Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Påskedag, 21.04.2019
Predigt zu Markus 16:1-8, verfasst von Jens Torkild Bak
Følger med til klippegraven
i den årle morgenstund!
Mørkt der er i dødninghaven,
lysner dog om englemund:
Han stod op, som blegnet lå!
Lær os, Herre, at opstå! Amen
Det salmevers, jeg indledte med, før evangelielæsningen, stammer fra en af Grundtvigs talrige påskesalmer, ”Følger med til urtegården”. Slutningen er mærkelig. Han stod op, som blegnet lå! Skriver Grundtvig. Lige det er nemt nok. Det er taget direkte fra det evangelium, vi netop hørte, og handler om Jesus. Men så fortsættelsen: Lær os, Herre, at opstå! Grundtvig er kendt for engang imellem at have svært ved at dosere sig, og man kan overveje, om det er et af eksemplerne på, at ideerne løber over for ham. Man kan imidlertid også spørge, om det, Grundtvig her siger til sidst, så mærkeligt det end lyder, er noget, vi er nødt til at tage livtag med påskedag. Måske endda er præcist det, som påskeevangeliet handler om. Lær os, Herre, at opstå! Ikke, at det hele bliver lettere af at flytte fokus fra Jesu opstandelse til vores. Naturligvis gør det ikke det. Men spørgsmålet er, om talen om det ene lader sig forstå uden igennem talen om det andet. I en eller anden forstand.
Det er i parentes bemærket så i øvrigt ikke første gang, at Jesu opstandelse kædes sammen med et udsagn om vores. Det sker flere centrale steder i evangelierne, og man møder det i en sprogligt særdeles farverig og dramatisk form hos Paulus, eksempelvis når han i Romerbrevet et sted forsøger at sige noget om dåben: [Ved] I ikke, skriver han, at alle vi, som er døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Intet mindre end det. Så vidt Paulus.
Men. Lad os nu se, hvor beretningen om kvindernes besøg ved Jesu grav påskemorgen – med alt, hvad deraf fulgte – fører os hen i forsøget på at forstå det budskab, som jo umiddelbart ellers ingen mening giver i det hele taget og i hvert fald ikke lader sig anskueliggøre for tanken på nogen måde. Budskabet om opstandelsen.
Der findes to måder at tale om opstandelsen på som en begivenhed, der har fundet sted i den fysiske verden. Begge er forkerte. Den ene hævder hårdnakket: Det passer. Den anden afviser lige så hårdnakket med ordene: Det passer ikke. Begge går galt i byen.
Går man, som året rundt mange turister gør, tæt på Kannikegården her syd for Domkirken, kan man igennem vinduesfacaden betragte det udgravningsfelt, hvor arkæologerne har fundet Danmarks ældste kristne kirkegård, som vidner om Ansgars missionsvirksomhed i byen i 800-tallet. Påskeevangeliet er ikke et sådant vindue, hvorigennem man kan være heldig at se noget som helst. Forsøger man at se igennem beretningen alligevel, for at finde frem til en bagvedliggende fysisk virkelighed, bliver beretningen til en mur, man løber panden imod. Det er det, englen siger til kvinderne. Kom og se stedet, hvor han lå. Med andre ord: Kom bare og se, men I får intet at se af noget, der kunne interessere jer. Intet, jeres nysgerrighed kan botanisere i. Intet. I den forstand er beretningen et ”fuld stop” skilt.
Giver man sig så alligevel til barnagtigt – og den barnagtighed har erfaringsmæssigt ingen udløbsdato – at diskutere, om opstandelsen fandt sted i virkelighedens verden eller ej, ødelægger man i den grad påskeevangeliet for sig selv. I stedet for at sige: Hvor er det fantastisk, at der i dagens Danmark stadig findes et åndeligt rum som det, en sådan fortælling skaber og skærmer. Et åndeligt rum, hvor man som person kan være i fred for nysgerrige blikke og derfor også uden at skulle stå til regnskab over for nogen eller noget. Et åndeligt rum, hvor Mark Zuckerberg og Facebook ikke har været. Hvor følelsen af liv kan udfolde sig og vokse ”i det indre menneske” uden at skulle splittes ad af forstanden på måder, så det ikke kan hænge sammen for en længere. Hvor vi hører Jesu ord – om tilgivelsen; om livet, der er dødens overmand; om kærligheden, der tror alt, håber alt og udholder alt; om håbet, der lever af det, som det ikke ser endnu - og hører det alt sammen rent og purt, simpelthen fordi vi hører det som et ekko af hjertets egen tale.
