisk mand, der bliver beskyldt for at have blottet sig for en lille pige. Selv om han er uskyldig, bliver han jagtet, slået, sparket og til sidst stenet med konservesdåser i en købmandsbutik. Skræmmende at tænke på, hvor mange pædagoger, der er blevet anklaget for pædofili, og hvor få der er blevet dømt! Hver tid har sine heksejagte. Omsider går den lille pige, der har anklaget ham, til bekendelse og indrømmer, at det ikke passede, hvad hun havde sagt. Man indser, at det ikke altid er fra børn og fulde folk, at man får sandheden at vide. Pædagogen får oprejsning. Happy end. Pigens far og pædagogen spiser et måltid sammen, der har karakter af en nadver. De forsones uden at sige et ord over rødkål og flæskesteg, Men filmen ender med, at der på en jagt, hvor den rensede pædagog deltager, er en skikkelse - ingen kan se, hvem det er - der forsøger at myrde ham med en riffel. Hvem er denne person? Vi tænker, at det må være pigens mor eller far eller bror eller en af de andre i filmen, der fordømte pædagogen. Men det passer ikke. Personen er os selv. Vi ser alle andre personer end lige os selv i filmens tågede skikkelse. Selv om en person er blevet renset for pædofili eller røveri eller hustruvold eller skattesvindel eller noget andet, ligger der alligevel en mistanke tilbage i os. Det er ikke uden grund, at vi har ordsproget: Der går ikke røg af en brand uden at der er ild. Det er nemt at dømme Judas, som forræder. At dømme ham, er at frikende os selv. De første kristne havde, ligesom vi fortsat har, travlt med at finde syndebukke, der er alle andre end lige dem selv. Men vi har alle en Hinnoms dal i os, et helvedes mørke, som vi hele tiden må kæmpe med at finde en exit fra. Der er skrig fra de mennesker vi overser, hyl fra vores overgreb og heksejage, suk fra dem vi gør til syndebukke. Det største forræderi er, at vi leger, at vi ikke har noget ondt i os. Vi lader det være samfundets skyld eller de andres skyld eller tilfældets skyld, hvis det går vore medmennesker skidt. Men måske var det os, der skulle tage os sammen?
Er det jeg siger deprimerende tale en Skærtorsdag, hvor påskelammets kød har sat sig fat mellem vore tænder og rødvinen glider fløjlsblød over vor tunge? Nej, det er ikke deprimerende tale. Selv om vi har mørke i os, og gang på gang forråder både Gud, hinanden og det liv vi har fået, vil Jesus have med os at gøre. Han foretog en Krexit for at kunne være hos os i liv og død. Ligesom han spiste med Judas, forræderen, spiser vi i nadveren med Guds søn. Vi er ikke til bords med Gud, fordi vi er fejlfri. Vi kommer til nadveren med alle vores fejl, der ikke skiller os fra Guds kærlighed. Skærtorsdag er derfor en af de meget stærke dage i kirkeåret, fordi dagen rummer alle de mange sider, vi mennesker har i os. Mørke, svigt, smerte, fortvivlelse, Hinnom dalen, Judas forræderi. Men samtidig er skærtorsdag også glæde, frihed, tilgivelse, exit til noget bedre, det varme fællesskab mellem evigheden og jorden og mellem menneskers indbyrdes. Gud i vold. Amen.