Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis, 11.08.2019
Predigt zu Mattæus 7:15-21, verfasst von Marianne Frank Larsen
Der sidder en gråbleg dreng i en båd langt ude på ishavet og opbyder sine sidste kræfter for at slå is og sne af båd og sejl sammen med de voksne mænd, mens den arktiske vind sønderriver snevejret og slynger det ind i ansigtet på ham. Men der sidder en ven ved hans side, og pludselig rykker vennen så tæt på, at deres pander rører hinanden under sydvestene. Han prøver at sige noget, og ordene kommer, forvrænget ganske vist, for læberne er stive af kulde, men forståelige for den, der ved, hvor de stammer fra, og det gør drengen: ”Sødmefyldt er morgenens ånde, sødt opstiger dens ven med de første fugles trylleri”. Det er fra Miltons ”Det tabte paradis”, som vennen er ved at læse. Og ordene får drengen til at smile gennem søsyge og kulde og frygt og ånde lettet op. ”Sødmefyldt er morgenens ånde”, og et øjeblik kan han glemme alt undtagen anstrengelserne ved at slå frost og sne af sejlet. Natten efter sidder der en forstenet dreng på en seng. Fuldkommen følelsesløs. Men der sidder en kvinde ved hans side. Og uden at tænke lægger hun sin hånd på hans skulder. ”Det er en bevægelse, der kommer indefra”, står der, ”medfølelse og sorg forenet i en og samme hånd”, og kort efter græder drengen med hovedet i hendes skød, de tårer, der lindrer, når ordene ikke slår til.
To korte sætninger fra et digt. En hånd på en skulder. Ikke noget storslået eller bemærkelsesværdigt, bare to små bevægelser mellem mennesker i den vidunderlige islandske bog af Jon Kalman Stefansson, der hedder ”Himmerige og helvede”. To glimt af mildhed, to øjeblikke, hvor den ene rækker ud til den anden. Det er hurtigt overstået; det ser slet ikke ud af noget, men det er ikke desto mindre kærlighedens frugter. Manden med ordene, kvinden med hånden – ingen af dem har planlagt, hvad de ville gøre, ingen af dem handler, som de gør, for at opnå noget, ingen af dem overvejer, om de nu gør deres himmelske fars vilje. De gør simpelthen dét, der ligger lige for; siger ordene og løfter hånden, fordi det netop da er dét, mennesket ved siden af dem har brug for. I deres opmærksomhed er de i det øjeblik helt ude hos den anden, og da giver det sig selv, hvad der skal gøres. Der en én, der skal have gode ord at stole på, én, der skal mærke varmen fra et andet menneskes hånd for at kunne trække vejret.
De falske profeter er de stemmer i os og omkring os, der vender vores opmærksomhed mod os selv i stedet for. Det er de stemmer, der fortæller os, hvad vi selv har krav på. Husk at forkæle dig selv. Vær god ved dig selv. Pas på dig selv. Lyt til dig selv. Du skal elske dig selv. Hvordan har du det med det, du gør? For hvis du ikke har det godt med det, er du ikke forpligtet. Så behøver du ikke åbne munden eller række hånden ud. Og de falske profeter er de stemmer i os og omkring os, der fortæller os, at vores liv er vores eget. Du er dit eget livs arkitekt. Din egen fortæller. Du skaber selv dit liv. Det er dit valg. Vil du blive eller gå? Vil du give eller tage? Række hånden ud eller se den anden vej? Det ene kan være lige så godt som det andet, for det er dit liv. Og hvis det ikke er lykkeligt, er det op til dig at foretage de nødvendige valg og fravalg. Du behøver ikke at finde dig i skrøbeligheden. Hverken din egen eller de andres. De falske profeter er nemlig også de stemmer i os og omkring os, der ikke vil anerkende, at skrøbeligheden er vores fælles vilkår. Og at vi derfor er udleveret til hinanden og dybt afhængige af, at nogen giver os gode ord, giver os varmen, giver os en hånd. Det benægter de falske profeter i vores ører og vores sind. Men frugterne afslører dem. For ud af de stemmer, der lokker os til at lytte til os selv, kommer kun ensomhed og afstand mellem mennesker.
Tværs gennem støjen af de falske profeters mangeartede stemmer lyder en klar og tydelig og anderledes stemme, som fanger vores opmærksomhed. Det er Vorherres stemme, der søndag efter søndag, år efter år, holder os fast på, at vores liv ikke er vores eget, og at vi derfor heller ikke er i vores gode ret til at gøre lige præcis dét, vi har det godt med. Tværtimod. Han insisterer på, at vi skal gøre hans himmelske fars vilje. Det er det, det kommer an på i vores liv, og det, den himmelske far bedømmer os på. Det er han i sin gode ret til, fordi det er ham, der givet os det hele. Vores liv og de hænder, der kan lægges på en skulder, og de ord, der kan siges fulde af sødme, og de mennesker, der er ved siden af os. Derfor er det også ham, der definerer, hvad der er meningen med det. Det er den, hans søn bliver ved med formulere, søndag efter søndag, år ud og år ind. Du skal tro, og du skal elske. Dét er meningen! Den himmelske fars vilje. Med sine klare ord er Vorherre hans sande profet – og hans sidste.
Men han er mere end det, og det er derfor, hans ord ikke bare er endnu et krav, men et glædeligt budskab. For han er også vores bror, født som en af os for at gøre os til sine brødre og søstre og give os barnekår hos hans far. Og død som en af os for at gøre os til medarvinger til herligheden, hvis vi nu skal sige det med de smukke ord fra dagens epistel. Det har vi været, siden vi blev døbt, og når den himmelske fars vilje er, at vi skal tro og vi skal elske, er det dét, vi skal tro på, og derfor vi skal elske: at vi er elskede børn af den himmelske far, arvinger til hans rige. Det er ikke noget, vi skal kæmpe for at blive; det er ikke derfor, vi skal prøve på at gøre hans vilje; nej, det er udgangspunktet, grundlaget for den lydhørhed, han forventer af os: en kærlighed, vi kan hvile i – og virke i. Som børn, der ved, at de bliver set med kærlighedens forventning i øjnene. Når det går op for os, at vi overhovedet ikke gør vores himmelske fars vilje, at vi ikke fik sagt de ord og ikke rakte den hånd, den anden havde brug for, er det den kærlighed, der tilgiver os og vender vores opmærksomhed mod den anden på ny og sætter os til at elske hinanden om igen.
Det er som mennesker, der allerede har børnekår hos Gud, at vi aldrig må holde op med at spørge os selv, om vi gør vores himmelske fars vilje. Det er det, den klare stemme i dagens evangelium endnu engang skærer igennem alle andre stemmer og insisterer på. Tror du, og elsker du som én, der har Gud til far? Bærer du troens og kærlighedens gode frugter? Hvis vi er ærlige, må vi nok svare, at vi desværre også bærer så mange andre frugter. For det underlige er, at vi først virkelig gør hans vilje i de øjeblikke eller timer, hvor vi glemmer alt om, at det er dét, vi gør. Som manden, der hviskede om morgenens sødmefyldte ånde og de første fugles trylleri. Som kvinden, der lagde sin hånd på en skulder og tog imod de tårer, der lindrer. Uden tanke for sig selv. Fordi det var det, der skulle til. Det er også dét, vi skal. Gøre det, der skal til, for hinanden. Stole på, at selvom vi kommer til kort over for hans vilje, er vi stadig elskede børn af den himmelske far. Endnu engang må vi bede ham give os blik for hinanden og saft og kraft til at bære kærlighedens gode frugter. Amen.