Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 14.07.2019
Predigt zu Lukas 6:36-42, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Når det gælder Gudsriget, har vi nok i at undgå vores egen vildfarelse. Vi længes efter anvisninger at leve efter og vildfarelser at tage os i agt for. Det får vi så også her i Jesus’ store tale på sletten i Lukasevangeliet.
Jesus har forinden kaldt sine tolv disciple, og nu har han samlet en stor skare mennesker på sletten for at undervise dem. Det minder om Mattæusevangeliets Bjergprædikenen, men her foregår det ikke oppe på bjerget, men nede på jorden. Lukas’ fortælling er geografisk langt mere jordbunden og praktisk anlagt end Matthæus’. Budskabet er også temmelig jordnært.
Vær barmhjertig, lyder det overordnede tema, og jeres far skal være barmhjertig. Døm ikke, tilgiv, vær gavmild, og du vil få et topfyldt mål tilbage. Det er positivt ment, og er en helt ordinær morallære, der er kendt under mange navne, i antikken bedst som ’Den gyldne regel’: Som du gerne selv vil behandles, skal du behandle andre. Vis verden barmhjertighed, og du vil selv blive mødt med barmhjertighed. Det giver mening, om end det naturligvis også er en naiv leveregel, for verden betaler netop ikke tilbage, som man giver ud. Nogle får i pose og sæk, andre får ingenting, eller som Jesus lakonisk udtrykker det et andet sted: Til dem der har, skal der gives, og fra dem der intet har, skal der tages. Det er med andre ord næppe en morallære i gængs forstand.
Det handler snarere om at blive frelst, eller mere præcist: Det handler om hvordan Gud frelser! Han er barmhjertig, hans dom er ikke fordømmelse, men tilgivelse i rigt mål med top på. Sådan beskriver Jesus sin fars frelsehandling. Den er suveræn, den er god, og – skal det vise sig - den er uden fortjeneste.
For nu vender fortællingen, de gode leveregler og fine anvisninger viser sig slet ikke at være helt så ligetil. Jesus spørger: ’Kan en blind lede en blind? Hvorfor fjerner du ikke bjælken i dit eget øje, inden du prøver at fjerne splinten i din broders øje? Det ligner en formaning om ikke at tro, at vi kender vejen og selv kan se klart. For en discipel står ikke over sin mester, men må bøje sig for hierarkiet og forstå sin plads. Jesus maner til ydmyghed og lydlighed. Det er vejen folkeskaren skal følge. Sandheden findes ved at følge sønnen til faderen.
Jesus formaner os til et liv i barmhjertighed. Han er selv barmhjertighed, og vi skal følge læremesterens eksempel. Vi skal prøve. For det er ikke sikkert det lykkes. Vores fejl og mislykkede anstrengelser ville formentlig være det sikreste udfald at spille på. Men det som Jesus her insisterer på, er at selv om vi fejler og vores vilje ikke slår til, så er Gud fortsat den barmhjertige Gud, der ikke fordømmer os. Guds dom er tilgivelse.
Ingen fordømmelse, men tilgivelse. Det er evangeliets store opdagelse, at Gud er barmhjertig, og byder os at være ligesådan. Ikke af frygt for straf, men af kærlighed til den barmhjertige Gud. Den der er udlært, skal være som sin mester.
Hvis vi tror, at vi klart og tydeligt kan anvise Guds domme, tager vi altså fejl. Denne selvretfærdighed er naiv og dum. Eller i en kristen terminologi syndig. Fordi vi træder i Guds sted, og en blind kan ikke lede en blind, men en discipel må følge sin læremesters eksempel. Hvorfor blande synden ind i det? Fordi synden er en afgørende præmis, som vi alle før eller siden, og måske snarere hele tiden, begrænses af.
Jesus formaner os til et liv i barmhjertighedens navn. Det er den nye vej. Den gamle lov- og ordensreligion duede ikke. Den blev hyklerisk, mennesker gjorde sig til guder og brugte loven som skalkeskjul for magten. Selv de fromme og retfærdige misforstod det sådan, at loven var guddommelig, så at mennesker for enhver pris skulle bøje sig under den. Loven var Gud, templet Guds bolig, ritualerne hellige og nødvendige. Men Gud havde alene givet mennesker loven for menneskenes egen skyld.
Det handler i virkeligheden om frelsen, dette mærkelig fænomen som vi i dag har så svært ved at håndtere. Frelseshistorien begynder med Jesu opstandelse. Jesus sprænger fornuftens rammer, og overskrider enhver naturlov om forgængelighed og død. Guds slægt er uforgængelighedens æt. Derfor er korset så dyrebart et smykke, fordi det ikke er dødens emblem, men kærlighedens. Guds kærlighed til mennesket. Jesu sejr er ikke hans eget personlige privilegium, men menneskehedens held. Det er budskabet om, at den guddommelige kærlighed har sejret, da Gud viser barmhjertighed, og lader sin søn, Jesus Kristus, forsone sig med mennesket. Den gamle lov havde udspillet sin rolle, nu var den en skygge af sig selv, den stod i vejen for sandheden om Guds væsen, den barmhjertige Gud og hans søn, frelseren og forsoneren.
