Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag i kirkeåret, 24.11.2019
Predigt zu Matthæus 25:31-46, verfasst von Rasmus Nøjgaard
Dommeren
Omdrejningspunktet i søndagens evangelium er dommeren der indtager sit dommersæde. Det er uomgængeligt, at prædikenen ud fra denne evangelietekst må adressere eskatologien og forståelsen af Gud som dommer. I den danske tekstrækkes historie fik vi for første gang i 1992 en ’Sidste søndag i kirkeåret’, og hvert andet år læser vi denne perikope fra Matthæus. Det var på enhver måde mere elegant tidligere, hvor adventstiden afløste trinitatistiden, så at året ikke afgrænses i en begyndelse og afslutning, men sker i tiden. Den cykliske oplevelse er uheldig, da fødsel, død og opstandelse gennemstrømmer enhver søndagsgudstjeneste, og livet i sig selv er en fremadskridende bevægelse og ikke en gentagelse. Kirkeåret er ikke et snurrende hjul, men hver søndag er et nedslag i den store fortælling, og derfor lige glædelig hver gang kirkeklokkerne kalder os til af fejre gudstjeneste. Det er en afgørende betingelse når vi møder domsteksterne, at de ikke fungerer som en afslutning, men som endnu en refleksion over det glædelige budskab. Det kan vi ikke vente til næste søndag med at få åbenbaret.
Kapitel 25 i Matthæusevangeliet har betydning for forståelsen af Jesus’ genkomst, og er en central tekst i forståelsen af dommen. Kapitlet består af tre lignelser om dommedag ved menneskesønnens genkomst: ’De ti brudepiger’ angiver temaet om at være beredt til genkomsten, ’Våg derfor, I kender hverken dagen eller timen’, ’de betroede talenter’ om at blive stillet til ansvar for at forvalte Guds budskab ret, ’Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din Herres glæde’, og den tredje, søndagens perikope, handler om dommen, hvor fårene skal skilles fra bukkene, de retfærdige skal arve evigt liv, mens dem der ikke har gjort ret, skal gå bort til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.
Kærlighedsgerninger
Teksterne er spændende, fordi de på den ene side har billedet af dom og ødelæggelse, og på den anden lykke og velsignelse. Det går som en tråd gennem teksterne at denne afslutning er bestemt fra tidernes morgen, men ikke nødvendigvis ved en forudbestemmelse af hvem der er udset til hvilken skæbne. Derfor bliver teksterne en formaning. Som ved alle fortællinger og lignelser, må vi ikke fortabe os i en direkte oversættelse, men i en forståelse af hvad selve billedet vil os. Det handler i den forstand ikke om at lokalisere dommen i et helvede eller himmerige, men at pege på at dommen ikke er vores egen, men Guds. Hvis vi løfter os over billedets enkeltdele, så står der et tydeligt budskab tilbage om at Jesus ikke ønsker en hyklerisk tilbedelse, men en ordentlig livsførelse. Alt hvad I gør mod én af mine, gør I mod mig. Det er indbegrebet af den nye lov, som Jesus erstatter den gamle med, Herren tilbedes ikke gennem tomme ord og handlinger, men gennem næstekærlighed. Hvis det er banalt, så er kristendommen banal, og hvilken befrielse! De kærlighedsgerninger som Jesus anviser, er ikke uoverkommelige magtdemonstrationer af viljestyrke og mod, som det i høj grad er hos Paulus, men hver for sig små overkommelige bud: brødfød den sultne, giv den tørstige at drikke, tag imod den fremmede, iklæd den nøgne, se til den syge og besøg den fængslede. Det er en livsgerning i sig selv at finde tilsvarende simple kærlighedsgerninger. De er nemlig overrumplende enkle, og handler i grunden om ikke at lukke sig om sig selv, men at åbne sig
for andre. I en tid hvor ensomheden råder, og vi hver især passer vores egen butik, er det en kærkommen formaning.
