Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis, 17.11.2019
Predigt zu Matthæus 18:21-35, verfasst von Thomas Reinholdt Rasmussen
Når man hører evangeliet til i dag, kan man godt begynde at grunde over ordet ”skyld”. Hvad betyder det egentlig at have skyld? Hvad betyder det at skylde noget?
Det er klart, at skyld kan forstås negativt. Altså at skylden at man skylde en gæld væk, eller at være skyldig i en forseelse. Altså at skyldens årsag er en mangel hos mig.
Således hører vi i dagens lignelse om en tjener, der skylder en formue væk. Den eftergives ham og han sendes fri ud i verden. Her møder han en anden tjener, der skylder ham noget. Men den frigivne kærlighed sætter sig ikke igennem og denne tjener holdes fast på sin gæld. Holdes fast på sin skyld.
Den frigivne kærlighed sætter sig ikke igennem.
Således er skyld et forunderligt ord. Man kan skylde nogen noget som en tyngende gæld, men man kan også skylde nogen noget, som en frisættelse.
For at skylde nogen noget, kan også være udtryk for taknemmelighed. At være nogen skyldige, kan netop betyde, at man skylder dem tak. At være skyldig behøver nemlig ikke at være negativt. Det kan faktisk være positivt. Det kan være frisættende.
Man kan skylde sin forældre noget. Man kan skylde sin gamle klasselærer noget. Skylde dem en tak fordi de gjorde en duelig til livet.
Således kan skylden være frisættende, når det centrale i skylden er en tak.
Jeg kan skylde min kone æren for det ene og for det andet. Jeg kan skylde mine kolleger en tjeneste, også uden at der er sket en skade, men netop som en tak.
Jeg kan stå i gæld til forældre, lærere, og stå i gæld til Kristus for at gøre mig fri. Den type gæld gør fri.
Således brugs ordet skyld helt anderledes end om en negativ relation. Her er det en positiv relation, der beriger mit liv.
Og således bruges ordet skyld først og fremmest i hele evangeliet og i hele kirkens liturgi. Stor set kun i fadervor bruges ordet skyld som noget vi skal befries fra – forlad os vor skyld. Ellers er man skyldig i at gøre noget. At gøre noget for den anden, at gøre noget for at holde den anden oppe. Vi finder det også i ordene: for Jesu Kristus skyld. At for Kristus skyld gøres vores liv større og vi fyldes med tak.
Skylden kan altså være positiv. Vi skylder hinanden noget, fordi livet derved bliver større.
Og således også med tjeneren i evangeliet til i dag. Han sættes fri af sin tyngende skyld og sættes fri til livet.
Og vi skal måske nok lægge mærke til, at hans gæld ikke slettes. Fortiden kan ikke slettes. Det skete er altid sket, og er den del af vores liv. Men tyngden af skylden er løftet af.
Det betyder også at tilgivelse for skyld ikke er det, at skylden er væk. Det ville også være underligt urealistisk. Tilgivelse for skyld er ikke, at skylden løftes væk eller bliver glemt. Skylden er ikke glemt, men den er gemt i den andens nåde. Skylden er skjult i kærlighed.
Ofte taler vi som om, at tilgivelse af skyld er, at skylden som sådan er væk. Men det ved vi jo godt fra egen erfaring, er en både idealistisk og forkert forestilling. Skylden eller fortiden kan aldrig viskes ud, men den tyngden kan løftes af den. Vi er de mennesker, vi nu en gang er, og gælden kan ikke sløjfes og fortiden ikke glemmes, men tyngden kan blive anderledes.
Og det er det den gældbundne tjener erfarer: at gældens tyngde løftes af ham. Og den tilgivelse forpligter. Nu skylder han noget igen, men denne gang ikke en tyngende skyld, men en tilgivende kærlighed.
Og at han ikke formår dette, skal i denne forbindelse ikke skygge for lignelsens pointe: du skal spejle en tilgivende kærlighed. Den kærlighed, du er elsket med, skal du spejle til de andre. Som himmelspejl i muld. Som himmellys, skønt af de små. Som månen spejler solens lys, skal vi spejle Guds kærlighed. Som himmellys, skønt af de små. Det skylder vi. Det er vores skyld: kærlighed.
Den frigivne tjener formår dog ikke at udfolde kærligheden, og lignelsen fortæller da, at hans herre bliver vred og overgiver ham til bødlerne, indtil han får betalt hvad han skylder. Han smides i fængsel.
Det er hårde ord, men inden vi hæver os over ham og hans skyld, så vi lige huske på, hvad Kristus siger i en af kirkeårets sidste tekster: han du besøgt dem i fængslet, for der er jeg?
Hvis vi løfter os op over den gældbundne tjener, så er vi lige vidt. Så ser vi ikke Kristus i den fortabte. Så ser vi ikke Kristus i den, der går til grunde. Så ser vi ikke Kristus i ham. Så ser vi ikke Kristus i det fejlslagne.
Det er hvad vi skylder: at se Kristus i den fortabte. At se Kristus i dem, der går til grunde. At se Kristus i det fejlslagne.
At se Kristus i også selv, som den, der bærer skylden og gør os skylde til at gå ud i verden for at spejle Guds kærlighed som et himmelspejl i muld, som himmellys, skønt af de små.
Det er skylden: at elske med den kærlighed, du selv er elsket med. Det skylder vi. Ubetinget. Og når vi ikke lever op til det, så elsker Gud os fortabte, forliste og fejlslagne, ubetinget – for Jesu Kristi skyld. Amen.