Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Langfredag (Karfreitag), 21.03.2008
Predigt zu Matthäus 27:, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Langfredag er vi tilskuere. Og vi er punktvis deltagere. Men kun punktvis. For vi kan ikke tåle at være involveret. Så i små punkter går det op for os, at det her har noget med os at gøre. Der er noget, vi genkender. Der er noget, vi kan se os selv i. Eller forstå, ved at komme i tanker om noget fra vores eget liv. Det kan være små punkter, hvor vi selv har oplevet at blive svigtet. Eller at bliver uretfærdigt behandlet. Eller blive ofret. Om det er i det små eller i det store, så gør det allerhelvedes ondt. For det er helved på jord at blive svigtet og ofret af sine medmennesker.
Og så er der de punkter, hvor vi genkender os selv og kan forstå det, der fortælles, ved at huske fra vores eget liv de gange, hvor vi svigtede. De gange hvor vi listede kujonagtige væk. Tav stille. Lod det onde ske. Eller aktivt var med til at ofre en anden. I det store eller i det små. Og det gør så frygteligt skamfuldt at tænke på, at vi helst går hurtigt videre.
Så langfredag er vi tilskuere. For vi kan ikke tåle at være deltagere, andet end i punkter. Punktvis. I glimt.
Børnene på omkring 9 år, de børn fra 3.b på Odense Friskole, der har lavet de her vidunderlige krucifikser, vi har udstillet, havde mange overvejelser over, om Jesus skulle have øjne. For sætter man øjne på ham, så er det ham, der ser på os. Men sætter vi ikke øjne på, så er det os, der kigger på ham.
Det fik mig til at tænke på de krucifikser, hvor Jesus har lukkede øjne - det var vældigt på mode fra 1400tallet og frem, i samme periode, hvor man gjorde ham mere og mere lidende. Og hvor man dyrkede den side af vores fromhedsliv, hvor vi er tilskuere, der ved at se på ham og ved at se hans frygtelige lidelser, skulle blive overvældet af ydmyghed og medlidenhed. Og se hans store frelsergerning overfor os svigtende mennesker, - som i vores passionsalmer.
På et krucifiks i Broager kirke har Jesus lukkede øjne, og hælder en lille bitte smule til siden. Det er sådan et overgangskors mellem den tidlige middelalders kors, hvor han nærmest står op og kigger ud. Her er vi på vej over i senmiddelalderens lidelsesfyldte figur, med lukkede øjne, som ikke kan tåle at se på os, og som vi af god grund får ondt af. Men da man skulle restaurere krucifikset i 1920'erne opdagede man, at der bag de overmalede øjenlåg var åbne øjne. Så moden skifter. Det skifter, hvordan vi ser på os selv, og hvordan vi ser på Kristus i forhold til os selv. Han havde engang åbne øjne, der kigger ud, men man malede dem over, og blev så selv tilskuere og betragtere. Til indre opbyggelse.
Når Jesus har åbne øjne, så kan han både kigge ud, kigge ned og kigge op.
Børnene sagde, (da de arbejdede med deres krucifixer) på forskellige måder: når han kigger ned, er det så synd for ham og jeg bliver ked af det. Når han kigger op, - det er der mere håb i. Eller: når han kigger op, er det som om han taler med Gud.
Så hvem kigger på hvem, og hvordan?
Hvem er tilskuere: Jesus, der kigger på os? eller os der kigger på ham? Og hvordan kigger vi: kigger vi ned, skamfulde? Eller kigger vi op, hengivne? Kigger han ned: svigtet og ofret? Eller kigger han ned, medlidende og kærligt? Eller kigger han op og siger: hvorfor har du forladt mig? Eller kigger han op og siger: tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør? Eller kigger han ud, ud på verden og tænker: det er vilkårerne?
Eller lukker han øjnene, for han er træt? Han gider ikke mere.
Eller, nu har han gjort, hvad han kunne, for os, for verden.
Nu vil han hjem. Nu vil han have fred. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd ?
Vi er tilskuere, langfredag.
Kun punktvis kan vi tåle at deltage.
