Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 07.07.2019
Predigt zu Lukas 15:1-10, verfasst von Eva Tøjner Götke
Hvert år cykler jeg ud med konfirmanderne ud i skoven. Dér går fårene rundt mellem de gamle egetræer.
Så fortæller jeg dem den her historie om manden med de 100 får, hvor ét af dem bliver væk – og om kvinden, der mister en ti’er (en euro!). Og spørger dem, hvad de ville gøre, hvis det var dem.
Konfirmanderne – inklusive mine egne børn – tilhører jo den generation, der smider deres ting overalt – og ikke samler noget som helst op. Heller ikke penge, der ligger og flyder.
Vi er så rige. I hvert fald her i vores sogn. Og lever i en smid-væk kultur, så affaldet hober sig op: computere, iphones, tøj, der er gået af mode, - det er vildt og vel egentlig også beskæmmende for os.
Mange af konfirmanderne har selv kæledyr, så de kan godt få ondt af det lille får, der er blevet væk, og derfor synes de selvfølgelig, at manden skal gå ud og lede efter det.
Men det dér med at kvinden inviterer alle sine veninder ind til fest, da hun har fundet ti’eren, kan de godt undre sig over. For så har hun jo brugt alle sine penge.
Jesus frister os lidt til med de her historier at tænke på, hvad der kan betale sig.
Kunne det virkelig betale sig – alt det besvær – for manden, der skulle ud i det uvejsomme terræn og lede efter det får, der var faret vild?
Ja, det kunne det selvfølgelig, vis det var et helt særligt får.
Sådan lyder den samme lignelse i det skrift, der hedder Thomas evangeliet, og som ikke kom med i samlingen af skrifter i Det Ny Testamente.
Dér står der, at manden gik ud for at lede efter fåret – for det var det største!
Nå, derfor!
Men hvad hvis det var et lille skravl.
Hvad hvis det var sådan et lille skravl til grisebasse, som står i vores svinestalde og ryger ud på møddingen i tusindvis – om dagen – i dagens Danmark – fordi de ikke kan betale sig!
Jesus fortæller netop de her historier til nogen af de mennesker, der kritiserer ham for at gå sammen med samfundets skravl – tolderne og synderne – som er en samlebetegnelse for alle de mennesker, som findes i ethvert samfund: de fattige – dem, hvis liv ikke er lykkedes, dem, der er kede af sig selv, hader sig selv, ikke kan indgå i normaliteten, og dem, der beskyldes for at udnytte systemet.
Hvorfor i alverden holder han sig til dem – han er måske selv sådan én – tænker hans kritikere. Men véd godt, inderst inde, at han er gådefuld, ikke til at blive klog på og gennemskue.
Jesus selv siger i andre sammenhænge, når han kritiseres for at holde sig til det forkerte selskab: ”De raske har ikke brug for læge – det har de syge!”
Og jeg synes, at den sætning kan kaste lys over lignelsen i dag og pointere budskabet til os her på denne skønne sommersøndag og midsommerstemning.
I begge historier prioriterer personen det, der er blevet væk – om det synes nok så ubetydeligt! De prioriterer begge glæden. Glæden ved at finde det, de har mistet.
Og de kan slet ikke lade være med at dele glæden over af have fundet det, de havde mistet, med deres naboer og venner. Selvom de må betale prisen for den ved at ofre det, de har fundet.
Men det er åbenbart ikke noget, som de ser som et ’offer’, forstået på den måde, at de så mister det igen.
Det er glæden – det at dele den – det at kunne feste og være glade sammen – der er det væsentlige.
Når Jesus fortæller en lignelse, er det for med et billede at fortælle om Gud.
Måske skal vi tage lignelsen til os – og turde høre det, den siger.
Nemlig at Gud prioriterer den, der er fortabt og hjælpeløs.
Vi andre kan klare os selv. Vi har ikke brug for læge.
Måske har vi slet ikke brug for Gud. Det går jo udmærket. Vi har vores på det tørre.
Gud prioriterer den, der er fortabt.
Gud kommer os i møde, når vi har fortabt vores liv, når vi er syge, når vi er sorgfulde, når vi føler os forladt af alle, ikke bare føler, men er forladt – svigtet, måske, af vores venner, af vores forældre, som ikke forstår os, af vores børn, der ikke gider komme og besøge os.
Gud er hos den gamle på plejehjemmet, hos den demente, som vi ikke synes, det kan betale sig at besøge, hos de psykisk syge, som vi ikke har tålmodighed til at være sammen med.
Gud er der for den, der er bekymret og bange.
For Gud er skaberen. Og forløseren. Og den, der vil give os alle del i glæden.
Gud er den, der skaber liv. Den, der giver os glæden tilbage. Den, der vækker håbet i os, når alt ser håbløst ud. Den, der finder os – også når vi skjuler os af skam over os selv.
Hvad så med os i dag? Ja, vi véd bedst selv, hvem vi identificerer os med. Om vi er den, der i dag kan glæde sig over at høre, at Gud ikke har glemt os, men er os nær med sin fred.
Eller om vi er blandt de 99 får, der står tilbage og kan klare os selv – fordi vi har hinanden.
Hører vi til de sidste – inspirerer denne søndag i kirken os måske til at glæde os over, at vi har hinanden. Takke Gud for det – takke Gud for livet, der kommer os i møde hver dag og kalder os ud til en sommer, hvor natten aldrig kommer. Amen.