Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden søndag efter trinitatis , 30.06.2019
Predigt zu Lukas 14:16-24, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Midsommer. ”Først i juni kommer, søndenvind og sommer”, sang vi glade i børnesangen, men så allerede i næste linje: ”fra Sankt Hans går dagene igen den korte vej”. Den vemods-stemning, der også hører midsommeren til, fordi året nu er toppet, og derfra kan det kun gå én vej – det midsommervemod er allersmukkest skildret i sidste vers af Ludvig Holsteins fine sommersang ”Fyldt af blomster blusser æbletræets gren”, hvor han, strofe for strofe beskriver skærsommerens, maj og junis skønhed, og så slutter sangen: ”Ak, så blev det sommer! / Smægtende på ny/skønhedsdrømmen stiger / op mod himlens sky. / Svanehvid den svømmer / som et dejligt smykke / i det dybe blå - - / Hele jorden drømmer / om et dyb af lykke, / som den ej kan nå”. ”Ak, så blev det sommer”. Ak – fordi den sommer også afslører det dyb af lykke, som jorden nok kan drømme om, men ikke kan nå.
Er der ikke et eller andet, der minder om den stemning i lignelsen her? Der bliver, som manden ønsker det, stor fest, lyder det til. Med fattige, vanføre, blinde og lamme og ikke én stol står tom. Men også med værtens ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”.
Jeg har altid hørt en slet skjult og meget ubehagelig skadefryd i den bemærkning – så kan de lære det, dem, der ikke synes, de havde tid til at komme. Men det slog mig forleden, at man jo også kunne høre en sorgfuld konstatering i bemærkningen. Et ”Ak, så blev der fest”. Ak, fordi der var nogen, som ikke kunne nås. Nogen, som ikke kom med. En drøm, som ikke gik i opfyldelse.
Den står jo under alle omstændigheder og dirrer der til sidst – bemærkningen, selv om de allerfleste prædikener, jeg har hørt – og holdt – over den her lignelsen, let og elegant er sprunget over slutreplikken og har ladet lignelsen handle om, at Gud er ødsel og god og slår dørene op for alle og enhver, og i hvert fald for os. Og det gør Gud muligvis. Men manden i lignelsen gør altså ikke. Eller hvad?
Den kirkehistoriske forklaring på den her lignelsen er nok den, at den er et forsøg på at give et svar på det fortvivlede spørgsmål, som Lukas og hans samtid slås med: Nemlig hvad i al verden man skal tro og mene om katastrofen i 70, hvor templet i Jerusalem blev jævnet med jorden af romerne? Er den Guds straf over det store flertal af jøder, som ikke genkendte Jesus som Messias og tog imod ham som frelseren? Har har jøderne, og hedningerne med for resten, mistet den frelse, som vi andre fået? Har Gud sat et skel mellem os på den ene side og jøderne og hedningerne på den anden? Så vi altså i lignelsens billede må være de fattige, vanføre, blinde og lamme, der kan feste trygt og længe inden døre. Og dem, der selv udtrykkeligt har takket nej til at være med til fest, fordi de har for travlt med sig selv og deres eget – ja, det må så være jøderne.
Det er den lette og for os selv meget bekvemme tolkning. Bortset fra at den giver et billede af Gud, som en hævntørstig og ondskabsfuld morder. Det var jo ikke kun tempelbygningen, det gik ud over i 70. Der gik også en del menneskeliv tabt ved samme lejlighed. Og bortset fra, at historien viser, at fra den tolkning er der kun et ganske lille skridt til at sige, at al verdens
senere jødeforfølgelser så også er Guds straf over de vantro. Et ganske lille skridt, som vi aldrig skal have lov at glemme de forfærdelige konsekvenser af. Netop denne lignelse har været brugt til at legitimere tvangsomvendelser og tvangsdåb (”Nød dem til at komme”, siger manden jo til sin tjener”) samt det, der er værre. Og det har i hvert fald aldrig været jøden Lukas’ tanke. Et af særtrækkene ved netop hans evangelium er, at Lukas gør sig stor umage med at skildre Jesus som en god jøde, helt fra han otte dage gammel bliver omskåret, og til han efter opstandelsen sender apostlene tilbage netop til templet i Jerusalem for at begynde kirkens nye tid derfra.
