Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Første søndag efter trinitatis, 23.06.2019
Predigt zu Lukas 16:19-31, verfasst von Leise Christensen
Der er altid noget rart ved, at ting går op. At to plus to fortsat er fire. At der er en vis retfærdighed til. At der er en vis forudsigelighed til stede i en ellers kaotisk verden. At man får løn som forskyldt; ligger, som man reder; høster, som man sår; og hvad vi ellers går rundt og siger. Det ER jo ikke, fordi vi vil virke skadefro eller godte os over andres ulykke, selvom den er nok så velfortjent, men som min fynske veninde siger: ”Ska’efry’ er å’ en slags glæ’e.” Om Lazarus godtede sig, mens han lå i Abrahams skød og kunne kigge ned på sin gamle plageånd, den rige mand, mens han lå og vansmægtede på det helt varme sted, er ikke til at sige. Det ville være såre menneskeligt, om han havde bare et lille, bitte triumferende smil i øjenkrog. Upassende, ganske vist, men alligevel! For man kan sige, at der her i helt særlig grad er tale om en historie, hvor retfærdigheden sker fyldest. Den fattige, lusede, sårbefængte Lazarus, der måtte henslæbe alle sine levedage ved den riges port, kommer ved sin død i himlen og kommer til ligge i selveste patriarken Abrahams skød, mens den rige mand, der aldrig så til Lazarus’ side, mens de levede – han i den flotte hus, Lazarus som hjemløs på gaden – til evig tid må tørste og pines i Helvede. Det er vel nok dejligt. Endelig en ordentlig historie om tingenes rette sammenhæng, og hvor kan vi være glade. Eller hvordan lige? For helt trygge ved denne af Jesu fortællinger er vi nu ikke helt. Giv os til enhver tid lignelsen om Den fortabte Søn eller Arbejderne i Vingården, men den her? Njjjaa. For det er sådan, at når Jesus fortæller historier, så er der altid en pointe med den, og i hans fortællinger er der altid nogen mennesker, som vi, tilhørerne, automatisk forsøger at identificere os med.
Så når vi alligevel ikke rigtigt kan glæde os over, at den rige røg lige lukt ned i luerne, og Lazarus fandt sin hvile hos Abraham, ja, så er det jo, fordi det er vanskeligt for os – hvis vi har ærligheden i behold – at se os selv i Lazarus’ skikkelse. Det er jo ikke ham, vi minder om, det er sørme den rige! Vi er de rige, vi er de privilegerede. Og så er tankegangen i fortællingen lige pludseligt ikke så tiltalende længere. Det er godt med retfærdighed og straf – især når det gælder nogen andre nogen end os selv. For vores eget vedkommende vil vi jo helst vide om tilgivelse, nåde og barmhjertighed – alle begreber, der ikke forekommer i dagens tekst og så gå let hen over det der med den endelige retfærdighed. For vi ved jo godt, at vi har mange Lazarus’er liggende på vores dørtrin. Måske ikke uhumske, syge og sårbefængte som Lukas’ Lazarus, men dog alligevel mennesker, som vi ved, at vi burde gøre noget for, men ikke lige får det gjort, fordi der er så meget andet, der skal gøres – og mon ikke, at det er noget, som staten, kommunen, hjemmehjælpen, plejehjemmet, politiet, skolen, ombudsmanden eller institutionen tager sig af. ”Jeg behøver vel ikke at gøre noget, når jeg har betalt min skat”, kan man godt gribe sig selv i at tænke. Vi ved godt, at narkomanerne, de hjemløse, folk fra fremmede lande, de såkaldt unormale, at de alle sammen skal være her, bare ikke lige der, hvor jeg er. Nej, Lazarus’er på dørtrinnet, det gider vi ikke, dem må andre tage sig af. Bare ved tanken om at få sådan nogen til naboer er nok til, at vores ansigtsudtryk mest af alt minder om en teenagers, som man har bedt om at gå ud med skraldeposen. Så jo, vi minder vist jævnt hen mere om den rige mand end om Lazarus, og så er det jo lige pludseligt en såre uhyggelig fortælling, den, som Jesus disker op med i dag. For hvad er håbet i den fortælling? Ender også vi der, hvor der er rigtigt varmt og ubehageligt, og hvor det livgivende vand ikke findes? Sådan har man i hvert fald frygtet det op gennem århundrederne, når man har hørt denne fortælling. Det her er en fortælling, der ligner vores jordiske virkelighed rigtigt meget. Den er faktisk ikke særligt ophøjet himmelsk.
Nu skulle man tro, at vores indbyrdes kvababbelser og stridigheder ville være bilagt, når vi er døde, men i fortællingen fortsætter balladen efter døden jo, men nu med Abraham som det menneske, der ikke viser barmhjertighed og næstekærlighed. Nu er bordet vendt, og det er dem, der sidder sikkert og godt himlen, der håner dem, der vansmægtes og pines i de nedre regioner. Den menneskelige retfærdighed er ført over i himlen. Det morsomme ved Jesu fortælling er så også, at den rige mand, der ligger der og vansmægter i det varme område, har taget sine vaner med sig fra sit jordeliv. Han råber over til Abraham om, at Abraham skal sende Lazarus over med vand, og da det ikke lykkes, siger han, at Abraham skal sende Lazarus ned til sin fars hus for at fortælle dem om, hvad der kan se, hvis de ikke opfører sig anstændigt. Den rige mand regner stadig ikke Lazarus for andet end en tjener, endskønt Lazarus ligger i Abrahams skød og han selv er i Helvede. Denne her fortælling er kun alt for menneskelig!
Der er noget ganske uhyggeligt velkendt ved fortællingen om Lazarus og den rige mand og deres indbyrdes forhold på jorden og i himlen. Og jeg tror, at Jesus her er en skælm. Jeg tror, at han fortæller denne historie, ikke for at meddele os, de undrende masser, hvordan livet gebærder sig efter døden, for bibelen er og bliver ikke nogen rejsefører fra Politiken under navnet Turen går til Himmel og Helvede, men han fortæller den for at vise os, at det ville være absolut meningsløst, hvis den Gud, der elsker os ubetinget, hvis den Gud, som er kærlighed, virkelig brugte samme målestok for retfærdighed, som vi mennesker gør. Hvis han gjorde det, ville fortællingen om Lazarus og den rige mand og deres færd efter døden måske være forståelig, men der ville ikke være nogen trøst eller noget håb i den. Men den trøst og det håb, som vi alligevel kan finde i dagens tekst, er det, at det er Jesus og ikke nogen tilfældig person, der fortæller historien. Det er den Jesus, som utrætteligt påpegede ikke hævnens mulighed, men kærlighedens mulighed. Det er den Jesus, som utrætteligt pegede på medmenneskets behov og viste, at kærlighed til Gud ikke er mulig uden kærlighed til medmennesket, for det er en og samme sag. Det er den Jesus, som bestandigt fortalte om tilgivelsens mulighed, og som bestandigt tilgiver os for, at vi skal tilgive medmennesket, så vi ikke ender som forbitrede kamphaner, men får gjort slut på gengældens ulykkelige spiral. Det er den Jesus, som ustandseligt i sine fortællinger og lignelser peger på, at der er plads både til dig og mig trods al vor forkludrethed, selvretfærdighed og vore ugerninger. For i himlen hersker ikke den menneskelige retfærdighed, men Guds retfærdighed, som heldigvis er helt anderledes barmhjertig og nådefuld end vores. Det er det håb og den tro, som vi kan gå hjem med også i dag. Amen.