Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
13. søndag efter trinitatis, 15.09.2019
Predigt zu Lukas 10:23-37, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Det kristne liv
Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en af de evangeliske fortællinger som langt de fleste kender og forholder sig til. Den gode historie om samaritaneren vækker genklang, fordi hans barmhjertighed overskrider etniske, sociale og religiøse skel for at hjælpe en nødlidende. Når Jesus siger ’Gå du hen og gør ligeså!’, så føler vi os inspireret af dialogens konkluderende fordring. Jesus tvister spørgsmålet om hvem der er den lovkyndiges næste, så det ikke handler om hvem der skal hjælpes, men om hvem der hjælper: Hvem er den nødlidendes næste? Dialogen bliver med andre ord en fordring om selv at være først til at hjælpe, jeg er min næstes næste, jeg er altid den næste. Kristologisk lyder fordringen uden en anvisning på hvordan den kan efterleves, fordringen må enhver selv tage op til selvransagelse. Den evangeliske prædiken sender os fra kirke med dette åbne spørgsmål, hvis svar netop ikke kan gives fra stolen, men kun i den enkeltes liv. Med traditionens sans for patos kaldes dette personlige gudsforhold for Imitatio Christi.
Moseloven
Jesus spørger frækt om Moselovens krav for at arve evigt liv, og svaret komplementerer og udvider fordringen, men fokuserer den også. Tredje Mosebog 19, 1-37 handler om at overholde de religiøse foreskrifter for at blive Gud lig, da hellighed her er en approksimation af at leve i overensstemmelse med Guds vilje, en jødisk Imitatio Dei. Det er værd at notere at næstekærlighedsbuddet ikke er en kristen opfindelse, men allerede var – og er – en central del af det jødiske liv. Teksten minder os om at det ikke er et tilfælde at den lovkyndige jøde opsummerer hele Moseloven i buddet om at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Det er en beklagelig karikatur når vi siger at jøder opfatter ’næsten’ etnisk, dvs. som en jøde, for dette er ikke nødvendigvis sandt indenfor jødedommens egen fortolkningstradition. Når fortolkere peger på at en tjenestegørende præst i henhold til Moseloven ikke må have kontakt med noget urent, og derfor helt efter bogen ikke stopper op og hjælper den forslåede og blødende, så er også det en karikatur. Præst og tempeltjener er også på vej ned fra Jerusalem til Jeriko, altså ned af bjerget og væk fra templet, og de fungerer fortælleteknisk som de vanlige typer på at titler, pæne ord, tøj og penge ikke hjælper dig til at gøre det rigtige. Med kendskab til det jødiske bud om næstekærlighed burde de selvfølgelig være stoppet op for at hjælpe, og vi kan med Paulus’ og Luthers blik for lovens funktion erkende, at for loven er vi alle håbløse syndere. Fra den græsk-romerske moralfilosofi kender vi ’den gyldne regel’, som ligner, men ikke har samme spænding: ’Gør mod andre, hvad du vil at de skal gøre mod dig’. Indenfor så forskellige religioner som buddhisme og islam fordres næstekærligheden som en uegennyttig omsorg for den nødlidende, fx som fattighjælp og pleje af syge. Måske er Den barmhjertige samaritaner så elsket, netop fordi den har en almengyldig karakter, og simpelthen foreslår en fornuftig leveregel.
Loven
Paulus’ opgør med gerningsretfærdigheden i Galaterbrevet kan ses som en stærk evangelisk fokusering af fortællingen, så man ikke falder for fristelsen at omsætte fordringen til den sociale, kulturelle og politiske standard, man selv hylder. For hvis Jesus’ ord og liv blot oversættes til en ny lov, så overhører vi Paulus’ advarsel. I et evangelisk perspektiv er det med andre ord nødvendigt at spørge hvad fortællingen betyder for livet som kristen, og med den muskuløse paulinske retorik spørge, hvad næstekærlighed betyder for
den der er korsfæstet med Kristus, død for loven og genrejst og sat fri i troen på at Jesus er Guds søn. Efterlevelse af Kristus må i mine øjne være at møde enhver som sin næste, og hver gang spørge ’hvad kan jeg bidrage med´, og give den selvretfærdige renhed modstand. Det er ikke så meget handlingen, men engagementet der fordres. Det er ikke gerningsretfærdighed, da handlingen kan være så mange ting, ind imellem måske ligefrem at vi intet fortager os, aktivt passive. Det er ethvert kristent menneskes balancepunkt det kommer an på, når vi i troen er blevet ét med Kristus, vel at mærke uden at vi er blevet Kristus lig. Den kristne har fået sin frihed, men lever stadig i verden og farer vild i dens blændværk.
