Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 08.12.2019
Predigt zu Matthæus 25:1-13, verfasst von Tine Årup Illum
Glædens og kærlighedens fest
”Jeg skal gå og glæde mig”, sagde hun. Hun gik i tredje klasse. Og et par timer efter at de havde været i kirken som minikonfirmander, skulle de til skolefest. De kunne ikke tale om andet. Det nye tøj, håret der skulle flettes kunstfærdigt, at de havde øvet i at gå ind i rækker. Alle forberedelser var gjort. Nu var det bare at vente på selve festen. ”Hvad skal du så, når du kommer hjem”? spurgte jeg. ”Jeg skal gå og glæde mig”. Det var det eneste, der var plads til: at glæde sig.
Og det er det, det handler om i dag. Om at glæde sig. Om at vente på det dejligste. Det er adventstidens livsstil. At glæde sig ud over alle breder.
Det skal brudepigerne i dag. De skal ud og møde brudgommen med lys i hænderne, og lave et festoptog, så alle kan se og følge med. Sådan holder man bryllup i Mellemøsten. De skal brænde af forventning. Der er alt godt i vente.
Vi er dømt til glædelig forventning…. ikke til modløs venten….. vi er dømt til at være ødselt kloge og ikke beregnende dumme. Vi er dømt væk fra mismod. Og dømt til at glæde os så meget, at det, vi venter på, bestemmer vores livsindstilling og vores måde at være i verden. Forventning… dét er fortegnet for vores liv. Det er tro.
Jesus’ fortællinger om det vigtigste i vores liv og i vores tro, kalder vi tit lignelser. For han sammenligner med noget, vi kender. Noget det ligner. Men netop kun ligner. Det er ikke som med ligninger, hvor alting skal gå op. Oftest er der kun ét fokuspunkt i lignelsen. I dag handler det ikke – som det ellers tit gør – om næstekærlighed. I dag er der noget andet på spil: at holde den forventningsfulde glæde i live. Tålmodigt at vente tillidsfuldt på, at det bedste af alt vil ske. ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys”, sådan hører vi hver eneste søndag i gudstjenesten. Det er vores fremtidsvision. Dén forventningsglæde skal bestemme vores liv.
Det er vigtigt at jeg holder mig det for øje, for ellers kan lignelsen let bare blive en fortælling om, at de kloge narrer de mindre kloge. For umiddelbart ser jeg for mig nogle lidt glemsomme brudepiger, der måske ikke lige har haft held til at regne ud, hvor meget olie de skulle have – og nogle snusfornuftige pedanter, der som altid har styr på det hele. Sådan forstået er det her ikke andet end en småborgerlig fortælling om rettidig omhu. At de dumme er dem, der ikke ved, hvor meget olie, der skal til at lade en lampe brænde, de er taberne. En fortælling om, at Gud går ind på vores præmisser, nemlig at man får løn som forskyldt. Vi kommer let til at tænke sådan, hvis vi glemmer ikke bare fortegnet for lignelsen, men fortegnet for hele vores tro: at Jesus ikke er kommet for at dømme os ude – men er kommet til enhver, der har dømt sig selv ude, for at finde os og lade os høre det samme igen: Jeg er med dig alle dage, indtil verdens ende. Du har intet at frygte og alt at vente på. Fortællingen handler ikke om følelser. Om, hvorvidt jeg føler mig glad. Den er et krav fra Gud. Noget så provokerende – måske endnu mere for os, der er vant til at spørge vores mavefornemmelse til råds om alting. Den er et krav: I SKAL håbe. I SKAL stole på mine løfter. I SKAL holde den glædelige forventning i live. I SKAL lyse. Så hører jeg lignelsen på en ny måde:
De kloge brudepiger er dem, der har brugt rub og stub. Af ren og skær forventning… de har sat håret og iført sig ildrød læbestift… de har købt massevis af olie – for der skulle ikke fedtes med noget…. De har ud over alle grænser forberedt alt – af ren og skær glæde. Og kan ikke tænke på andet. De skal bare gå og glæde sig. De ved, at der intet som helst er, som er vigtigere. Og de dumme er de snusfornuftige Der har regnet ud, at hvis brudgommen kommer til fastsat tid, så skulle der lige være nok olie til lamperne, og så er der ikke noget, der går til spilde. Og hvis han ikke kommer, sådan som de har regnet med, så er han virkelig også selv ude om, at modtagelsen bliver lidt sølle. De har jo andet at give sig til end at spilde tiden med at vente. Så bliver historien lige pludselig en anden. Så er dumhed at spilde sit liv i beregnende ligegyldighed og kold opgivenhed. At være klog, er at holde blus på lampen og vente og vente – hele tiden vente det bedste. Hele tiden bære et lille lys i mørket. Hele tiden lyse. Fordi vi tror, at det hele ender i fest.
