Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
14. søndag efter trinitatis, 22.09.2019
Predigt zu Lukas 17:11-19 (høstgudstjeneste), verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Effektivt hospitalsvæsen! De syges råb om hjælp bliver hørt, og helbredelsen sker på afstand uden indlæggelse eller behandling, mens de syge er på vej til kontrol for at blive erklæret sygdomsfrie. Det er vel ikke så sært, hvis mange dengang syntes, at Jesus ville være god at have som konge og leder.
Hvem er han, som kan helbrede de syge?
Jesus spørger os modsat: Hvem er han, som kommer tilbage for at give Gud æren for helbredelsen? Og hvem er de ni andre, der ikke gør?
Er de utaknemmelige skarnsunger? Eller er de autoritetstro samfundsborgere? Jesus sendte dem selv af sted for at blive synet, – og var helbredelsen ikke en gave, måske?
De fleste af os har lært som børn, at vi skal sige tak. Som barn kan det godt være svært at forstå, hvad tak handler om, og det kan være en stor og svær opgave at sige tak, når man bliver beordret til det. Måske fordi vi som børn forstår mere af gavens natur, end vi gør som voksne. Måske forstår børn også mere om taknemmelighedens natur, end voksne tror.
En gave eller en handling, der beordres besvaret med tak, er sådan set ikke længere en rigtig gave. Rigtige gaver er nemlig betingelsesløse og gratis. I det øjeblik, man giver en gave, slipper man enhver rettighed som giver. Gaven tilhører modtageren, der ikke skal ”betale” eller ”belønne” giveren.
At sige ”tak” på den rigtige måde er socialt tillært, mens taknemmelighed er noget helt andet. Når vores grundstemning er glad, så ligger det lige for at sige tak med et smil. Vi siger ”tak” til højre og venstre: Tak for nu og tak for hjælpen. Tak for mad, tak for i dag, tak for sidst, tak for overraskelsen, og tak, fordi du elsker mig! Hverdagen er fuld af taknemmelige udsagn for stort og småt. Den nu raske mand, der vender tilbage ytrer sin taknemmelighed, fordi han slet ikke kan lade være – den strømmer over. Så lad os se lidt på taknemmeligheden.
Kan I huske følelsen af et smil, en latter, en glæde, der kommer dybt indefra? Det starter i kroppen, gør den let, sætter stjerner i øjnene, førend tanken kommer: ”jeg er glad”, længe førend vi får ytret os om det.
Selv midt i smerte kan glæden være der:
Tænk på en fødsel, når barnet er kommet til verden.
Tænk på et stykke arbejde, når det lykkes og er veludført. Eller tænk på en fest, der har krævet meget forberedelse og på følelsen midt i festglæden og glæden efter festen.
I fredags eftermiddag og aften, nød jeg efter dagens arbejde det gode vejr og løb en tur, benene var gode, lyset smukt, skoven skøn, senere var der tid til både havearbejde og slentretur i eftertænksomhed, leg med katten, vasketøj og lidt husligt arbejde, og en kop te i solen. En overstrømende taknemmelighed over at have fået tiden og muligheden skænket fyldte mig, - så meget, at det var, som om tiden standsede. Jeg vidste, at kirkeklokken ville fortælle, når klokken var seks, og at solen går ned ca halv otte, men det føltes, som om timerne var uendelige på den gode måde, som skænket tid, – gratis. Tak, tak, tak - tænkte jeg og mærkede taknemmeligheden i hele kroppen.
Hvis nogen kræver at få tak, så er der gået børsnotering og inflation i alle gode gaver, for så skal de jo betales. Mens den spontane taknemmelighedsfølelse, der fylder os og strømmer over med alle slags tak – også den usagte ”tak” – er hellig og ganske gratis.
Gratis, som betyder nådefuld – af nåde. Et ord, vi knapt nok bruger længere. Vi er blevet så vant til, at alting har en pris, en omkostning, en værdi, en rente og renters rente…; og at vi skal fortjene os til næsten alt med vores perfektion. Det er rædselsfuldt!
Men vi kender nåden. Den hænger nært sammen med den spontane taknemmelighed. Det er vores erfaring, når gode ting sker i vores liv. Når et barn kommer til verden og vi overvældes af glæde, kærlighed og taknemmelighed på én gang. Når vi møder godhed fra andre mennesker uden betingelser, uden krav, uden forventninger om passende taknemmelighed. Når nogen eller noget gør os godt bare sådan uden videre, så erfarer vi i praksis, hvad nåde er. Når livet lykkes og falder os let, ved vi at nåden er gratis, ligesom kærlighed, glæde og tillid er. Gratis og u-omsætteligt, og der må aldrig gå børsnotering og pointsystem i det, – for så dør det.
Taknemmelighed er forbundet med livsglæde. Tak styrker os i, at vi er forbundne og ikke skal tilvejebringe alt selv. At liv er gave, nåde, der kommer flydende til os – udefra.
Selv der, hvor livet er sværest, er der grund til at hænge fast i taknemmeligheden, øve den, samle den og ikke glemme det, som gør godt, hvor småt det ellers kan være. Det hjælper os, taknemmeligheden gør os godt. Derfor skal vi samle på den, – ikke for Guds skyld, ikke for de andres forventnings skyld, men fordi det hænger sammen med livets gave, en skænket, frigivet gave. Taknemmeligheden er resonansen, genklangen, der fuldender musikken.
Gud viser sig i Jesus som en helbredende Gud. Jesus helbreder de ti uden at sortere dem, hverken efter herkomst eller religion, heller ikke efter deres forventning eller fortjeneste. Uden at tage nogen af dem til eksamen eller i forhør, uden at spørge om deres ophav, tro eller livsførelse sender Jesus dem samlet til præsterne. Præsterne skal konstatere, at de ti er helbredt, så de kan vende tilbage til fællesskabet som raske.
Den ene, der vender tilbage til Jesus, så snart han ser og mærker, at han er helbredt, får vores øjne op for helbredelsen som gave, livet som gave, det at være og føle sig rask som gave. Sammenhængen går op for ham og for os, at han har mødt Gud. Den Gud, der helbreder og sætter mennesker fri. Han har ikke travlt med at grunde over hvorfor eller hvordan, eller hvorfor ikke før? Han fyldes af sit nye liv, der ytrer sig i taknemmelighed. Han er fri af det gamle og det, der var før.
Det går op for os, at Gud finder sted og kan erfares i et ord – et lille ord, en stor følelse: Tak! Vi forstår med hele vores væsen, at det er gratis, – givet af nåde, betingelsesløst og frisættende.
Og samtidigt forstår vi, at det er værd at øve sig i taknemmelighed som livsindstilling. At det er værd at øve opmærksomhed på taknemmelighed som følelse. At det gør godt at vælge taknemmeligheden som bevidst og villet valg også midt i smerte og kaos. Taknemmeligheden er en forventning, en åben bøn og en tillid til, at Gud står inde for os alle dage, også på de yderste, mørke, - selv den dag, vi ikke bliver raske, men dør og vågner i favnen på den Gud, som helbreder. Amen!