Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
17. søndag efter trinitatis , 13.10.2019
Predigt zu Lukas 14:1-11, verfasst von Leise Christensen
I torsdags fløj jeg hjem fra Kbh til Karup med morgenflyet kl. 7.40. Jeg boardede flyet med boardingkortet i et fast greb med næven med en plads på sæde 7A, et udmærket sted. i vinduesrækken. Stewardessen kiggede på mig og sagde så: ”Du skal gå ned bag række 14, da netop denne flytype er meget følsom overfor større vægtforskydninger”. Hmmm, jeg traskede slukøret ned bag række 14 og funderede lidt over, om jeg skulle på stenalderdiæt, low carb eller den der med meget olivenolie. I hvert fald havde jeg ingen lyst til at vær skyld i flystyrt og deslige. Man kan sige, at der her var tale om en omvendt Jesus, hvor jeg blev bedt om at flytte mig fra de øverste rækker, hvor jeg egentlig med mit boardingkort følte, at jeg hørte hjemme, til de nederste pladser efter række 14 med mine for mange kilo på sidebenene. Så kunne jeg lære at være ydmyg. Det er det der med ydmyghed. Ydmyghed. Hm, man smager lidt på begrebet. Hvad vil det egentligt sige at være ydmyg, og er det noget, som er eftertragtelsesværdigt? I princippet ja, men i praksis nej. Vi ved jo fra vores opdragelse, at det er godt og rosværdigt at være tilbageholdende, at være taknemmelig for gaver – selvom det hjemmevævede vægtæppe ikke var det, man ønskede sig som 13-årig – det er fint at sætte sig selv i baggrunden og at være beskeden, ja, alt sammen er det noget, der ligger i begrebet ydmyghed. Men det er vanskeligt at holde fast i, at det skulle være så godt med ydmygheden. For hvis man skal klare sig i dagens vestlige verden, er det ikke nok at være ydmyg. Og det er heller ikke det, som vi opdrager den kommende generation til. Tværtimod fortæller vi børnene igen og igen, at de er ønskede, fantastiske, enestående og dejlige. Vi forsøger at give dem det store og sprudlende selvværd, som vi måske ikke selv blev givet, og det med ydmygheden, ja, det har fået en overordentlig ydmyg plads i vores opdragelsesmønster. Resultatet er til at føle på: Vi har flere end nogensinde før, der maser på for at komme frem i tilværelsen, komme frem til et sted, hvor man bliver set, bliver berømt og feteret. Engang talte man om stjerner og vandbærere, i dag er det vist nok at tale om stjerner. Alle har i hvert fald tilsyneladende for godt et selvværd til at være noget så sølle som den, der bare hjælper til og er vandbærer. Stjerne for en aften kan man blive, og det er vel ingen hemmelighed, at alle håber, at de bliver stjerner, der holder ud over en enkelt aften, selvom de ud fra en objektiv, men uønsket betragtning, er håbløst talentløse; der er huse, hvor man bliver lukket og låst inde i flere uger og fulgt med kameraer døgnet rundt for derved at få et bid af berømmelsens kage; der er kamp om at blive morgendagens skønhedsdronning ved modelkonkurrencer, og castings til film bliver snildt opsøgt af hundredvis af håbefulde unge. Jo, ydmygheden, som vor oldemor lærte os den, er gået af mode. Og sådan kan man begræde, at fortidens dyder ikke har nogen fremtid, og at ydmygheden som noget rosværdigt er gået tabt for altid.