Og lige dér gælder det om at være ærlige og frimodige. Og være ved, at vi er tilskuere, og ikke 'lade som om'. Lade som om vi deltager.Foregive.
At være voyeur er ikke noget særlig pænt. Måske fordi der i begrebet voyeurisme og at være voyeur ligger et "laden som om." Man er tilskuer, men man får mere ud af det; man lokker noget ud af det man ser, som om det gælder en selv. Og det er hykleri. At være på afstand, holde sig på afstand, men trække fordele ud af det man ser, uden at betale prisen ved at involvere sig, være involveret.
F.eks. da de to tårne blev fløjet sønder og sammen i New York. Vi var tilskuere alle sammen, Undtagen de døde og deres pårørende, og de sårede og hjælperne.
Vi andre var tilskuere. Og det var et fascinerende syn, ellers ville TV jo ikke vise det igen og igen og igen. Men da en tysk kunstner vovede at sige, at det æstetisk fascinerede os, at det tiltrak os at se det skue, ja, så blev han overfaldet af hele Europa og måtte trække alt tilbage. Alt imens tv-skærmene igen og igen og igen viste flyet, der ramler ind i bygningen og sætter den i brænd, mens de fortalte om denne forargelige tyskers udtalelser....
Hykleri - ærlighed. Det handler om et mod til at indse, at man er tilskuer, og kun punktvis deltagere, og ikke gøre, som om man er mere. Men vi fristes til at trække følelser og betydning ud af noget, som vi ikke betaler prisen for at være med i. Men vi trkskker betydning og følelser og erkendelser ud af det. Og på det punkt er vi alle voyeurer, i en eller anden grad.
Kunstnere er ofte dem, der kan sige os det. Fordi deres métier jo er at se; se og give det et udtryk. Jørgen Leth er netop en af dem, der hele tiden kredser om det at se på, på afstand. Og bruge det i et kunstnerisk udtryk, i film. Og er det tilladeligt? spørger han sig selv om. Kan man tillade sig at vise lidelse og grusomhed? Hvor går grænsen for at udnytte andres lidelser når man kunstnerisk vil vise verden, hvordan der er i verden?
Jeg vil slutte med en anden kunstner, en belgier. Det er et digt om det at være tilskuere til andres lidelser og om hvad ofrene måske tænker. Det er en sang af Jacques Brel, og jeg har oversat den selv, -så det er som det er:
Tyrene
Tyrene keder sig om søndagen.
Når de i arenaen skal løbe for os.
Noget sand, noget sol, nogle planker,
noget blod så der bli'r lidt mudder.
Det er den time, hvor grønthandlerne tror de er Don Juan,
det er den time, hvor de engelske damer drømmer sig væk.
ahh
hvem kan sige os, hvad tyren tænker
mens den løber, og vender rundt
og pludselig opdager, at den er forsvarsløs
ahh
hvem kan sige os, hvad den drømmer om
når den løfter øjet
og ser hornene
i panden på alle hanrejerne.
Tyrene keder sig om søndagen.
Når de i arenaen skal lide for os.
Se, nu er picadorerne der, og folkemængden fyldes af hævn,
se, nu er toreadorerne der og folkemængden overgiver sig.
Det er timen, hvor grønthandlerne tror, de er Garcia Lorca,
det er timen, hvor de engelske damer drømmer sig væk som Carmen
Tyrene keder sig om søndagen
Når de i arenaen skal dø for os.
Om lidt vil kården gå igennem, folkemængden læner sig ud for at se
Nu er kården gået igennem, folkemængden rejser sig og jubler.
Det er sejrens øjeblik, hvor grønthandlerne tror, de er Nero
det er sejrens øjeblik, hvor de engelske damer drømmer sig væk med Wellington
ahh
mon ikke tyrene, mens de falder til jorden
mon ikke de drømmer om et helved,
hvor mennesker og toreadorer brænder op
ahh
eller mon ?
mens de falder
mon så de tilgiver os,
fordi de tænker på alle vores nederlag,
dem i Karthago, Waterloo og ved Verdun ?
Amen.