Dommen dogmatisk
Ligesom når vi taler om nadveren, og aldrig kan komme bag om forvandlingens under, men alene må tro på at vi virkelig får delagtighed i Kristus, ellers bliver nadveren bare symbolsk (Calvin) eller mekanisk (Thomas Aquinas), og får ikke sin sande plads som et troens mysterium (Luther), på samme måde skal vi holde os fra at tale om dommen som symbolsk eller mekanisk. Jeg vil hævde at evangeliet hverken taler om en dobbelt udgang (Luther) eller om alles frelse (Barth). Det er ikke kun et billede og heller ikke en anvisning af en mekanisk dom, og således heller ikke en forestilling om alles frelse, - som er en ligeså mekanisk og endimensionel forståelse som den dobbelte udgang. Dommen er også omfattet af troens mysterium. Vi kan kun pege på Jesus’ ord, og at vi er omfattet af dommen, men samtidig at Kristus indvarsler nådens tid. Også nåden kan kun gribes i tro, og hverken symbolsk eller mekanisk. Måske kræver det mod som prædikant at afstå fra at sikre sine kirkegængere en plads i himmeriget, men omvendt er man også fri for at dømme nogen durk i helvede. Dommen må vi i ydmyghed overlade til Gud, og tilsvarende må vi også afstå fra at udsige dommen. Jesus henviser alene til den evige ild som resultatet af manglende barmhjertighed og det opblæste hykleri der selv sætter sig i dommersædet. Det er Jesus’ evangelium på en knivsæg: Dommen afsiges ikke på forhånd, og det er ikke menneskers ret at udsige den. Hver især må vi omvendt høre at Jesus accentuerer vores forhold til medmennesket som selve det afgørende Gudsforhold. Sagens akter skal findes i vores eget relationelle forhold til andre mennesker. Det kan også siges på den måde, at Guds nådefulde dom skal gentages i det kristne menneskes barmhjertighed og vilje til forsoning. Formaningen gælder i den forstand alle, men særligt det kristne menneske, der ellers forsynder sig som hykler. Formaningen står desto stærkere i en luthersk tradition hvor vi ser på os selv som både syndere og retfærdiggjorte, på en og samme tid kaldede og hyklere.
Dommeren
I begyndelsen af 1960erne var den store amerikanske skuespilforfatter Arthur Miller ude i tovene. Nogle år forinden var han blevet skilt fra sin berømte hustru, Marilyn Monroe, og han blev anklaget af McCarthys undersøgelseskomité for uamerikansk aktivitet. Hans forfatterskab indvarsler på mange måder følelsen af at alting er i opløsning, fællesskaberne og individet. I den stemning skriver han sit selvbiografiske skuespil ”Efter syndefaldet”, der opføres på Broadway i januar 1964. Hovedperson i stykket, Quentin, indleder første akt med en længere monolog, hvor han fortæller om, hvordan han i mange år betragtede livet som en retssag, hvor det gjaldt om at have beviserne i orden. ’’Når man er ung, så vil man bevise hvor tapper man er, hvor dygtig, hvor god en elsker man er, hvor god en far, hvor klog eller hvor mægtig man er.’’ Quentin fortsætter: ”Men under det alt sammen, ser jeg nu, at der var en forudsætning. At man bevægede sig på en sti opad mod en ophøjelse, hvor, Gud ved hvad, jeg ville blive retfærdiggjort eller fordømt. Jeg mener nu, at min ulykke i virkeligheden begyndte, da jeg så op en dag, og dommersædet var tomt. Der var ingen dommer at se. Og alt, hvad der var tilbage, var den endeløse diskussion med en selv, denne meningsløse retssag om eksistensen foran et tomt dommersæde. Hvilket er en anden måde at sige fortvivlelse på.”
Tydeligere kan det vel ikke forkyndes, at mennesket i en virkelighed uden Gud som dommer, overlades til verdens tilfældighed, hvor enhver mening har samme værdi, og hvor den stærke nådesløst får ret. Lad Gud blive i dommersædet, og prise os lykkelige over, at evangeliets Herre ikke er en ’noget for noget’-gud, men er Kristus, den nådige Herre og Frelser. Amen
Salmer: 732, Kirkesangbogen 968, 319, 266.