Men jeg ved nu ikke rigtigt, om den holder! Det er en kritik af den moderne verden, som ofte fremføres, men det bliver den formentligt ikke mere sand af. Der er sådan noget o tempera, o mores over det – hvilke tider, hvilke skikke, som allerede de gamle romere sagde det. Det vil være velgørende at komme i hu, at udsagnet med, at man ikke skal søge sig de øverste pladser, men tværtimod de nederste, er sagt for 2000 år siden – dvs., at problemet med den manglende
ydmyghed altså ikke er noget, som TV har opfundet i England eller Danmark i år 2019, men er noget, som altid har eksisteret – naturligvis i forskellige former, sådan som forskellige historiske perioder har haft forskellige syn på, hvad der er ydmygt og hvad ikke. Det der med, at verden er gået af lave for nyligt, er noget sludder – verden gik af lave ikke så snart, Adam og Eva havde sat deres tænder i det røde, tillokkende æble. Farisæerne, som de beskrives i dagens tekst, er nidkære, dvs. ivrige efter at gøre det rette i form af lovoverholdelse. De ved nok, at man skal holde sabbatten, altså helligdagen, fri, og man må derfor ikke gøre det mindste, ikke engang helbrede et medmenneske, for det er nemlig arbejde. De ser det som deres fornemmeste pligt at sørge for, at ikke bare de selv, men også andre mennesker overholder dette bud om at holde sabbatten hellig. De føler sig lidt mere ydmyge end andre, fordi de har forstået Moseloven og alle dens forbud og påbud og mener derfor godt, at de i al ydmyghed kan tillade sig at sætte Jesus på plads ved at stille fælder op for ham. Men der er jo det alvorlige problem ved begrebet ydmyghed – dengang som nu – at jo mere ydmyg man påstår man er, jo mindre er man det jo! Hvem har ikke prøvet at stille sig ydmygt an med den hensigt at får ære af det? Der kan man da sige, at nutidens uydmyge unge i Stjerne for en aften og beslægtede programmer i det mindste er mere ærlige i deres åbenlyse jagt efter den øverste plads ved bordet. Så i virkeligheden ser det ud til, at det, som Jesus kræver af os, er umuligt for os at leve op til. Vi kan ikke rigtigt være ydmyge – vi kan til nøds være ydmyge, hvis vi får noget ud af det, ellers ikke.
Men måske er det i virkeligheden noget ganske andet, som Jesus sigter til? Måske handler det også om, at vores plads sommetider er en anden, end vi tror. Vi tror, hvilket vi kan konstatere ved at kigge os omkring i vore egne liv og nok også i andres liv, at vores plads er der, hvor vi kan stride og stræbe mod at gøre det godt her i livet. Gøre det godt med karrieren, arbejdet, planerne, projekterne, pengene, huset, præstationerne, bilen og køkkenerne. Det er det, der har den øverste plads i vore livs stræben. Men når man sommetider taler med et døende menneske, ja, så er det altså sjældent, at det menneske siger: ”Det var sandelig godt, at jeg fik installeret det blankpolerede køkken og fik købt en Audi. Og det var helt fantastisk godt, at jeg fik bygget det conservatory”. Jeg har i hvert fald aldrig hørt det i mine samtaler med terminale patienter. Nej, så er prioriteringen ofte en helt anden. Da handler det om barnet, der tog én ved hånden og viste én farvespillet i et vissent blad, det handler om kærligheden, der var til stede eller måske manglede mellem nære slægtninge, det er glæden ved det liv, der er ved at rinde ud, og det fællesskab, som man har været en del af. Det er sorgen over, at man måske ikke altid tog vare på de mennesker, som man var givet på den måde, som man nu kunne ønske det. Det er det, der i tilbageblikket ser ud til at have været vigtigst. Ikke at være kendt fra Stjerne for en aften, ikke at være ejer af et stort hus, ikke at have den nyeste mobiltelefon ikke at have været direktør, men at have været en del af det levede liv med andre mennesker. Altid noget med andre mennesker. Den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Kunne det tænkes, at det betyder, at det netop er i det ydmyge, det lave, det daglige, det små, at det netop er dér, det ophøjede findes. Det som virkelig betyder noget. Kærligheden. Livet. Fællesskabet. Gud. Der, i det ydmyge, er selve livet. Det liv, der kun er noget værd, fordi det leves med andre mennesker. Gud giver os hver dag muligheden for at leve i det små, for at finde glæde i det daglige. Det gør han, fordi han har sat os på vores plads her i verden og vil os det godt. Ikke nødvendigvis en ophøjet plads, men en plads hvor vi har mulighed for at være til stede og udfolde os så godt, som vi nu formår det. Måske en plads efter række 14. Men
der sad jeg jo også udmærket og godt. Og det der med, at vi skal ydmyge os? Tja, så vidt jeg kan se, er der kun en, der virkelig er ydmyg og også ydmyget. Nemlig Vorherre selv. Han blev ydmyget med en spottekrone, myrdet ved at blive ophøjet på et kors, men også opstanden til den øverste plads. At det skete er vores håb. For han har nemlig gjort plads til os der ved den øverste plads – også selvom vi ikke rigtigt formår at være ydmyge. Amen.