Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter trinitatis, 29.09.2019
Predigt zu Matthæus 6:24-34. 1 Mosebog 8,20-22; 9,12-16. Galater 5,15-6,8 , verfasst von Christiane Gammeltoft-Hansen
Matthæus 6,24-34. 1 Mosebog 8,20-22; 9,12-16. Galater 5,15-6,8
Vær ikke bekymret. Gør noget!
Man kan komme tæt på døden i en taxa i Karachi. Det ved jeg af erfaring.
Trafikken er et farligt sted. I en taxa i Karachis tætte trafik kan den være livsfarlig, i sær når taxachaufføren ignorerer alle trafikregler, og lyset, der kommer imod en, ikke er lyset for enden af tunnelen. Ikke i første omgang i hvert fald. Det er en modkørende bil.
For taxachaufføren var det tydeligt, at det bare var en almindelig dag på arbejdet. Gestikulerende med hænder, som det havde været en hel del rarere, om han havde beholdt på rattet, råbte han af sine modtrafikanter, kørte i rasende fart, tog den for rødt. Ind imellem fik han også tid til at grine til passageren: Don’t worry.
Men det gjorde hun – bekymrede sig. Angsten vokser proportionalt med ulykkens truende nærhed. Vildt og vredt råbte hun derfor op om, at hun gerne ville slippe levende fra køreturen. Det lod chaufføren sig imidlertid ikke anfægte af. Så meget for at sætte sig igennem. Men som han også sagde, idet han trak på skulderen i en sådan ”det gør alligevel hverken fra eller til” attitude: Døden, den er ikke op til os. Hvornår og hvordan vi skal herfra, det er op til Gud.
Så kunne man ellers sidde dér som en lilje i naiv umiddelbarhed og lægge trafikken og verdens gang i hænderne på en Gud, der efter chaufførens udsagn syntes at befinde sig på et over-punkt, hvorfra livet blev afgjort. En lilje der ikke bekymrede sig, men bare var til – smuk, blid, i en stoisk ro.
Men passageren var ingen lilje, og der var ingen ro, kun denne mareridtskørsel gennem Karachi. Det var ikke Gud i vold, men en chauffør i vold, der i stedet for almindelige trafikale hensyn kørte på en radikal skæbnetro.
Det er nemt nok at være smuk og i balance, hvis man er en lilje på en mark, der ikke kan andet og ikke ved af andet end at stå der. Det er nemt nok at leve umiddelbart, hvis man er ren natur og ingen refleksion, hvis man er uden fortid og fremtid. En blomst der lever fra minut til minut, sekund til sekund, og som er forskånet for at se lyset fra en modkørende bil, der er på kollisionskurs med ens egen dødsdømte taxa.
Eller: Det er nemt nok at være fri som fuglen, hvis man ikke behøver at tænke på, hvad der skal blive af en, og endnu mere bekymringsvækkende: hvad der skal blive af de andre. Dem man ikke kan undvære.
I årevis har vi prøvet at bilde os selv og hinanden ind, at vi er sådanne frit svævende fugle. Men det passer ikke. Vi er netop dem, der bekymrer os, som sår, høster og samler i lade, fordi vi har dødens afmagt i os, og ved at livet er skrøbeligt. Så selvfølgelig prøver vi at samle lidt til at stå imod med.
Det kunne være skønt at have noget af liljens og fuglens umiddelbarhed og frimodighed. Men vi er nu engang dem, der har både fortid og fremtid at forholde os til. Dem, hvis menneskelighed beror på, at vi ikke kun lever på et carpe diem. Der er ingen forsoning, hvis vi ikke vil forholde os til vores fortid. Og der er intet håb, hvis fremtiden ikke er med. Vi er dem, der lever i tidens udstrækning, hvor noget er sket, noget er, og noget venter. Og hvor vi – fordi alt ikke bare er ét forklaret ”nu” – kan blive overmandet af bekymring.
I en taxa i Karachi kan det blive til magtesløshed. Fanget i en skæbnebil, hvor Gud er fraværende og dog styrende. Her hørtes bekymringen kun af den enkelte selv. Ingen modtog den råbendes vrede. Det gjorde vreden og klagen større – og det var vel at mærke ikke en klage af den slags, der er dyb og smuk, og som kan gives til digtningen.
Men var taxaen kørt op på det bjerg, hvorfra Jesus taler i dag, ville der være sket noget med det skæbnetunge. Hvis den havde holdt ind for et øjeblik dér, ville der være blevet rusket op i gudsbilledet. På dette bjerg bliver der nemlig ikke fortalt om en Gud, der på afstand afgør livet. Der er derimod et møde med en Gud, der er nærværende og handlende, og som kalder mennesker til at være det samme.
Vi er ikke herre over liv og død, men vi er heller ikke uden ansvar. Vi har ikke skabt livet, vi har fået det givet, men vi har arme og ben, kan tænke selv og dermed også tænke med på verdens gang.
Se på naturen opfordrer Jesus os til i sin bjergprædiken. Og som det er gået, gør vi det mindre i et forsøg på at blive samstemt med den, og mere i en erkendelse af at vi netop har et ansvar. At vi hverken kan tillade os at være drømmere, der passivt venter på, at det skal grønnes eller resigneret slå ud med armene, i et ”det gør alligevel hverken fra eller til”.
Engang lod Gud det regne på jorden, og havene steg. Det var måske noget af denne gammeltestamentlige Gud, der blev talt frem i taxaen i Karachi. I dag får vi havene til at stige ved egen hjælp. Og der skal mere end at tage ved lære af liljer og fugle til at bekæmpe det.
Vær ikke bekymret – det bør en ansvarsløs chauffør afholde sig fra at sige. Men sagt af Jesus, der kommer med fremtiden, får det mening, fordi det bringer forløsning med. Vær ikke bekymrede – sagt af Jesus lyder det nærmest som en syndsforladelse, en befrielse fra den bekymring, der bliver selvkredsende, selvopfyldende, selvtilstrækkelig. Eller det lyder som en befrielse til at handle i stedet for resigneret at trække på skuldrene.
På bjerget hører vi, at der er noget, der er stærkere end bekymringen, og noget der er vigtigere end den. Midt i bekymringerne er der en positiv kraft, der ikke vil overlade fremtiden til modstanderen, og som et signal til opbrud siger: søg først Guds rige. Midt i bekymringerne er der et virksomt kraftfelt. Et kraftfelt i hvilket der kan handles. Fremtiden er Guds, og det har allerede indflydelse på dette nu.
Der er meget, vi hverken kan hæmme eller fremme. Men du gav os o Herre en lod af din jord. Og den skal dyrkes, og det skal vokse. Dertil er der brug for mennesker, der gør deres bedste. Vær ikke bekymrede – det
er et kald til at vende sig ud ad og svare på livet. Det hele styres ikke af en streng Gud fra et afsidesliggende sted. Gud er trådt ind i verden. Vær ikke bekymrede. Gør noget! Amen.