Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden påskedag , 22.04.2019
Predigt zu Lukas 24:13-35, verfasst von Eva Tøjner Götke
Sl 22, 22b-32/ Apg 10,34-41/ Luk 24, 13-35
Jeg har læst en grusom bog her op til påske. Som om påsken ikke er grusom nok og verden ikke er grusom nok.
Den hedder Krigen har ikke et kvindeligt ansigt.
Det er en russisk journalist, der har interviewet de mange russiske kvinder, der kæmpede frivilligt ved fronten under anden verdenskrig.
Og vi taler om forreste geled. Ikke noget med at stå ved kødgryderne eller arbejde på felthospitalerne – nej, de var derude, hvor helvede var løs, hvor det mest umenneskelige fandt sted, hvor hadet gjorde soldaterne til umennesker, i skyttegravene, hvor de sultede og frøs, og de sårede udåndede ved siden af dem.
Det er én lang langfredagsbog – og der er virkelig ikke meget håb i den.
Og dog – så fortæller en af kvinderne om, hvilken velsignelse det var pludseligt at høre fuglene synge om morgenen, før det gik løs med nye kampe.
Og hvilken erindring tilbage til landsbyen og livet dér, det var at se forårsblomsterne komme op af jorden, som var udpint og fuld af blod.
De fortæller en anden krigshistorie end den vi er vant til at høre om slagene, om frontlinjerne - hvor de gik, hvilke byer der faldt, hvor mange der omkom.
Kvinderne, der bliver interviewet, og som har været vidner til de mest brutale grusomheder, fortæller om de små barmhjertighedsgerninger, der kunne finde sted midt i det hele, - et brød, der bliver delt eller rakt til fjenden – de små tegn på at der var en rest af menneskelighed midt i dette helvede.
Og disse kvinder havde øje for de øjeblikke. De overlevede på dem.
Og nu tænker jeg på, at det jo også var kvinderne, der kom ud til graven påskemorgen.
Og jeg tænker: – vi mennesker søger tegn.
Vi søger tegn, for at kunne overleve det værste mareridt.
Opstandelsestegn.
Og de er der.
Tegn, der fører os væk fra det sorte hul, hvor tro og håb er begravet - og som giver os liv og gør os til mennesker, der stadig kan føle og se det smukke, og røres og påvirkes.
Selv i det værste mareridt.
Jeg tænker, at de to disciple lagde mærke til fuglesangen den morgen.
Midt i al deres fortvivlelse og rådvildhed og sorg over at det hele var forbi, er jeg sikker på, at de alligevel lagde mærke til fuglesangen.
Jeg er sikker på, at de var åbne for ethvert tegn på, at det ikke var sådan, som de vidste, at det var – at alt var slut.
Og et menneske slår følge med dem.
Og jeg er sikker på, at de syntes, at det var en trøst, at nogen ville følges med dem og høre på dem.
For så var de trods alt ikke alene.
Et tegn på medmenneskelighed.
Det syntes også de russiske kvinder fra krigen, da omsider en journalist 40 år efter interesserede sig for deres historie, som var blevet glemt og negligeret af de rigtige krigshelte – mændene.
Og vi kender det alle sammen. Hvor godt det gør at nogen orker at høre på os, når vi er fortvivlede og har mistet troen og håbet.
Men vi véd også, at ordene preller af på os, når folk vil forklare os sammenhængen og give mening til det, vi ikke selv kan finde mening i, hvor meget de end taler.
Og sådan sker det også for de to.
Om så det er den opstandne, der går ved siden af dem og gør den som teolog og udlægger skriften, så det står klart, at det, der skete i Jerusalem måtte ske som det gjorde – også det kvinderne havde fortalt om den tomme grav og englen, der havde vist sig for dem og sagt at Jesus lever.
Denne forklaring giver dem ikke klarsyn. Det får dem ikke til at forstå.
Det får dem ikke til at finde betydning i det, der er sket.
Finde betydning for dem.
Det sker på en helt andet måde. Ikke intellektuelt, men ved et tegn, der vækker genkendelse og gør noget ved dem.
De går og går.
Og det bliver aften. Tusmørket melder sig.
Og de beder den fremmede blive hos sig.
Og de spiser sammen.
Og måltidet bliver pludselig til en nadver.
Han bryder brødet.
Og de ser ham for sig – den opstandne.
I et splitsekund.
Og med ét får det hele betydning.
For dem.
Den opstandne er ikke bare noget, andre taler om, men han er for dem.
Og det tænder gløden i dem – og glæden.
Det får dem til at stå op fra de døde.
Det var ham, der gik sammen med dem i deres fortvivlelse. Nu mærker de det.
Med tilbagevirkende kraft kastes der lys over det hele.
Alt det, der var og havde været.
Alt det, der havde været tildækket og skjult for dem.
Og nu får de den fremtid tilbage, som de troede tabt.
Og de skynder sig tilbage til Jerusalem, til de andre – til det fællesskab, der var gået i opløsning.
Det er påske for herren.
Det er opstandelse fra de døde.
Budskabet til os i dag er, at der er et Emmaus for os alle.
Et vendepunkt. Hvor opstandelsen kan få betydning. For dig og for mig.
Ikke bare som noget vi taler om og undrer os over, synger om og takker for, men som noget, der gør en forskel i vores liv. På et afgørende tidspunkt.
Der venter et Emmaus for os alle.
Et opstandelsens øjeblik, som gør alting nyt for os.
Et dyrebart øjeblik – hvor alt falder på plads – også alt det, der ikke giver mening intellektuelt.
Og som kaster lys over det menneskelige og det umenneskelige.
Bliver til en fortolkningsnøgle til livet.
Og giver os øjne at se med.
Så vi bliver ved med at søge tegnene.
Og få øje på dem.
Eller – nok så vigtigt: giver os vished for at de er der, selvom vi ikke kan se dem.
Og gør at vi kan blive ved med at gå og gå.
Gå i kirke.
Gå til alters.
Gå til Emmaus.
Glædelig påske!