Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis , 25.08.2019
Predigt zu Lukas 19:41-48, verfasst von Lasse Rødsgaard Lauesen
I Legoland var der engang et dukkehus, måske verdens mest eventyrlige dukkehus Titanias Palads, udført af den engelske maler og officer Sir Nevile Wilkinson. Ethvert barn trykker næsen flad for at få hver detalje med. Det var Sir Neviles datter Guendolen, der havde bedt sin far om at konstruere huset til nogle små alfer, hun havde set ude i haven. Alferne virkede hjemløse, vurderede Guendolen, de overnattede nok i underjordiske huler og burde have et fint hus at bo i.
Sir Nevile gik i gang og brugte de næste 15 år på at skabe dukkehuset. Først i 1922 kunne han vise det offentligt frem, da indeholdt paladset ikke færre end 3.000 dele, hvoraf mange er små kunstskatte samlet fra hele verden. Og hvor har man som barn lyst til at lege med slottet. Glasset holder heldigvis alle på afstand, for vi høre ikke til i deres verden vores styrke ville bare ødelægge deres spinkle og skrøbelige møbler.
Da jeg som barn stod og så på slottet var det især et fingerbøls stor skål der optog mig. Det fortælles nemlig, at alle verdens børns tåre samler Alferne der. Historien gav mig sammen med Ingemanns løfte om, at Gud ånder på øjet når det græder. Styrke og håb til at bære det, man kun kan græde over.
For tårerne var altså et sted og var ikke gledet ud i glemslen nogen havde set dem og opfanget tårerne. Gråd kommer når vi er magtesløse og vi ikke kan ændre på det der er sket. De fleste græder i stilhed for hvem vil udstille sin magtesløshed? Enhver mand ved, at det ikke hjælper at pive, men på en måde hjælper det at tænke på, at måske opfanger Gud også vores gråd. Tårerne er måske et sted, selvom de falder i stilhed fra vores kinder.
Hvis jeg skulle have et relikvie hos mig skulle det være de tåre der triller fra Jesu kinder. Jeg ved at Jesu blod eller måske en splint af Korset ville for nogen være en større relikvie end en tåre, men ikke for mig, for tænk at Jesus og dermed Gud kan græde over os.
Jesus græder over Jerusalem, ikke det han kan se, men fordi han kan se den fremtid ingen kan se endnu. Jesus græder som du og jeg, men ikke i stilhed. Han græder så enhver kan se, at Gud også kan være magtesløs. At han også kan blive rørt over os og have medfølelse med os. Han kan ikke bruge sin magt, men må bruge sin magtesløshed, når han går gennem glasset over i vores verden. Han er måske for stor og stærk i vores skrøbelige verden, men på en eller anden måde finder han styrken i magtesløsheden.
Tænk hvis relikviet med Jesu tåre blev fyldt op når han græd over verden i dag. Alt det der er lige til at græde over. Når livet gør ondt på os eller vi kommer til at gøre andre ondt. Engang i mellem mander vi os selvfølgelig op og gøre den gamle røverkule klar til at blive et bedehus igen. Der skal dog en hel del mere til og måske er det også derfor blod og splinter fra Korset sælger bedre end tåre. Guds søn må dø og opstå igen for at Jeg og I kan leve i troen på, at også min røverkule vil blive renset ud.
Tårerne får heller ikke i dagens evangelium lov at være det sidste. Jesus skrider til handling og driver de handlende ud og tager selv plads i templet og underviser. Han gør det, der måske i sidste ende vil få ham selv ryddet af vejen, og alligevel er det ikke tabet af sit eget liv han græder over, men at han ikke magter, at få Jerusalem til at vende om. Det lykkedes dem at rydde Jesus af vejen, men siden påskemorgen har han stået i vejen for at magtesløsheden og døden skal få det sidste ord.
Når jeg går hjem i dag vil jeg tænke på, at det er heldigt, at Jeg har en Gud der kan græde og føle sig magtesløs, men som også magter at bruge sin magtesløshed til at få magt over den død vi andre kun kan græde over. Mine tåre er nu heller ikke magtesløse for jeg lever i troen på, at der engang ikke vil være mere at græde over. Amen.