Adventstiden er ventetid og forventningstid. Og ventetiden har flere lag. Først og fremmest tænker vi vel på jul. Men i dag handler det om, at hele vores liv er adventstid. Er glad forventningstid. Det handler om det vi kalder dommedag. Den sidste dag på den jord, vi kender. Findes der da en fremtid… for verden… for dig og mig…? Hvad er der da i vente? Er der kun ragnarok at se frem imod? En mørk fimbulvinter af undergang? TØR vi leve i glad forventning. Og VIL vi egentlig det? Eller skutter vi os i den modløse indventen af det rene helvede på jord.
Der er brug for mennesker, der har forventningens olie på lampen. Som baner vej for glæden, og lyser op. Som fortæller om den krybbefødte kongesøn, der kommer fra Guds himmel og bliver et menneske, der lever vores liv og kender det indefra. Han, som dør så ydmygende og vanæret og magtesløs som man kan – og som lyser døden op indefra og lægger påskesol ud over alle vores dage – også de allermørkeste. Det er ham, vi venter på i vores adventsliv. Vi har brug for at høre netop det: at vi har alt at glæde os til. For det modsatte ligger så tit lige for – af så mange grunde. Du SKAL glæde dig. Du SKAL leve i glad forventning. Du SKAL lyse. Når vi går fra kirke i dag hører vi ”Wachet auf, ruft uns die Stimme”. Det er Bach der har skrevet det. Man kalder ham ofte ”den femte evangelist”, fordi han i toner fortæller evangeliet om Jesus Kristus. Bach har skrevet ”Wachet auf” til lignelsen om brudepigerne. Han fortæller om forholdet mellem Gud og mennesker, om det længe ventede møde mellem brudgommen og bruden. Sådan som han har hørt om det i Matthæusevangeliet – og sådan som han tolker det gennem evangeliet om Kristus, der ER påskelys og stjernesol for alle fortabte. Han fortæller om den sidste dag - dommens dag: at det er mødet med Kristus, med brudgommen. Vi kan høre brudgommen gå støt og roligt – og vi kan høre bruden komme ham næsten dansende i møde…. men hov, så er det som om hun kommer ud af takt og toneart…. hvad er nu det for noget? Hvad vil der nu ske? Mødes de nu aldrig…. kan hun ikke finde ham…. eller går HAN nu ud i HENDES toner og leder efter hende, bare for at finde ud af, at hun så er danset videre…. eller giver han op? Ingen af delene heldigvis. Brudgommen bliver endeløst tålmodig i sin tone og sin gang, helt forvisset om, at uanset, hvordan hans tilkommende flagrer rundt, så vil de mødes. Og det gør de. Det ender godt.
Bach tolker lignelsen i troens lys: Det ender godt. Brudgommen er altid på vej med festen. Hold modet oppe, også selvom det varer længere end I havde troet. Hold ud. Dit lys skal brænde. Du skal ødsle med håb. Din forventning skal lyse.
Engang, når alting er slut – for det enkelte menneske, for mig, og for verden – så ender alting i glæden og lyset. I mødet. I bryllupsfesten – festen for liv og kærlighed.
Og dén glædelige forventning er nok to lys i adventskransen værd. Lad os gå og glæde os. Amen.