Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Alle helgens dag (20. søndag efter trinitatis) , 03.11.2019
Predigt zu Matthæus 5:1-12, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
De har fået den mest allermest centrale og offentlige plads i hele sognet, vores døde. Det fælles sted, hvor vi alle sammen har lov at komme, og hvor der, i hvert fald her i vores sogne, aldrig er lukket. Dag og nat står lågen åben. Det stykke jord, som fra gammel tid var sognets fælles mødested, og hvorfra fælles beskeder blev givet. Det stykke jord, kirkegården, er de dødes sted.
I andre kulturer er det anderledes. Der gemmer man de døde væk. I det gamle Rom lå gravpladserne uden for bymuren. I andre samfund byggede man hele byer til de døde – langt væk fra de levendes. For de døde skræmte de levende. Og de døde kunne forstyrre de levende. Så man blev nødt til at ofre til de døde eller på anden måde vise dem ærefrygt, så de forholdt sig i ro i dødsriget og ikke gav sig til at spøge og tyrannisere de levende.
Og derfor var det chokerende anderledes, det de første kristne i Rom gjorde, da de begyndte at samles og holde gudstjenester. For de mødtes og fejrede gudstjenester på kirkegårdene. De kirkegårde, som dengang lå under jorden uden for Roms bymure, i katakomberne. Der, i de underjordiske gange, som man stadig kan komme ned i, hvis man er i Rom, dernede fejrede de første kristne gudstjenester. De gjorde det, fordi det skulle foregå skjult. Men de gjorde det også, fordi de ønskede at vise, at deres døde hørte med i deres liv. De døde, som i mange tilfælde var martyrer – folk, som havde sat livet til for deres tros skyld. Folk, som havde nægtet at bøje knæ for kejseren og verdensmagten, fordi de havde hørt og troet, at et menneske er Guds, og derfor ikke skal bøje knæ for andre og andet end Gud. De mennesker, som med deres liv havde vist noget om, hvad tro er, de mennesker hørte med i de levendes liv. De døde skulle ikke fylde de levende med frygt og ængstelse, men de døde skulle mindes med glæde og med taknemmelighed. Og det, de havde givet, skulle de levende bære med sig videre i det liv, de nu havde at leve. Derfor fejrede de levende kristne gudstjeneste der, midt blandt de døde.
Og det gør vi stadig væk. Også vores forfædre har placeret vores gudstjenesterum midt blandt de døde. Kirken ligger midt på kirkegården. De færreste af vores døde har sat livet til for deres tros skyld. Der er vel ikke mange martyrgrave på vores kirkegård. Men det betyder ikke, at vores døde ikke også har lært os noget om, hvad tro er, og hvem Gud er.
»Vi er sat til at vidne om Gud, hver efter sin evne og mulighed, nogle med munden, andre med hænderne, andre med begge dele… At vidne om Gud det vil først og fremmest sige, at leve sådan, at livet bliver dyrebart for andre og det gode i dem styrkes” Sådan siger Kaj Munk i en prædiken, holdt kort tid efter han havde begravet sin mor.
At vidne om Gud – det er at leve sådan at livet bliver dyrebart for andre, og det gode i dem styrkes. Alle helgens dag er det de mennesker, der gjorde det, og som nu er døde, vi husker, siger tak for og glæder os over at have fået med i vores liv. Hver for sig kan vi sætte navne på, hvem de mennesker er. Dem, der gjorde vores liv dyrebart – ved at vise og fortælle os, at vi var dyrebare for dem. En far eller mor, en kæreste, ægtefælle, et barn, en ven, en bedsteforældre. På hver deres måde har de vist os noget om, hvem Gud er, ved at være trofaste, kærlige, stædigt vedholdende over for os. Ved at stå tidligt op om morgenen og vække os blidt, da vi var små og skulle ud i vintermørket og en ny, truende skoledag. Eller ved senere i vores liv trofast at stille med værktøjskasse og trailer og god tid. Eller ved at lave vores livret, når vi kom på besøg, selv da vi blev så gamle, at vores smagsløg for længst var blevet mere avancerede.
