Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5. søndag efter trinitatis, 21.07.2019
Predigt zu Lukas 5:1-11, verfasst von Elof Westergaard
Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
"Jeg har ikke lyst til at blive fanget af nogen, vil ikke bide på andres kroge". Det er min første tanke, når jeg hører denne beretning hos evangelisten Lukas. "Jeg er et 2019 menneske med stort ubehag ved tanken om at blive udsat for en menneskefisker eller selv fremstå som en sådan. Ingen skal fange mig i sit net eller få mig på krogen, og hvilken ret har jeg selv til at tage andre til fange i mit garn? Min individuelle og andres vilje og frihed er på spil."
Men hvad om min impulsive reaktion gør, at jeg ikke hører det, jeg egentlig skal høre: evangeliet; ja at den skygger for Jesu anliggende med hans tale om, at Simon Peter nu skal blive menneskefisker?
Simon Peter gør sig tydeligvis ikke mine bekymringer. Han derimod lægger glad og gerne sin båd til bredden, følger straks Jesus, bliver nu discipel og menneskefisker, og lader sit liv tage en ny retning. Simon Peter bekymrer sig tydeligvis ikke om tab af eventuel frihed, men han går til den nye opgave med den samme selvfølge, som han før ordnede sine garn og på alle hverdage tog på søen for at fiske.
Det at blive fanget lyder umiddelbart som en forstyrrelse og det at fange andre mennesker som en indgriben i deres liv, og det er det også. Fanget betyder imidlertid ikke nødvendigvis fængslet, bundet på hænder og fødder og at sprælle i en fiskers garn. Fanget er her at blive kaldt på og kaldet til at forstå sig selv som forbundet med andre og forpligtet på andre end sig selv. At blive fanget er at vide sig indfældet i livet og forbundet med andre mennesker, ja vide sig afhængig af andre og forpligtet af dette kald. Fanget er at få en ny og større opgave i livet.
Hvad Jesus gør, er at han skifter Peters arbejde ud, eller måske rettere udvider hans arbejdsbeskrivelse. Var Peter før fisker, bliver Peter nu menneskefisker i verden. Fiskerbåden bliver nu lagt til bredden, men discipelskabet er ikke en forsvinden ud af verden. Peter og de andre disciple følger nu Jesus rundt om i Galilæa og sidenhen til Jerusalem. De går af de støvede veje sammen med ham, går ind i de lerklinede huse, spiser og sover, drikker vand af kilderne, plukker aks af kornene på marken og tilbereder maden på bålene. Disciplene, disse menneskefiskere, er stadigvæk bundet til en konkret virkelighed og dagligdag, landskaberne og stederne, de kender, men de er nu også bundet til Jesu ord og nu altid på vandring med Gud i verden.
Peter skifter således dybest set båden ud med Guds rige, dvs. sin egen båd med besætning ud med et følgeskab med Jesus og her på denne vandring i livet med et kald til at leve ud af den tro, det håb og den kærlighed, Gud bringer ind i verden. Her er nu et budskab, som skal ud. Her er et liv, som skal leves ud af denne fordring. Et budskab, vi også skal bære frem.
Og hvori består så dette kald. Jo, det kald, vi har fået, er at vi skal tage det menneskelige på os. Jesus siger jo til Peter: bliv menneskefisker. Dvs. sige til tømreren siger han så også: bliv mennesketømrer. Til datalogen: bliv menneskedatalog. Til læreren: bliv menneskelærer. Til præsten: bliv menneskepræst. Til djøf'eren: bliv menneskedjøf'er. Guds søn kalder os således hver især til at være mennesker og til at tage menneskeligheden på os med ind i vores liv og virke. Vi er ikke kun vores arbejde, og vi er ikke kun os selv, autonome og selvberoende. Jesus siger til os hver især: bliv menneske. Elsk Gud og elsk din næste! Amen.