Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 15.12.2019
Predigt zu Lukas 1:67-80, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen
Salmer DDS
80 Tak og ære være Gud
117 En rose så jeg skyde
–
129 Julebudet til dem der bygge
125,v. 9 Ak, kom jeg vil oplukke
101 Himlens morgenrøde
Nuancer af gråt. Midt på dagen svinger det sig op til lysegråt, så stiger mulmet igen. Morgen og aften henligger i et sort velourtæppe af vinternat. Sådan går mange dage, - indtil en morgen, hvor solen endelig bryder igennem. Ikke til den helt store solopgang, men der er dog igen farver på verden – og hvilke smukke røde, gyldne og sortblå nuancer!
Farverne og lyset gør hele forskellen for seende mennesker. Det lange tusmørke tager noget fra os, det er som om, mørket lukker rummet omkring os. For nogle mere fatalt end for andre, - det kan være livsvigtigt at komme ud i dagslyset hver dag og suge det til sig. Der skal dagligt tankes op af alt, der kan holde fast på håb, mening, retning ud af mørket.
Nogle af os går på længslen og håbet om, at retningen er givet hen imod lysere tider og nye, vide horisonter. Der skal en smule lys til for at orientere sig, - sommetider er mørke nødvendigt for at kunne se den smule lys, der er at se – det ved enhver stjernekigger. Vinterens klare nætter er gode at gå ud i, og se op – bade sig i stjerneskær og tænke på, hvor kolossalt meget lys, der er derude i det store, store mørke. Ikke kun én sol, men myriader af sole, bare så langt væk, at vore sanser knapt nok kan opfatte det.
Som at komme fra vintermørket ud i solopgangens lys og farve; måske var det sådan Zakarias følte det, da han så sit længe ventede barn og brød ud i sang og tak, efter 9 måneders tavshed, ventetid? Stum af tvivl og vantro, af fortvivlelse ligefrem måske. Hvad venter jeg på? Hvad bliver det til? Hvad nu, hvis det aldrig sker? Hvis det endnu engang viser sig at være en bristet illusion, noget, der bare aldrig kommer til at ske?
At give sig hen til længslen og håbet, uden at ane hvordan det ender – det kræver tro. Det er en fortrøstning til, at der er en mening givet på forhånd, at der er en retning, der er sat, uden at jeg kender målet. En engels ord om et navn, der aldrig havde været brugt i familien, var nok til at give mening i det ubegribelige, umulige. Det, som aldrig var sket, det som ikke længere kunne ske, var på vej.
Det kræver fantasi at håbe, evne til at kunne forestile sig det, man håber på. Opfyldelsen. Og det kræver erfaring at håbe, nemlig en vis sans for det materiale, håbet er skabt af. Erfaringen og fantasien tager hinanden i hånden og bliver et transportmiddel. For håbet er et transportmiddel, der bringer fremtid, fortid og nutid i berøring. Jeg rejser i fantasien med min erfaring frem i tiden og forestiller mig det, der skal komme. Zakarias og Elisabeth håber på barnet og den fremtid, barnet bringer med sig, og med et er nutiden fyldt af lys og alt det nye, der kan ske. Håbet har transporteret farven fra det nye med ind i nutiden. Solopgang i december.
Vi regner ellers ikke rigtigt fantasi for noget, nutiden insisterer mest på viden, kundskab, oplysning. Hov! Oplysning og kundskab, det er ord, vi lige har hørt fra Peulus i brevet.
Kan man overhovedet nævne tro, oplysning og kundskab; hjerte og intellekt i samme åndedrag?
Det er blindt at tro, man kan skille det ad. Ingen oplevelse, ingen sansning uden følelser, ingen erkendelse uden forestillingsevne og fantasi, der formår at holde ting sammen for det indre blik. Ingen erfaring og refleksion uden følelsesmæssig erkendelse og indlevelsesevne.
Håb har med de indre billeder og fantasi at gøre. Det kræver fantasi at håb, at tro, at forvente. Ingen ønsker for i morgen, hvis ikke vi har noget indre billede. Af en solopgang, en solskinsdag, lysets komme, mulighederne.
Om noget handler julen om håb, forventning, evnen til at se muligheder, også hvor det synes småt med det muliges kunst. Men ve os, hvis vi helt udelukker erfaringen i håbet. For så braser illusionerne sammen på stribe. Håber jeg naivt på den helt store familieidyl, når al erfaring siger mig noget andet, ja så bliver jeg sikkert skuffet også denne gang. Særligt, hvis jeg tror, at idyllen indfinder sig helt af sig selv. Så jeg gør mig anstrengelser, jeg forbereder som et lille æsel, bage, koger, pynter, steger og så måske?
Men alt det ydre gør det heller ikke, skønt nok så perfekt og funklende. De indre forberedelser må også til. Fantasi, indlevelse, forestilling. Jeg må forberede idyllen ved i god tid at forestille mig den, udmale den og ikke mindst gøre mig dens forudsætninger klart. Sikkert må jeg også selv forandres, lade fortiden hvile, afvæbnes, give slip på mit behov for at få ret, blive bekræftet, spille martyr. Give slip på ideen om at de andre skal være noget andet, end det de er. Jeg må se dem sandt i lyset og lade dem tage farve af vores forhold til hinanden, af alle de følelser, vi har investeret i hinanden.
Så måske ser jeg i lyset af solopgangen fra det høje. Ser dem som Guds mennesker, Guds elskede og udvalgte. Så måske lærer jeg glæden ved syndernes forladelse at kende. At der er glæde i at slippe, og selv at blive mødt med åbenhed og nye muligheder, fremfor den håbløse regning fra fortiden.
Idyllen er på vej – lyset stiger, men der er stadig rimfrost på verden. For der er jo ting imellem os, vi ikke kan glemme eller se bort fra. Der er skyld og brud og svigt, vi aldrig slipper fra. Som støv og rod, der aldrig fjernes og til sidst drukner udsigt og hygge. Hvis ikke vi vil forandre og lade os forandre, blokerer fortiden enhver vej til fred og fordragelighed.
Når vi håber, håber vi ud fra den nutid, vi er i og ud fra den erfaring vi har med os fra fortiden. Uden nutid og fortid, ingen fremtid. Uden erfaring og historie, ingen forestilling om håbet.
Hvis vi insisterer på det, vi ved alene, så er det eneste sikre, vi ved om fremtiden, at den får ende engang. At ”i morgen” bliver til ”aldrig mere”; og at alle mulighederne bliver til ”umuligt”; og at dem, vi lever med, kan blive dem, vi skal leve uden. Solopgangen fra det høje viser os noget andet: Nemlig, at der er fremtid og håb udover al fremtid og udover nutid og fortid. Det håb, Jesusbarnet bringer er ligeså gigantisk, som de myriader af solsystemer er gigantiske i forhold til den smule lys, vi ser fra stjernerne. Johannes baner vejen, forbereder os og gør opmærksom på forskellen mellem fortid, nutid og fremtid. Lærer os at håbet er så uendeligt større, end det vi insisterer på at vide og kende.
Håbets måde at leve på er altid at leve i en svanger tid, altid at leve på den bristefærdige kant af glæden, som kommer. Selv i det mørkeste, det tætteste vintermørket – i vintermørket eller i livsmørket at færdes under julenattens himmel, lige før det brager løs. Se, himlen er bristefærdig af lys og luften kun et åndedrag fra at fyldes af englesangens jubel! Amen!