Men også de andre har vist os noget om Gud. Også dem, der ikke magtede at gøre noget for os. Dem, hvor også andre følelser end den dybe taknemmelighed høre med, når vi mindes dem. De besværlige, de svage, de krævende. Dem, der styrkede det gode i os, ved at kalde på vores omsorg, overbærenhed og udholdenhed. De vidnede også om Gud. For hvor er det ellers, kræfterne til at sidde ved et dødsleje i dagevis kommer fra, hvis ikke det er Vorherres kræfter, de pårørende bliver udstyret med? Hvorfra, hvis ikke fra Gud, kommer den overbærenhed og humor, som er uundværlig, når man står dødtræt og uden håb om forandring hos den demente? Hvorfra kommer modet til at give slip og give op, når man står over for det menneske, som er selvdestruktivt, eller det menneske, man af andre grunde ikke kan nå med ord eller kærtegn mere? Hvis ikke det er i Guds gode og bomstærke hænder, man lægger både sin egen og den andens afmagt, turde man så nogensinde give slip og give op?
Og så er der også dem, vi ikke fik talt ud med og sagt ordentligt farvel til. Dem, hvor sløjfen til sidst ikke blev bundet pænt og elegant. De lærte os måske noget om Gud, ved at lære os noget om, at der er grænser for vores formåen; at der er konflikter og uløste gåder, som kun Gud har magt til at løse. Der er bebrejdelser, som man må lade falde for udløbsdato, og kampe, som må tabes, For livets skyld.
”Salige er..” Ni gange lød de ord den dag på bjerget, som indledning til den prædiken Jesus holdt. Og dem, han kalder salige, det er ikke de døde. De salige er spillevende mennesker. Salig, det er noget, man er. Lige nu og lige her. Og dem, han kalder salige, ja, det er dem, der lever, som han selv gjorde det. Alle ni saligprisninger kunne beskrive Jesus: Fattig, sørgende, sagtmodig, retfærdighedstørstende, barmhjertig, ren af hjertet, fredsstifter, forfulgt, forhånet. Den, der lever sådan, kalder han salig. Os, når vores liv former sig sådan, kalder han salige. Os, i det våde, tunge novembergrå tøj og humør, os, som ikke orker eller gider andet end at sidde og kigge melankolsk ind i et stearinlys’ flamme eller en skærms blå lys. Det er os, han kalder for salige – og kalder ud til et liv som hans. Salig er de – og I - fattige, sørgende, retfærdighedstørstende, forfulgte, forhånede, siger Jesus. Ikke fordi der er noget som helst fornøjeligt ved nogen af delene. Men fordi det liv er Jesu liv. Og dermed er det det liv, hvor Gud viser sig i verden. Sådan som vi har mødt og stadig møder Gud, når vi møder mennesker, der gør vores liv dyrebart og styrker det gode i os. Overalt, hvor de møder finder sted, sker Guds rige, siger Jesus. Der er Gud til stede, og der sker Hans vilje på jorden, som den sker i Himlen.
I eftersommeren var jeg på kirkegården med et hold minikonfirmander. Et af gravstederne var et ægtepars, som havde fået 11 børn. ”Tænk engang, at have fået 11 børn!” sagde jeg. Og reaktionen fra en af de 10 årige kom prompte: ”Hvor må de have været glade for hinanden”.
Glæden. At se den, før alt andet. Det er det, Gud gør. Og det er det, salige øjne gør. Vi skal slutte med den glæde i dag, når vi synger Sthens 425 år gamle salme ”Du, Herre Krist”. Den salme, som vers for vers roligt og indtrængende prædiker tillid til, at vores liv og vores død er Guds sag. Den Gud, som har givet sig til kende i Jesus. Og så slutter salmen med bønnen om, at vi må leve sådan, at vi også genkender Jesus og hans liv i livet med hinanden. Så det er Guds glæde og ikke vores egen frygt og bekymring og selvoptagethed, vi skal være og leve i. ”Giv os, o Gud, vi på dit bud må leve så tilsammen, at vi hos dig evindelig i Himmerig kan få din glæde!” Vi levende og alle vores døde. Amen.