Fra dette åndelige rum, som påskeevangeliet placerer os i, er kraften udgået til at bygge katedraler og skabe stor musik, skoler og sociale institutioner foruden vældigt meget andet. I det rum har mennesker fundet styrken til at komme igennem de forfærdeligste ting. Det har dannet og inspireret menneskelige fællesskaber fra kirkens første tid til og med i dag og samtidig været en bestandig udfordring til at stille sig på individets side over for de andre. Påskeevangeliet er ikke fortællingen om et mirakel, men det er en mirakuløs fortælling, som udretter alt det og mere til. Det er, som Grundtvig i et af sine helt klare øjeblikke skriver i den salme, som vi skal synge om et øjeblik: Påskeblomst! En dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger, og som ved et underværk den mig hæver, vederkvæger: Hanegal og morgensang, synes mig, af den udsprang; vågnende [nutid!] jeg ser de døde i en påskemorgenrøde.
Et af de vigtigste emner, der er på den politiske dagsorden i øjeblikket, er fremtidens energikilder. Jeg synes, at man ved siden af havvindmølleparker, solceller, brint osv. skal huske fortællingen og samtalen. Det, som ordet skaber. Man kan ikke opvarme huse med det, nej, men det kan blive forskellen på, om fremtiden får sine åndelige rum, hvor mennesker kan være til, næres og vokse med alt, hvad der bor i dem, eller om fremtiden bare bliver noget, vi nok finder en teknologisk løsning på.
Til sidst det spørgsmål, vi jo ikke kan springe over. Hvad gør man af forstanden, der foran påskeevangeliet mødes af et ”fuld stop” skilt og ikke kommer nogen vegne?
Der er kun én ting, der er værre end at tilsidesætte forstandens krav på stringens og klare grunde. Og det er at tro, at livet sidder i forstanden og glemme, at menneske som menneske kun findes som en helhed af det ene og det andet, af forstand og følelse. Radioredaktøren Christoffer Emil Bruun skriver et sted om en af de betydeligste skikkelser i dansk åndsliv ved overgangen til moderne tid, Georg Brandes: Han tordnede imod kirkens moraliserende pegefinger. Han hyldede det frie liv, mens han afskyede det konventionelle ægteskab. Han dyrkede fremskridtet og de mange nye muligheder og havde intet til overs for bondekulturen. Fra hans store taler i 1871 og frem blev Brandes en rambuk, som fik den friske luft til at strømme ind i den danske købmandsbutik.
Men selv om han er erklæret fritænker og forkaster den religiøse følelse, er Brandes åbenbart også en sammensat natur, skriver Bruun. I hvert fald har Bruun i et sent skrift, hvor Brandes ser tilbage, fundet følgende udtalelse: Jeg tvang min følelse til at bøje af for, hvad min tanke havde godkendt som sandhed. Og det er hovedsageligt den vej, vi har fulgt lige siden og stadig følger. Spørgsmålet er hvor klog det er, altid. For enden af den vej findes bl.a. et fænomen som kunstig intelligens, som et par af it-teknologiens egne giganter, Elon Musk og Bill Gates, kalder vejen til helvede. Eller det er ikke lige sådan, de udtrykker der. Det, Elon Musk siger, og Bill Gates angiveligt er enig i, er, at ”Kunstig intelligens er en fundamental risiko for den menneskelige civilisation”.
Kunstig intelligens er forstanden renset for følelser, personlig identitet og subjektivitet. Det er den ultimative opfyldelse af den moderne drøm om ren objektiv tænkning. Med forstanden afgør vi, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Men vi her står vi så over for et underligt paradoks, som ikke er mindre udfordrende en spørgsmålet om fremtidens energiløsninger: Kunstig intelligens er et af utallige eksempler på, at vi, hvis vi kun går efter den rationelle løsning, risikerer at skrive os selv ud af verden, af historien, af civilisationen som mennesker.
Måske er det afgørende, der er at sige om påskeevangeliet i lyset af vores egen tid, at det tvinger os til at gentænke, hvad det vil sige at være et menneske, med det hele. Her er noget at lære, som vi sagtens kan tage med ind i den bøn, vi startede med: Lær os, herre, at opstå! Glædelig påske! Amen.