Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
16. søndag efter trinitatis, 06.10.2019
Predigt zu Lukas 7:11-17, verfasst von Preben Kræn Christensen
Der var travlhed i Nain. Én af byens indbyggere var død, og der var et stort følge, der fulgte den døde og hans mor på vej. Han var hendes eneste søn! Og der var mange til bære både den døde og moderens sorg, for hun var chokeret og græd i sin magtesløshed. Kærligheden til hendes søn var så stor, og hvor skulle hun nu rette sin kærlighed?
Hun hadede døden. Døden er den fjende, der kommer buldrende eller snigende … giver livet bagkant uden, at vi kan vide hvornår. Døden er livets modsætning, og den er med til få os til at gribe livet, selvom vi ikke kan begribe det.
Gad vide om Jesus tilfældigvis kom forbi – gad vide om han vidste, hvad der var på færde i Nain … der var så vidt jeg ved, ikke nogen der havde kaldt på ham på hverken den ene eller den anden måde, men pludselig stod han dér, og mødet med den døde, moderen og følget fandt sted.
Og han nøjedes ikke med at stå og se på. Han fik medynk over moderens tab. Det var moderens tårer, hendes højlydte gråd, der i første omgang blev ramt af hans øjne. Og så siger Jesus ”Græd ikke!” – man skulle ellers syntes, at der var nok at græde over. Men ordene fik tilsyneladende bærerne til at stoppe op, og så går vor Herre hen og rører ved ”kisten”/båren. Døden skræmte ham ikke og skræmmer ham ikke. Han rørte ved døden – går ind i kampen mod livets fjende. Og han nøjes ikke med at røre, han byder os, at livet skal sejre over døden, når han siger: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” og den unge mand vendte tilbage til livet – tilbage til Nain, tilbage til sin mor.
Jesus kom, han rørte og han befalede, og på den vis bekæmpede han døden, og bekæmper han døden.
Denne fortælling er altså fortællingen om, at vi i døden aldrig lades alene.
Når vi begraver vores kære, nøjes vi heller ikke med bare at bære dem til graven og sænke dem i jorden. Skabelsesordene følger med: af jord er du kommet, til jord skal du blive … men det stopper ikke her, for så følger opstandelsesordene: af jord skal du igen opstå. Vi kunne måske med ligeså stor ret sige: Rejs dig op! Det var sådan, Jesus gjorde den dag i Nain og senere gjorde med sit eget eksempel ved at gå i graven og rejse sig op.
Hans ord og fortællingen om hans eget liv og død er fortællingen om, at håbløsheden, magtesløsheden og døden af Guds søn bliver mødt med håb, magt og liv.
Når kisten er sænket i graven, og vi står og ser derned, kan man med god grund spørge: hvor er Gud? Og svaret er: lige dér! I graven! Med sit liv rører han hele tiden ved døden. Han ikke bare følger os, men griber ind og siger: Rejs dig op!
Hver gang vi mister balancen i livet og bliver sendt til jorden, så rammes vi samtidig at Gudsordet, der tilgiver, opløfter og oprejser os.
Døden er vi ikke i nogen henseende forskånet for. Den har stadigvæk i smertelige tag i os. Men samtidig siger vor herre, at denne død ikke er enden, men begyndelsen på noget nyt.
Det er også derfor vi med Jakob Knudsen i dag og altid kan synge:
”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav
Lad mig ikkun stævne imod min grav
LivetsGud mig skærmer, jeg er hans barn,
Ud hans hånd mig river af dødens garn.”
Gud er der, hvor vi ikke kan være. Han rører døden, og han befaler liv.
Jørgen-Franz Jacobsen, færøsk digter og forfatter, levede et liv, der var præget lys og mørke i sammenspil. Han var ramt af tuberkulose og døde blot 38 år gammel.
Et halvt års tid før sin død skriver han til ven og kollega William Heinesen: ”Det er jo det ved mig, at jeg ikke har talent for tristesse, den totale solformørkelse. Bliver verden mig gram, da kommer straks funkerne flænsende gennem mørket, og jeg lever åndeligt op. Falder sørgmodigheden over mig, da kommer Bellman eller Mozart. Ens hjælpekilder er enorme. Alt, hvad man i ungdommen har drømt eller fabuleret, det ligger som en uudtømmelig reserve af glæde. Jeg forbliver dybt taknemmelig mod livet og vil fremdeles være forsonet med dets kår, thi det giver mig mere end det tager, ja, jeg har allerede fået så meget …… døden er baggrunden for livets geniale relief. ”
Døden er den fjende der kommer snigende … giver livet bagkant uden, at vi kan vide hvornår. Døden er livets relief og dets modsætning, og den er med til få os til at gribe livet selvom vi ikke kan begribe det.
Jesus kom forbi den dag i Nain. Han så sorgen, og han rørte ved døden, og han lod det ikke blive derved. Han føjede de afgørende ord til: ”Rejs dig op!”
Sådan siger han til os nu, og sådan siger han til os, når vi ligger i graven.
Gud har besøgt sit folk ikke bare i Nain, men også os har han besøgt, og besøger han, derfor ved vi som moderen fra Nain, at kærligheden skal rettes mod livet … også midt i sorgen! Amen.