Så hvad nu, hvis vi gør noget andet? Hvad nu, hvis vi virkelig hører mandens sidste replik ”Ingen af de mænd, der først var indbudt, skal smage mit måltid” – ikke som en tør konstatering af fakta, men som et suk, et ak, en sorg? Bliver det så ikke sværere at sidde overhørig? Og bliver det så sjovt nok ikke lige pludselig et udsagn, som flytter vores blik, så vi ser os selv et nyt sted i lignelsen? Og måske et mere passende?
For det er jo sådan set de færreste af os, der, når det kommer til stykket, sådan for alvor kan identificere os med dem, der kommer med til festen: de fattige, vanføre, blinde og lamme. Med dem i kælderskakterne, romaerne på fortovene sammen med de andre hjemløse i Europas storbyer, de kriminelle i fængslerne, og de syge og handicappede, som et flertal i danske meningsmålinger synes, burde tilbydes aktiv dødshjælp.
Vi ligner sådan set heller ikke dem i lignelsen, der siger nej – i hvert fald ikke lige nu, hvor vi jo faktisk har forladt morgenavis, rundstykker og diverse skærme for at komme til søndagsfest med hinanden i kirken.
Men så er der kun to karakterer tilbage: Manden, der indbyder revl og krat, og tjeneren, der bener utrætteligt af sted med indbydelserne, selv om han risikerer både at komme hjem med afbud og at blive set i de pinligste sammenhænge og at måtte vove sig hen på de mørkeste gadehjørner.
Hvad sker der, hvis vi prøver at spejle os i de to? Kunne det være, vi kunne komme til at ligne dem? Kunne det være, vi skulle vove at indbyde, at leve, som manden i lignelsen gør: Stort og vildt og med risiko for at hvem som helst vil indfinde sig og gøre os selskab? Er det sådan et liv, Jesus med lignelsen vil fortælle os, vi både kan leve og være med i? Er det ganske enkelt en opfordring til at være ubekymrede for, hvem vi deler vores liv, tid og penge med? For der er nok, der vil være med. Vi kan være rolige for, at vi aldrig vil komme til at stå alene med tomme festsale, heller ikke selv om vi må opleve den sorg, manden i lignelsen oplever: At dem, vi helst ville ses sammen med, ikke gider bruge deres liv og tid sammen med os.
Eller er det snarere tjenerens sandaler, vi skal være i? Den ene tjener, som sandelig bliver sat i arbejde. Der er ”mange”, står der, der skal indbydes. Men kun den ene tjener til at gøre det. Mandens enbårne tjener kunne man kalde ham. Er det egentlig ham, vi skal lægge allermest mærke til – og hans optræden, vi skal lægge os på sinde? Er vi, som han, sendt i byen med indbydelse, - ja, med nødning ovenikøbet – men læg mærke til det: Ikke med hverken tvang eller dom. Tjeneren bliver ikke sendt tilbage med dom til dem, der takkede nej. ”Ingen af de mænd, der først var indbudt, skal smage mit måltid”, sukker husets herre. Og han siger det, før
festen er begyndt. Han siger det, mens tjeneren stadig er i fuld gang med at rende rundt med indbydelserne. Mens der stadig er tid.
Kunne man forestille sig den tjener, som med det suk i ørerne, får lyst til at se sin herre glædeligt overrasket, og som derfor håber og går ud endnu en gang? Det var i hvert fald sådan, han gjorde, ham, der var Gud lig, men tog en tjeners skikkelse på, og gik helt derned, hvor alt håb var ude, - i graven, de dødes rige, det ensomme helvede, som er der, hvor enhver er sig selv nærmest.
Han mødte altid mennesker med håb og aldrig med fortvivlelse. ”Følg mig”, sagde han.
Der er stadig tid. Tid til at indbyde, og tid til at gå, høre, møde, give videre.
”Følg mig”, har han sagt. En tid endnu.
Så drømmen måske kan gå i opfyldelse. I den sommer, hvor natten aldrig kommer.
Amen