Det evige liv – en rejse og en forvandling
Historien om samaritaneren udløses af den lovkyndiges spørgsmål om hvordan man arver evigt liv, men vi får ikke noget svar, fordi emnet ændres til at handle om næstekærlighed. Med mindre et liv i kærlighed er billedet på det evige. I Lukasevangeliet får vi aldrig ordentlig besked om evigheden. Jesus’ omtale er ikke konkret, men billedlig. Mattæus, Markus og Johannes hjælper ikke stort, heller ikke Lukas’ nr. 2: ’Apostlenes Gerninger’ hjælper, og brevene giver kun et fragmentarisk billede på livet efter døden, og selv om Åbenbaringens apokalyptiske univers ikke handler om andet, forventer ingen vist at vi her skal vinde endelig klarhed. Vi kan uden at ryste på hånden sige at evigheden ligger dem alle på sinde, og selv fornemmer vi vigtigheden, men paradoksalt nok får vi aldrig klar besked.
Dogmatikken har længe afstået fra et oldkirkelig og middelalderligt verdensbillede opdelt i et nede og et oppe, i himmel og helvede. Gud er ikke længere Himlenes kronede konge, men det dualistiske verdensbillede er blevet sprængt i stumper og stykker, og i stedet udvidet til et uendeligt og grænseløst rum, hvor Gud er alt og selv tilstede i Intetheden. Døden regerer ikke hinsides, men midt i det liv vi lever. Derfor lever den bibelske billedrigdom stadig og er lige attraktiv for nutidige bevidsthedsformer. Evigheden, genkomsten og det ny Jerusalem er stadig levende billeder. De skal kun ikke forstås konkret og bogstaveligt, for så bliver verdensbilledet utroværdigt, og også evangelisk uholdbart. For spørgsmålet er for mig at se, om det nogensinde skulle forstås så bogstaveligt. Det forekommer mig langt mere sandsynligt at det er en autoritær fortolkningstradition, der har låst forståelsen, men det må vi tale mere udførligt om en anden gang. Dog vil jeg gerne allerede her slå fast at enhver tale om tanken om ’dobbelt udgang’ til enten paradis eller helvede og forestillingen om ’alles frelse’ er dybt spekulative, det er historiske spøgelser, og tjener ikke evangeliets klare lys. Det er ikke det samme som at Gud ikke er en evig og almægtig skabergud. Guds menneskeblivelse, død og opstandelse er selve dogmet om at troen skal tjene livets forvandling, fra timelighed til evighed, men på et billedligt plan, der netop erkendelsesmæssigt, eksistentielt og rumligt er flerdimensionelt. Vi lever i et flerdimensionelt verdensbillede. Det kristne liv i sig selv er en takkebøn til Gud for at blive et med Kristus. Evangeliet er en formidabel fortælling om at livet kan forvandles, mens vi lever. Inkarnationen er budskabet om at det kristne liv udfoldes i et univers af både krop og ånd.
Rejsemotivet, og forvandlingen undervejs, er et bærende motiv i Lukasevangeliet. Derfor er der en god sammenhæng i at spørgsmålet om det evige liv besvares med en lignelse om at det kristne liv er forvandlingen fra at være passivt modtagende som en næste til at være aktivt handlende som næste for den anden: Elsk din næste som dig selv. Jesus er jøde, og han ser sig selv og sin lære som en opfyldelse af den skriftkloges spørgsmål.
Om at ligne
Lignelser er små enkle fortællinger med en pointe enhver kan forstå. Men de er vanskelige at bryde op og forklare i sine enkeltdele, da det ikke er delelementerne, men pointen der er afgørende. De har ofte den funktion at billedliggøre troen. En sikker måde at afmontere billeddannelsen på, er at oversætte
fortællingen i sine enkeltdele, og lade lignelsen ligne os selv, når den i virkeligheden skal ligne noget andet, her: ’hvem er så min næste?’ (Luk 9, 27). Det er måske interessant at spørge om det enten er samaritaneren, eller manden der faldt i hænderne på røverne, der er Kristus: enten skal du være som den barmhjertige Kristus, der hjælper den nødstedte, eller du skal være som samaritaneren og genkende den lidende Kristus i den du møder. Begge udlægninger er opbyggelige, men lignelsen ejer en åbenhed, der ikke udelukker den ene udlægning frem for den anden. Hvis vi ligner os selv med den ene part er vi snublende nær en moralsk dom af både os selv og de andre.
En lakmusprøve på sit eget kristne liv kunne være om fortællingen om den barmhjertige samaritaner efterlader os med fortolkningens åbenhed, hvor vi må afstå fra at have ret, men dog alligevel søge sandheden for os selv. Det er tankevækkende at Jesus kan tale om dom, død og oprejsning uden at falde for moraliteten. For selv om der aldrig er en moralsk belæring, så er vi ikke i tvivl om at Jesus’ lignelser altid rummer en fordring: ’Så gå du hen og gør ligeså!’ Amen.