Al kristent liv begynder her i fortællingen om, at Guds søn har ofret sig for menneskets skyld, og i erkendelsen af at Gud selv fandt det nødvendigt at blive et menneske. Gennem sin egen søn lader Gud sig ydmyge, forråde, lide og dø, og alligevel viser han barmhjertighed og tilgiver mennesket, så at ingen længere er i tvivl om menneskets manglende fortjeneste. Det er Kristus som er frelseren og forsoneren, ikke mennesket. Selv de betroede omkring Jesus udstilles som troløse. Det er en afgørende pointe i fortællingen om Jesu liv. Ingen er uden skyld, ingen er syndfri, og frem imod Jesu død accentueres denne menneskelige svaghed, som vi traditionelt kalder arvesynden.
Arvesynden, denne mytologiske figur, forfærdende og dog nødvendig. Ligeså ubegribelig og skræmmende som andre mytologiske figurer som almagt og visdom. Mennesket er ikke Gud, almægtig og alvidende, men er på grund af sin manglende indsigt dømt til at fejle. Det er nu engang menneskets vilkår. Vi ved det godt, selv om vi utrætteligt brydes med tanken om, at barnet dog må være født uden synd. Forestillingen om arvesynden skal forstås som en mytologisk bestemmelse af mennesket som skabt i Guds billede. Et frit selvberoende væsen af krop og ånd, hvis vej gennem livet dog er uigennemskueligt for mennesket selv. For det er nemlig ikke Gud lig, og ejer ikke Guds indsigt og magt. Nok et billede af Gud, men et svagt aftryk. Mennesket har sin frihed og tankens kraft, det kan føle og udtrykke sig, men begrænsningerne er ligeså store som kvaliteterne. Jesus afslører Guds sande natur som barmhjertig og tilgivende, selvopofrende. Men selv barnet vælger spontant sig selv først, lyver og græder hvis det tjener dets formål. Arvesynden er en mytologi, fordi det samtidigt er absurd at udsige noget godt og ondt om menneskets natur. Det ved vi intet om. Et barn er først og fremmest dejligt og skrøbeligt, og kalder på vores omsorg og medfølelse. Alligevel må vi konkludere, at mennesket ikke handler barmhjertigt og godt til eget og fælles bedste. Klimakrise og flygtningekrise ufortalt. De fleste vil acceptere denne ydmyge menneskelige bestemmelse, mens enkelte andre vil føle det voldsomt provokerende, da de ikke anerkender et mytologisk univers. Selv om der alligevel ikke er meget der tyder på, at vi kan evolutionere os ud af mytologien. Snarere er det et forsøg på at forstå os selv og verden i al sin ubegribelighed, fremfor at have tiltro til menneskets egen kraft i en helt afmytologiseret og affortryllet verden.
For kristentroen er mytologien en nødvendighed. Guds offerdød kan kun forstås i dette lys, at Gud kommer mennesket i møde og forsoner sig med menneskets syndighed. Om man vil, anerkender Gud sin mangelfulde skabelse, og faderen møder sine børn med uforbeholden kærlighed, som i
fortællingen om den fortabte søn. Var mennesket ikke låst af arvesynden, havde Gud slet ikke haft brug for at ydmyge sig til døden på et kors. Men det gjorde han. Man kan ligefrem hævde at Guds død op opstandelse udligner arvesynden, så at mennesket ikke længere er fortabelsens slægt, men forherligelsens. Forstået på den mærkværdige facon, at vi stadig ikke er perfekte, men alligevel fundet elskelige, vi fejler, men tilgives, vi afviser Kristus, men han forsoner sig med os og frelser os. Vi kan bogstaveligt ånde lettet op.
Evangeliet er under alle omstændigheder svært opmuntrende.
Her er ingen glorie at glorificeres ved, men en tro på at virkelighedens bærende princip, Kristus, er kærlighed. Hans Helligånd er at vise vej til Faderen, som ikke møder os med frygtens sprog, men fylder os med barmhjertighed.
Vi har stadig brug for anvisninger at leve efter, men når vi tror at Kristus er menneskers frelser og forsoner, er det så ikke oplagt hvem vi skal forsøge at leve ligesådan? Tænk hvilken velsignelse at kunne leve uden fordømmelse og dom, og alene møde verden med barmhjertighed.
Tænk at turde leve på den tro, at Guds dom er tilgivelsen. Amen.