Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

7. søndag efter trinitatis, 04.08.2019

Predigt zu Lukas 19:1-10, verfasst von Anders Kjærsig

Jeg har sat mig op i morbærfigentræet for at tale med den ensomme overtolder, Zakæus. Han sidder og spejder i østlig retning og prøver forgæves at få sit liv til at lykkes. Han har en lille papyrusrulle i hånden. På den har han prøvet på at samle kristendommen i en koncentreret form. Jeg har fået hans skrift, og har nu ført det ind i trosbekendelsen. Det følgende er med andre ord en fortolkning af trosbekendelsen, skrevet af Zakæus og redigeret af undertegnede, og finder sted syvende søndag efter trinitatis.

 

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Djævelens væsen er at modvirke det gode. Han er det godes antipode. Ham forsager vi. Forsage er det modsatte af at forsone. Vi prøver at forsone os med vor næste, hvis forholdet er gået skævt; vi prøver at forsone os med vor Gud, når tvivlen og fortvivlelsen gnaver. Men vi kan ikke forsone os med det, vi forsager - at forsage vil sige at lægge afstand til, med Guds hjælp holde det borte, der vil ødelægge gudsforholdet og det menneskelige liv. Vi forsager Djævelen, Satan, Fanden, Beelzebul, Fristeren, Antikrist, 666 og alle de øvrige navne, Djævelen er bære af. Og alle hans gerninger, den konkrete måde han forvrænger virkeligheden og det menneskelige liv til ugenkendelighed på.

 

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Almægtig! Så er man stor – stor, større, størst. Intet over eller under eller ved siden af. Den Almægtige er udenfor universet, på den anden side af Big-Bang, ham, som har sat det hele i gang både tiden og rummet og tyngdeloven, galakserne og planeternes rotationer, selv universets relativitet står han bag. Så stor er den Gud, vi tror på - og dog er afstanden mellem ham og os ikke større, end vi kan kalde ham for Fader. Han er ikke blot Herre, Skaber og Almægtig Gud, han er også far, tilstede hos i bøn og lovsang og dermed ikke uden for rækkevidde. Det sidste viser han os, ved at give os sin søn…..

 

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre.

Den Almægtige og den Enbårne! De er to, men dog enig: Far og søn. Der er ikke flere sønner og ikke andre fædre. Tænk sig en far så almægtig, at han vil dele sin magt med sønnen. Tænk sig en far så almægtig, at han ikke blot vil dele sin magt med sønnen, men lade sønnen vise sin magt gennem en vilje til afmægtighed. Tænk sig en far så almægtig, at han ikke blot lader sønnen fremstå som afmægtig, men lige netop fra denne position giver sønnen ret til at kalde sig for Herre. Det er kun den største Gud, som gør det. Og det er kun den største far, som kan handle sådan. Fader og søn er altså enig om en hvis forskellighed – sønnen undfanges til at leve et liv i timelighed og forgængelighed….

 

som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria.

og kastet direkte ind på en forvirret og brændende klode, som en trekant i et glasperlespil, der ikke rigtig passer ind, og som fra begyndelsen virker som et fremmedelement, et modsigelsens tegn, et mysterium, der vækker til forargelse og misforståelse, og som aldrig helt kan gennemskues: Gud og menneske, himmel og jord, almægtig og afmægtig, stor og lille og i én og samme person. Alle modsigelserne tårner sig op: Undfanget i ånd og født af kød, et lys i mørket, der skal udsættes for mørkets pinsler og smerte, fordi mørket ikke tog i mod det..…

 

pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget,

så langt nede i det ikke-værende, i dødens eget rige, at ingen kan følge med andet end Gud selv. Pint under Pontius Pilatus - her ser man ondskaben sat i system. Et rige som henretter folk, der intet har gjort andet end at gøre den himmelske faders vilje nærværende i ord og handlinger, er set både før og siden. Sønnen gennemlever al den smerte, tortur og vold, som tænkes kan, for til sidste at ånde ud på et kors blandt røvere og tyve, al imens bødlerne vasker deres hænder på kryds og tværs og råber i munden på hinanden: Korsfæst ham!

    Korset står i alt sin uhygge som et symbol på fortabelse og frelse – herfra lyder de modsatrettede og paradoksale ord: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” Og dog: ”Det er fuldbragt”! Den sidste sætning er et ekko fra den anden side af smerte og død, bagsiden af korset, stemmen fra den tomme grav, der allerede lyder på Golgatas og viser, at der er et liv inde i døden – ”Det er fuldbragt!”……

 

på tredje dag opstanden fra de døde,

for at vise sig først for de nærmeste og siden hen for alle. Det er miraklet: Det er kernen i selve kristendommens væsen. Uden opstandelse intet håb og ingen prædiken. Hvad skulle man sige, hvis ikke dette kunne siges. Så var der ikke mere at sige. Så var Gud ikke livets Gud heller ikke dødens, men blot en tilfældig Gud, der aldrig kunne være almægtig, og aldrig blive Herre over livet og døden. Opstandelse vil sige at stå op og gå ud også der, hvor man hverken kan stå eller gå. Kristus er både opstået og opfaret……

 

opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,

nu er far og søn sammen. De er uadskillelige og er enig om verdens gang. Hvor de sidder, er der ingen, som ved. Sønnen er faret til himmels, men hvordan skal himlen rumme både Faderen og Sønnen, når den ikke engang kan rumme Faderen alene? Det er altså ikke et spørgsmål om, hvor de er, men at de er; har væren og er tilstede som magten bag ved det, der er….

 

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

alt skal dømmes til sidst. Intet væsen slipper uden om dommen. Mennesket er konsekvensen af sine handlinger, og de står ved magt. Handlingernes konsekvenser rykkes der intet ved, og intet er for den treenige Gud glemt. Men skønt intet er glemt, kan alt blive tilgivet. Der er forskel på glemsel og tilgivelse. Og fordi, vi har en kærlig Gud, står tilgivelsen stærkere end dommen. Derfor skal vi glædes os over, at det er Far og Søn, som dømmer alle vores handlinger, så vi ikke i al evighed skal dømme hinanden……

 

Vi tror på Helligånden,

der er selve stemmen. Hvor Sønnen forbinder det himmelske og jordiske, forbinder Gud og mennesker, der forbinder Helligånden det, der er på tværs af tiden. Helligånden opløser timeligheden og kronologien til fordel for evighedens altid muligere nærvær. Fader og Søn er ligeså nærværende i dag som dengang, fordi Helligånden holder Ordet i live, så det stadig lyder……

 

den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund,

uden kirke ingen kristen praksis. Det er her, de helliges samfund mødes, for at Ånden kan viderebringe Sønnens gerninger og ord på jorden og lade den Almægtige Gud prise og lovsynge for…..

 

syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Befri os for al den splittelse, som har været indeholdt i skabelsen siden tidernes morgen: Skisma, fortvivlelse, indelukkethed og synd. Lad ikke døden blive Herre over vores krop og sjæl. Vi er forgængelige, men vi skal i lyset af opstandelsen aldrig miste håber om et evigt liv. Engang skal vi se ansigt til ansigt. Vi bliver ikke kropsløse, men vi bliver mennesker uden synd……

 

Amen

Sådan! Det var det! Nu kender vi retningen…



Sognepræst Anders Kjærsig
Odense, Danmark
E-Mail: anderskjaersig(at)hotmail.com

(zurück zum Seitenanfang)